Versione Italiana

Kirker i Rom 

Rom-guide.dk er Danmarks store internetportal til Rom. Her kan du finde hoteller, lejligheder og andre overnatningstilbud, omtale af byens seværdigheder og mange praktiske oplysninger til brug for den kommende rejse.

Mirakelbilledet i Santa Maria di Monticelli

Den lille kirke Santa Maria di Monticelli er i dag ukendt af de fleste. Den er gammel, som en basilika bygget på resterne af ældgamle bygninger, der lå på en lille høj, deraf navnet monticelli = små bjerge. Den blev restaureret første gang i 1101 af pave Pascal II og senere restaureringer i 1715 og 1860 har fjernet de fleste spor af oldkirken bortset fra klokketårnet, der daterer sig til første halvdel af det 12. århundrede. 

I mange år har kirken været lukket pga. restaureringer, men der er atter adgang for publikum. Hvis der er lukket i besøgstiden kan man ringe på klokken ved hovedindgangen. Munkene taler helst deres modersmål, fransk.

Et kort øjeblik i 1880’erne rettedes romernes øjne på kirken.  Et mirakel, nærmere betegnet, et mirakelbillede tiltrak sig opmærksomheden. Der er tale om et billede, i det første kapel til venstre, af den franske maler John Baptist Vanloo (1684-1745), som studerede i Rom under Benedetto Luti. Her arbejdede han med religiøse motiver og specielt rost blev han for ”Piskningen af Kristus”.

Den danske komponist Niels Ravnkilde var bosat i Rom fra 1853 til sin død i 1890. I sin dagbog for d. 31. oktober 1854 noterede han i sin dagbog: ” I Formiddag var jeg i Kirken Maria di Monti Celli og saae Miraklet med Christusbilledet, der bevæger Øinene. - “Non sono degno di vederlo” sagde en Mand, der stod med en stor Kikkert ved Siden af mig og forgjæves betræbte sig for at see Forandringen.”

Ovenstående hændelse er ikke et enestående tilfælde, men det er nok den eneste gang i 1800-tallet, at en dansk kunstner har været så tæt på den slags begivenheder i Rom, som nok forstod at tiltrække sig opmærksomhed.  

I den katolske kirke såvel som den lutheranske kan kun Gud tilbedes, men i den katolske kan man desuden bede en helgen eller Maria om at gå i forbøn for os.  Denne henvendelse til visse personer, der åbenbart står Gud nærmere end andre, er noget, der både i gammel og ny testamente er praktiseret, bl.a. af helgener.

Til alle tider har man til sådan tilbedelse gjort brug af statuer, i 2. mosebog giver Gud ret præcise anvisninger på, at der ved bygning af templet skal der være statuer af engle m.v.

Maria har sin statue i langt de fleste katolske kirker men udover hende er der også krucifikser, ikoner, billeder og statuer af helgener eller personer, som har betydning for den pågældende kirke.

Også uden for kirken, på gadehjørner og på husmure overalt i Rom ses Edicole Sacre – hellige nicher, små kapeller. Det er små andagtssteder som almindeligvis er viet til Jomfru Maria med og uden Jesusbarnet.  Oprindelig stammer skikken helt fra Antikken, hvor romerne ved vejskel og gadekryds opsatte små helligdomme for den gud, der var særlig knyttet til det pågældende sted. Den gamle skik overlevede kristendommens indførelse og i stedet for de gamle guder, ærer man nu på gadehjørnerne Kristus, helgener og ganske særligt Jomfru Maria i hendes forskellige aspekter.  

I modsætning til den lutheranske kirke er der, måske på grund af traditioner og en lang historie, blevet plads til mystik. Og mystik har de fleste mennesker behov for, denne vare leverer kirken her. 

Der er sket mirakler ved disse Edicole Sacre, for eksempel var der i 1796, da Pavestaten var truet af en invasion af franske tropper, en længere periode hvor en række Madonna-billeder åbnede og lukkede øjnene, så de troende strømmede til i store skarer for at bede. Nogle gange samledes der, når disse mirakler blev kendt (og rygtet løb hurtigt) så store menneskemængder, at det generede trafikken og de undergørende billeder blev da taget ned og opsat i kapeller eller kirker i nærheden, hvor der var bedre plads.

I kirkerne fortsatte og fortsætter miraklerne. I dag er den 40 cm høje statue af Jomfru Maria i Civitavecchia, der græder blod et af de nyeste eksempler. Dette har udløst en fornyet mirakelfeber i Europa selvom en grædende Jomfru Maria ikke er noget særsyn. Ligesom Cicero fortæller at Apollosstatuen fra Cuma græd i 4 dage, så kan et flertal af de katolske statuer og billeder både græde, tale, rulle med øjnene, vinke, nikke og endog svede blod og olie. 

I den lille by Montepulciano, der ligger ca. 60 km sydøst for Siena, ligger kirken S. Franciskus kirken. Den er bygget på ruinerne af S. Biagio Sognekirke, hvor en legende fortæller, at man så Marias billede bevæge øjnene.

I Palazzo Bonaccorsi, på Via del Corso med indgang på Piazza Colonna findes et Madonnamaleri fra det 18. århundrede, som bevægede øjnene og udvirkede mirakler i årene 1796-98.

Hånd i hånd følges mirakler og troen.  Troen på mirakler kendes i praksis fra de fleste religioner om end deres funktion, beskaffenhed og forklaringer varierer noget. Men deres sammenhæng med religionen er klar, ellers ville der være tale om uforklarlige fænomener. Og mirakler er ifølge den i Rom boende danske teolog, Niels Christian Hvidt, ”ord fra Gud”. De er virkelige begivenheder, der bryder de love, vi mener normalt styrer naturen og har stor psykologisk effekt og er i stand til at vække stor opmærksomhed hos dem, der er vidner til miraklet. Miraklet har betydning som tegn eller symbol.

Og selvom Jesus advarede mod mirakler, er kristendommen fyldt med mirakler og undere. Uden disse havde der ikke været helgener og saligkårede.

SN

Find rundt på Rom-guide.dk

Skulle du ved brug af Rom-guide.dk finde uvirksomme link, bliver vi meget glade, hvis du skriver til os.

Rom-guide.dk