Rom udviklede sig med Romerriget til en stormagt omfattende hele middelhavsområdet. 

Romerstaten kan som bydannelse føres tilbage til ca. år 600 f. Kr. 

Roms første århundrede prægedes af bestræbelserne på at hævde uafhængighed mod Volskerne i syd, den oskiske stamme Ækvæerne i øst og Etruskerne i nord. 

Efter den sidste etruskerkonges fordrivelse og republikkens indførelse i år 509 f. Kr. prægedes den indre udvikling af klassekampe. Den reelle magt lå hos den gamle adel, patricierne, der alene havde fulde borgerrettigheder. Ved siden af dem stod den ikke-adelige, men frie befolkning, plebejerne, der fra år 471 f. Kr. valgte folketribuner til beskyttelse af folket mod overgreb fra patricierne. Nederst stod slaverne, der var retsløse. 

I år 396 f. Kr. besejrede og ødelagde romerne den etruskiske by Veji, men i år 387 f. Kr. blev Rom selv erobret og plynret af gallerne. 

Dette indledte en omdannelse af det romerske samfund, hvor det blev organiseret med et senat, som det vigtigste organ og 2 konsuler som øverste embedsmænd. Plebejerne fik adgang til begge embeder og efterhånden smeltede patricierne og plebejernes øverste lag sammen til en ny overklasse – nobiliteten. 

Herredømmet over Italien blev vundet i krig mod latinerne i år 340 – 388 f. Kr., mod samnitterne i år 343 – 290 f. Kr. samt ved sejren over Pyrrhos i år 275 f. Kr. i kampen om herredømmet over de græske kolonier i Syditalien. 

I år 266 f. Kr. vandt Rom hele halvøen syd for Rubicon. 

En femtedel af områdets befolkning var romerske borgere, mens resten blev forbundsfæller med pligt til at stille soldater – men uden stemmeret. 

Fremstødet mod syd førte til konflikt med Karthago, der blev nedkæmpet i Puniske Krige: 

Efter 1. Puniske Kris (264 – 241 f. Kr.) oprettedes provinsen Sicilia, ligesom Sardinien og Corsica blev underlagt Rom. Efter 2. Puniske Krig (218 – 201 f. Kr.) blev Spanien en romersk provins og i 3. Puniske Kris (149 – 146 f. Kr.) tilintetgjordes Karthago. 

I år 225 – 222 f. Kr. blev Norditalien erobret og efter krige mod Makedonien i år 200 – 196 f. Kr, år 171 – 168 f.Kr. og i år 149 – 146 f. Kr. kom Balkan under romersk overherredømme. 

I år 180 f.Kr. blev ligurerne undertvunget, i år 179 – 179 f.Kr. Istrien og i år 156 f. Kr. Dalmatien. 

Roms kolosale vækst affødte dybtgående sociale forandringer, der var ved at springe republikken. Brødrerne Tiberius og Gajus Gracchus forsøgte som tribuner henholdsvis i år 133 og i år 123 – 122 f.Kr. forgæves at gennemtvinge en jordreform med revolutionære midler. Gajus Gracchus rejste desuden krav om borgerrettens udvidelse til Roms forbundsfæller i Italien. 

I den blodige Forbundsfællekrig i år 91- 89 f.Kr. tilkæmpede de sig denne ret, men først i år 212 e. Kr. fik alle frie borgere i Rom romersk borgerret. 

Efter bekæmpelsen af Catilinas sammensværgelse i år 63 – 62 f.Kr. dannedes 1. Triumvirat mellem Cæsar, Crassus og Pompejus, men i år 52 f.Kr. sluttede Pompejus forbund med senatspartiet, hvilket førte til borgerkrig i år 49 – 45 f.Kr. 

Cæsar sejrede og valgtes til diktator for livstid, men myrdes i år 44. f.Kr. og hans adoptivsøn Octavianus, der i år 31. f.Kr. knuste sin medbejler Marcus Antonius ved Actium og samtidig erhverver Ægypten, fik af senatet ærestitlen Augustus og blev den første romerske kejser. 

Augustus stoppede de fortsatte erobringer, der havde udvidet Rom med Bithynien (74 f.Kr.), Kreta (68 – 66 f.Kr.), Syrien (64 f.Kr.), Pontos (63 f.Kr.) og Gallien (58 – 50 f.Kr.). Han nøjedes med at udbygge grænserne, således Rhinen og Donau blev grænsefloder mod nord og Eufrat mod øst. 

Under efterfølgeren Tiberius blev Kappadonien romersk provins, under Claudius erobredes Mauretanien og Britannia og under Nero fortsatte Roms udvidelser. 

Den største udstrækning opnåede Rom under Trajan, der gjorde Dacien til provins og skød østgrænsen frem til Tigris. 

Den blev dog af Hadrian trukket tilbage til Eufrat.

Indadtil prægedes kejserdømmet af en 200-årig fredelig udvikling, Pax Romana, hvorunder rigets forskellige dele gradvist voksede sammen til en økonomisk og kulturel enhed. 

Først under Marcus Aurelius begyndte germanerne at trænge ind i Rom, men blev tvunget tilbage. 

Under de hastigt skiftende kejsere i det 3. årh. måtte de romerske legioner kæmpe dels mod germanerne, dels mod Sassanidernes persiske stormagt. 

Kun stærke kejsere som Aurelian, Diocletian og Konstantin I den Store reddede endnu en tid Rom fra undergang, men efter Theodosius I’s død i år 395 deltes Rom i Vestromerske Rige og Østromerske Rige – eller Byzantinske Rige. 

Sidstnævnte bestod i mange år, mens Vestromerske Rige hurtigt brød sammen under de germanske folkevandringer, hvor den germanske hærfører i år 476 afsatte den sidste vestromerske kejser, Romulus Augustulus.