|
Malteserordenens
fulde
navn
er,
med
baggrund
i
ordenens
næsten
1000-årige
historie:
Sankt
Johannes
Suveræne
Militære
Hospitalsorden
af
Jerusalem,
(kaldet)
af
Rhodos
og
(kaldet)
af
Malta
–
på
italiensk:
Sovrano
Militare
Ordine
Ospedaliero
di
San
Giovanni
di
Gerusalemme,
(detto)
di
Rodi
e
(detto)
di
Malta,
-
og
er
på
dansk
også
kendt
under
navnet:
Johanitterordenen,
men
oftest
Malteserordenen.
Malteserordenens
kan
dateres
tilbage
til
ca.
år
1050,
hvor
handelsfolk
fra
den
italienske
Amalfi-republik
fik
kaliffen
af
Egyptens
tilladelse
til
at
bygge
en
kirke,
kloster
og
hospital
i
Jerusalem.
Fra
starten
og
til
vore
dage
er
ordenen
blevet
styret
af
en
Stormester
og
et
omgivende
råd.
Ordenen
tog
navnet
St.
Johannes
af
Jerusalem,
og
drev
først
og
fremmest
hospital
for
pilgrimme.
Pave
Paschalis
II
godkendte
i
1113
ordenen
som
en
selvstændig
enhed
under
pavelig
beskyttelse
og
uden
indblanding
fra
andre
verdslige
eller
religiøse
autoriteter.
Hermed
blev
ordenen
fastlagt
som
en
selvstændig
religiøs
orden,
hvor
medlemmerne
alene
var
bundet
af
ordenens
bud
om
et
liv
i
fattigdom,
kyskhed
og
lydighed.
Under
de
middelalderlige
korstog
påtog
ordenen
sig
også
et
militært
forsvar
af
de
områder,
som
korsfarerne
havde
erobret
fra
muslimerne.
Hermed
ændredes
ordenens
identitet
til
også
at
være
en
militær
kampstyrke
i
den
rette
tros
tjeneste.
Fra
samme
tid
stammer
også
malteserordenens
røde
flag
med
hvidt
ligesidet
kors
og
våbenskjoldet
med
det
hvide
malteserkors.
I
slutningen
af
1200-tallet,
da
de
sidste
kristne
områder
faldt
i
Det
hellige
Land,
flyttede
malteserordenen
efter
et
kort
mellemspil
på
Cypern
i
1310
videre
til
Rhodos
Fra
det
tidspunkt
udbyggede
ordenen
i
væsentlig
grad
deres
territoriale
magt
ved
skabelsen
af
en
stor
flådestyrke,
som
i
de
følgende
århundrede
var
basis
for
en
meget
betydningsfuld
og
selvstændig
politik
i
området.
Og
da
ordenen
også
havde
medlemmer
fra
de
fleste
europæiske
stater,
spillede
den
også
en
væsentlig
rolle
i
det
diplomatiske
magtspil
mellem
de
europæiske
nationer.
Ordenen
havde
også
sin
egen
mønt
og
opretholdt
diplomatiske
forbindelser
med
mange
lande.
Efter
seks
måneders
belejring
af
Sultan
Süleymans
tyrkiske
hær
og
flåde
blev
ordenen
tvunget
til
at
overgive
sig
i
1523
og
forlade
Rhodos.
Ordenen
var
uden
hjemsted
frem
til
1530,
hvor
man
tog
øen
Malta
i
besiddelse
efter
overenskomst
mellem
kejser
Karl
V
og
pave
Clemens
VII
Samtidig
forpligtede
ordenen
sig
til
neutralitet
i
stridigheder
mellem
kristne
nationer.
Under
ledelse
af
Stormesteren,
Fra
Jean
de
la
Vallette,
som
hovedstaden
på
Malta
er
opkaldt
efter,
bibeholdt
ordenen
dog
en
meget
stor
flådestyrke,
og
den
spillede
en
hovedrolle
i
slaget
ved
Lepanto
i
1571,
hvor
det
tyrkisk-ottomanske
rige
led
et
afgørende
nederlag
som
stormagt
i
Middelhavet.
I
1798
besatte
Napoleon
Bonaparte
øen
for
dens
strategiske
værdi
under
sin
egyptiske
felttog,
og
malteserordenen
blev
tvunget
væk
fra
øen,
og
selv
om
man
stadig
har
besiddelser
på
øen,
har
ordenen
aldrig
siden
haft
mulighed
for
at
vende
tilbage.
Efter
i
de
følgende
år
at
have
opholdt
sig
midlertidigt
i
Messina,
Catania
og
Ferrara
på
det
italienske
fastland,
oprettede
ordenen
i
1834
sit
hovedkvarter
i
Rom,
hvor
den
siden
med
ekstraterritorial
status
ejer
flere
besiddelser
i
Rom,
i
det
øvrige
Italien
og
forskellige
andre
europæiske
lande.
Siden
da
er
ordenens
oprindelige
humanitære
pleje-
og
hospitalstjeneste
blevet
dens
primære
fokus-
og
arbejds-område.
Malteserordenen
ydede
en
stor
indsats
under
de
to
verdenskrige,
og
i
dag
er
ordenen
tilstede
med
afdelinger
over
det
meste
af
kloden
i
form
af
ambulancetjenester,
hospitaler
og
klinikker.
Årligt
bruger
ordenen
et
milliardbeløb
på
humanitært
arbejde,
og
den
spiller
dermed
en
væsentlig
rolle
i
dette
globale
arbejde.
Den
eneste
militære
rolle
ordenen
har
i
dag
er
i
form
af
en
specialenhed
(lægekorps)
i
den
italienske
hær.
|
