Tænk, hvis ....
Per Krarup, direktør for Det danske Institut i Rom fra 1958 - 1973, skriver i sine erindringer*) om tiden kort efter sin tiltrædelse og om det daværende institut i Palazzo Primoli i Via Zanardelli, lige nord for Piazza Navona:

”Charmerende var der. Men upraktisk. 

Fra den første dag jeg fik ansvaret for instituttet og dets fremtid, stod det mig klart at dette sted måtte være interimistisk. 

Vi måtte som alle de andre institutter have vort eget hus, una sede propria. 

Erfaringer fra Palazzo Primoli talte ikke for at det skulle være et gammelt palazzo i den indre by. Sådanne kunne fås. 

På Piazza Navona var der hele to muligheder: Palazzo Lancelotti i sydenden af pladsen, og det kæmpemæssige Palazzo Doria-Pamphili på den vestlige langside. 

Det sidste blev solgt til Brasilien for 900 millioner lire (ca. 10 mill. kr.), men det ville have kostet andre 10 mill. at indrette det. 

Det første fik ikke en solstråle, vendt imod nord og mod snævre gyder som det lå. 

Nej vi måtte – ligesom de andre nordiske institutter – søge uden for byens centrum...”

Og det gjorde man så, da man i 1967 indviede det nye institut i den af arkitekt Kay Fisker tegnede bygning på Via Omero i Valle Giulia i udkanten af Villa Borghese parken. 

Og nok er denne bygning et markant arkitektonisk værk og en flot ramme om instituttets arbejde, men tænk .... hvis man havde valgt Palazzo Doria-Pamphili på Piazza Navona som ny adresse, hvilket prægtigt skue der så ville have åbenbaret sig, når man gik ind på denne pragtplads:  

Luk vindue