Til hovedsiden

Versione Italiana

Nyhedsbreve fra Rom 

Nyhedsbrev for november 2006.

På Rom-guide.dk har vi altid spændende nyt til Rom-elskere.

Hver måned udsender vi nyhedsbreve med hints til aktuelle begivenheder, og får du lyst til en smuttur til Rom, har vi internettets største udvalg af hotelværelser, lejligheder og pensionater i Rom, der med vor danske vejledning og kontakt, giver dig en sikker og velfungerende reservation.

Santa Cecilia in Trastevere

I november fejres Santa Cecilia

Vi starter nyhedsbrevet for november med dette smukke aftenbillede af Santa Cecilia in Trastevere mod den klare blå efterårshimmel.

Det er jo den 22. november der fejres "Festa di Santa Cecilia her i kirken i Trastevere og ude ved katakomberne San Callisto.

Du kan læse mere om Santa Cecilia, der er musik- kens skytshelgen, ved at klikke på billederne.

 San Callisto Katakomberne

Vietato fumare

Ristorante Camponeschi

Vi må konstatere at der er ikke så få rygere blandt læserne af Rom-guide.dk. 

For siden sidste nyhedsbrev, hvor vi lovede, at vi i det næste nyhedsbrev ville præsentere læserne for en række spisesteder, hvor man, udover særdeles god mad, også kunne ryge så meget man lyster, har vi modtaget utroligt mange mail.

Vi skal til Rom inden næste nyhedsbrev, og vil meget gerne have oplysninger om spisesteder, hvor man kan ryge, var temaet i de mange mail.

Naturligvis hjalp vi disse rygende læsere på vej, og her er så siden, der blev så efterspurgt. 

Stor koncertoplevelse venter her!

2 hotspot i november

Der er meget "at tage fat på", hvis det er første gang turen går til Rom. Men for de, der har besøgt byen før, er her 2 lidt alternative "seværdigheder": 

Musica e Arte Sacra.

Dette brag af en koncert kombinerer glorværdig arkitektur med smuk musik.

Margutta.

Via Margutta

I den lille normalt så stille Via Margutta, der er en sidegade til Via Babuino nær Den Spanske Trappe, er der i november en udstilling af 100 kunstnere, der pryder hele gaden 2 gange årligt.

Klik på billederne for at læse mere om disse 2 hotspot i november.

Hadrians tempel ved Hotel Cesàri

Hotel Cesàri

På den lille gade Via di Pietra, der løber fra Corsoen (hovedgaden i Rom) og ned til ikke mindre end selveste Hadrians tempel (billedet), ligger redaktørens favorit-hotel i Rom.

Vi er absolut midt i centrum af Rom med det pulserende liv lige udenfor hoveddøren og med få minutters gang til det meste.

Da Hotel Cesàri, der er et mindre 3-stjernet hotel med 47 værelser, netop har har gennem- gået en større modernisering med etablering af elevator og flotte badeværelser, præsenterer vi dette rigtige gode alternativ til de langt mere kendte overnatningssteder.

Klik på aftenbilledet Hadrians Tempel og besøg det flotte nyistandsatte Hotel Cesàri.

Hotelsøgemaskine

Hotel-søgemaskine

Efter den netop overståede efterårsferie, hvor mange har været i Rom, har vi fået utallige mail fra læserne af Rom-guide.dk.

Rom er virkelig blevet et eftertragtet rejsemål - specielt i forårs- og efterårsmånederne, og læserne har haft svært ved at finde ledige steder blandt de mange overnatningsmuligheder, som vi anbefaler på Rom-guide.dk.

Derfor har vi samarbejde med Venere udviklet en "søgemaskine", hvor man ved angivelse af tidspunkt alene får forevist de steder, der har ledige værelser. Og det er alle steder, der har "instant confirmation", hvilket betyder at man får bekræftelse på reservationen her og nu.

Villa Torlonia

Technotown i Villa Torlonia

Bag “havelågen” her på Via Spallanzina, ikke langt fra Porta Pia, venter der frem til udgangen af december spændende oplevelser indenfor den “tekniske” verden.

I Villa Torlonia har man lavet en stor udstilling med teknologisk tema specielt rettet mod det unge publi- kum, men vi mener nu at alle, der syntes at robotter, 3D-fotografering og visuelle rekonstruktioner er spændende bør tage en tur ud ad Nomentana.

Der er gratis adgang til udstillingen der er indrettet i hele ni sale på Villa Torlonia tirsdag – fredag kl. 10,00 – 14,00 og lørdag – søndag kl. 10,00 – 19,00

Foto-udstilling i Palazzo Braschi.

Når man er i Rom, er man på et eller andet tidspunkt på Piazza Navona. 

Og så er det nærliggende at besøge det smukke Palazzo Braschi, der frem til udgangen af oktober byder på en spændende udstilling med fotografier af den berømte fotograf Henri Cartier-Bresson.

Udstillingen er delt op i 2 sektioner. Den første er en hyldest til Rom med billeder fra den ”evige stad” og den anden er med fotografens mange imponerende portrætfotografier.

Der er åbent tirsdag – søndag kl. 9,00 – 19,00 og entreen udgør 9 euro.

Palazzo Braschi er i øvrigt en del af det kommunale "Museo di Roma", som byder på en spændende permanent udstilling om dagligdagen i Rom fra middelalderen og frem til det forrige århundrede.

Besøg museets hjemmeside ved at klikke her.

Matisse og Bonnard

Matisse og Bonnard

Ligesom med Piazza Navona, vil man givet også på et eller andet tidspunkt under et besøg i Rom befinde sig på eller i nærheden af Piazza Venezia og det store Vittoriano-monument.

Og så er der kun få skridt til Complesso del Vittoriano (til venstre for monument og sammenbygget med dette), der byder på store oplevelser frem til den 27. februar 2007.

Det er lykkedes at samle ikke mindre end 200 malerier, skulpturer og tegninger af de to store mestre fra museer i England, Frankrig, Finland, Tyskland, Irland, Canada, Australien og USA.

Så her er virkelig en unik chance for at stifte bekendtskab med en række værker, som man ellers skal rejse langt omkring for at se.

Der er åbent mandag – torsdag kl. 9,30 – 19,30, fredag og lørdag kl. 9,30 – 23,30 og søndag kl. 9,30 – 20,30 

Entre 10 euro.

Nyhedsbreve på Rom-guide.dk

På Rom-guide.dk udsender vi løbende nyhedsbreve med hints til aktuelle begivenheder, som man kan opleve på den kommende tur til Rom.

Udover nyhedsbrevene vil vi også anbefale dig at kikke nærmere på siden med faste tilbagevendende begivenheder, som vi har et link til på listen øverst til højre.

Rom-guide.dk