|
|
Rione
14 - Borgo. Rione
Borgo har 3 helt store attraktioner. Der er selvfølgelig
tale om Peters-kirken, Vatikanet og Castel Sant' Angelo -
i daglig dansk tale kaldet Engelsborg på grund af englen
på toppen af bygningen. |
|
Borgo havde i middelalderen selvstyre og er den ældste af de 14 gamle rioni - etableret af pave Sixtus V ved ediktet "Ut primum" af 1. november 1586.I Borgo's våben ser man de tre monti med stjernen over og løven, der er en hyldest til pave Leo, som befæstede bydelen. Peterskirken
hører ikke hjemme i Borgo, men i Vatikanstaten. Dog har
Peters-kirken sin naturlige plads i en omtale af Borgo,
da en stor del af rionens historie bærer præg af den
berømte nabo. Området mellem Peters-kirken og Tiberen var
tidligere et kvarter med små snørklede gader, som man
kender det fra den gamle bydel på den anden side af
floden. Her lå mange små huse omkring Piazza
Rusticucci, som forsvandt med fasciststyrets renovering
af området i 1936, hvor man anlagde den bredde Via
della Concilliazione for at besejle udsoningen mellem
staten og kirken ved konkordatet af 1929. Den kære Mussolini var jo så glad for de
bredde boulevarder, at han anlagde denne gade, der betød,
at man pludselig kunne se Peters-kirken helt nede fra
Tiberen, hvor man tidligere først så kirken, når man
drejede om hjørnet og stod midt på Peters-pladsen. Her, hvor paradegaden nu løber mellem de
kolde monumentalbygningers facader, gik tidligere de to
gamle gader Borgo Vecchio og Borgo Nuovo, og mellem dem
lå et smukt kvarter med beboelseshuse, kirker og
klostre. Og når man fra en af de små gader kom ud på
Piazza Rusticucci og pludselig stod på den mægtige
Peters-plads med Bernini's smukke kolonnader og den
enorme basilica, må synet have virket som en åbenbaring.
Tabet af denne oplevelse er desværre væk for altid. Vil man have lidt af den oplevelse, som det må
have været, kan man gå til Peters-kirken gennem Porta
Santo Spirito, hvor man ledes frem mod kirken af den
smalle gade ved Santo Spirito hospitalet. Man kan også vælge at gå mod Peters-kirken
gennem kvarteret nord for Via della Concilliazione. Her
i mellem Via dei tre Pupazzi (De tre Figurers Gade) og
Via dei Ombrellari (Paraplymagernes Gade) findes den
lille hyggelige Piazza delle Vaschette, der er en af
Rom's ældste og meget karakteristiske småpladser. Pladsen har fået navnet efter de skåle, der
opfanger vandet fra en fritstående fontæne fra 1898,
om hvilken det siges at vandet er helbredende for
adskillige sygdomme. På denne lille plads kan man mindes det
tidligere provinsielle Rom i de omgivne kvarterer, der
var præget af armod og hvor Borgo's egentlige beboere,
der har meget til fælles med naboerne i Trastevere, har
levet deres stille liv op af den mægtige Vatikanstat. Peters-pladsens eksistens går helt tilbage
til oldtiden, hvor kejser Konstantin byggede den første
lille kirke over Sankt Peters grav, og fra arkiver i
Vatikanet ved man, at pladsen foran denne kirke blev
kaldt Paradiset, samt at der midt på denne plads var en
fontæne, som man kaldte "Fonte di papa Simmaco". I Jubelåret 1500 blev Peters-pladsen brugt
som arena for tyrefægtninger, hvilken blodig sport var
meget yndet både blandt rangspersoner og den brede
befolkning, der strømmede til i hobetal for at nyde
disse ypperlige sportslige præstationer. Tyrefægtninger fandt i øvrigt sted mange
andre steder i byen, blandt andet i den faste arena i
Testaccio, på Piazza Farnese og ved Augustus'
mausoleum. Ved kirken Santo Spirito in Sassia lå engang
et herberg for fattige pilgrimme indtil pave Innocent
III i 1198 begyndte opførelsen af Ospedale Santo
Spirito (Helligåndens Hospital), der fungerer som
hospital den dag i dag. Hospitalet skulle efter sigende være blevet
bygget, da paven var bekymret over de mange børnemord,
der skete på grund af befolkningens armod. Et drømmesyn fik paven til at beordre
hospitalsbrødrene til at tage imod ethvert spædbarn
som mødrene afleverede, og man etablerede en diskret
afleverings-anordning i en lille udbygning med en
drejeskive, gennem hvilken man kunne aflevere barnet
uden at blive set og således være ganske anonym. Børnene på Ospedale Santo Spirito blev
kaldt "figlio della casa" - barn af huset,
hvilken betegnelse de var ganske stolte af, og som betød,
at de, når de voksede op automatisk fik borger-status -
med de rettigheder der fulgte heraf - og en fortrinlig
uddannelse. Disse "trovatelli" - hittebørn, nød
stor popularitet i Rom og blev altid beundret, når de
gik i procession under kirkelige handlinger, ligesom
hospitalet satte en ære i at vise, hvor godt de havde
det. Når børnene på Helligåndens Hospital
havde det så godt, kunne man jo få den tanke, at nogle
af dem blev passet af deres egne ukendte forældre
blandt hospitalets brødre og søstre, hvor de var
""nato a lo sbarajo" - født ved en
fejltagelse. Der ligger i forbindelse med Santo Sisto en
gammel bygning på hvis facade, der var en altan, som nu
er ombygget til en karnap. Herfra blev i sin tid
"il Volto Santo" - svededugen med Jesus ansigt
fremvist hvert år den anden søndag efter
helligtrekonger. Svededugen fremvisning blev indstiftet af
pave Innocent III ved et reskript af 13. januar 1208, og
dugen blev mellem de årlige fremvisninger opbevaret i
et kostbart skrin, som efter fremvisningen blev båret i
procession til Peters-kirken, hvor det stod udstillet
til erindring om brylluppet i Kana. Navnet Veronica menes at være en simpel
sprogforbistring gennem romernes udtale af "vero
ikon" - det sande billede, anvendt om en eller
anden ukristen fremstilling af frelserens portræt. Mange har gennem tiden elsket Rom og romerne,
og derfor rejst til Rom, som vi gør det i dag. Og mange
blev i Rom resten af livet - og døde der! Udenfor Porta San Paolo ligger den
protestantiske kirkegård, som minde herom. Gennem lange
perioder måtte begravelser på denne "kætter-kirkegård"
ske om natten, hvor ligtoget listede sig gennem Rom's
gader i ly af mørket for ikke af blive forulempet. Havde man derimod fået den rette tro under
sit ophold i Rom, kunne ens jordiske rester finde hvile
på indviet jord indenfor byens mure og her ganske få
skridt fra Peters-kirken på den gamle kirkegård Campo
Santo dei Tedeschi for enden af Via della Sagrestia. Det er en smuk gammel kirkegård, der er værd
af besøge alene som en lille stille grøn oase her midt
i Rom, men det er også urgamle sakrale omgivelser, hvor
man allerede på Karl den Stores tid begravede tyskere,
der døde i Rom. På kirkegården kan man finde den danske
konge Frederik VIII's mor, Charlotte Frederikke's gravmæle.
Det er et meget enkelt marmorsarkofag, der er anbragt op
af muren til S. Maria della Pietá. Bag sarkofagen er
rejst en marmorgavl med en engel, der peger på teksten
"Orate pro anima eius" - bed for hendes sjæl. Beboerne i Borgo kaldes "borghiciani"
og som beboere i andre rioni havde de også deres øgenavne.
Blandt andet blev de kaldt "blodædere", fordi
man værdsatte lokale retter som blodbudding, der var
tilberedt på en pande med svinefedt, olie og
krydderier. De blev også hængt ud fordi de spiste
"polenta" - majsgrød, hvilket er for
norditalienere, som spaghetti er for syditalienere og at
spise majsgrød i Rom er en ren skændsel. således
opstod skældsordet "polenta-ædere", som de
stakkels borghiciani må bære rundt på. På den anden side af Tiberen sagde man
"Indo' se magna pulenta" - hvor er det man æder
polenta, og svarede "In Borgo". |
|