Alle veje fører til Rom - men på rom-guide.dk finder du livsnyder-vejen til den vidunderlige by. Her finder du alt om rejsen til Rom - gode hoteller, restauranter, seværdigheder, alt om offentlig transport og hvad du ellers har brug for til den kommende rejse. Svaret på dine spørgsmål findes på Rom-guide.dk

Rione 14 - Borgo.

Rione Borgo har 3 helt store attraktioner. Der er selvfølgelig tale om Peters-kirken, Vatikanet og Castel Sant' Angelo - i daglig dansk tale kaldet Engelsborg på grund af englen på toppen af bygningen.

Borgo havde i middelalderen selvstyre og er den ældste af de 14 gamle rioni - etableret af pave Sixtus V ved ediktet "Ut primum" af 1. november 1586.I Borgo's våben ser man de tre monti med stjernen over og løven, der er en hyldest til pave Leo, som befæstede bydelen.

Peterskirken hører ikke hjemme i Borgo, men i Vatikanstaten. Dog har Peters-kirken sin naturlige plads i en omtale af Borgo, da en stor del af rionens historie bærer præg af den berømte nabo.

Området mellem Peters-kirken og Tiberen var tidligere et kvarter med små snørklede gader, som man kender det fra den gamle bydel på den anden side af floden. Her lå mange små huse omkring Piazza Rusticucci, som forsvandt med fasciststyrets renovering af området i 1936, hvor man anlagde den bredde Via della Concilliazione for at besejle udsoningen mellem staten og kirken ved konkordatet af 1929.

Den kære Mussolini var jo så glad for de bredde boulevarder, at han anlagde denne gade, der betød, at man pludselig kunne se Peters-kirken helt nede fra Tiberen, hvor man tidligere først så kirken, når man drejede om hjørnet og stod midt på Peters-pladsen.

Her, hvor paradegaden nu løber mellem de kolde monumentalbygningers facader, gik tidligere de to gamle gader Borgo Vecchio og Borgo Nuovo, og mellem dem lå et smukt kvarter med beboelseshuse, kirker og klostre. Og når man fra en af de små gader kom ud på Piazza Rusticucci og pludselig stod på den mægtige Peters-plads med Bernini's smukke kolonnader og den enorme basilica, må synet have virket som en åbenbaring. Tabet af denne oplevelse er desværre væk for altid.

Vil man have lidt af den oplevelse, som det må have været, kan man gå til Peters-kirken gennem Porta Santo Spirito, hvor man ledes frem mod kirken af den smalle gade ved Santo Spirito hospitalet.

Man kan også vælge at gå mod Peters-kirken gennem kvarteret nord for Via della Concilliazione. Her i mellem Via dei tre Pupazzi (De tre Figurers Gade) og Via dei Ombrellari (Paraplymagernes Gade) findes den lille hyggelige Piazza delle Vaschette, der er en af Rom's ældste og meget karakteristiske småpladser.

Pladsen har fået navnet efter de skåle, der opfanger vandet fra en fritstående fontæne fra 1898, om hvilken det siges at vandet er helbredende for adskillige sygdomme.

På denne lille plads kan man mindes det tidligere provinsielle Rom i de omgivne kvarterer, der var præget af armod og hvor Borgo's egentlige beboere, der har meget til fælles med naboerne i Trastevere, har levet deres stille liv op af den mægtige Vatikanstat.

Peters-pladsens eksistens går helt tilbage til oldtiden, hvor kejser Konstantin byggede den første lille kirke over Sankt Peters grav, og fra arkiver i Vatikanet ved man, at pladsen foran denne kirke blev kaldt Paradiset, samt at der midt på denne plads var en fontæne, som man kaldte "Fonte di papa Simmaco".

I Jubelåret 1500 blev Peters-pladsen brugt som arena for tyrefægtninger, hvilken blodig sport var meget yndet både blandt rangspersoner og den brede befolkning, der strømmede til i hobetal for at nyde disse ypperlige sportslige præstationer.

Tyrefægtninger fandt i øvrigt sted mange andre steder i byen, blandt andet i den faste arena i Testaccio, på Piazza Farnese og ved Augustus' mausoleum.

Ved kirken Santo Spirito in Sassia lå engang et herberg for fattige pilgrimme indtil pave Innocent III i 1198 begyndte opførelsen af Ospedale Santo Spirito (Helligåndens Hospital), der fungerer som hospital den dag i dag.

Hospitalet skulle efter sigende være blevet bygget, da paven var bekymret over de mange børnemord, der skete på grund af befolkningens armod.

Et drømmesyn fik paven til at beordre hospitalsbrødrene til at tage imod ethvert spædbarn som mødrene afleverede, og man etablerede en diskret afleverings-anordning i en lille udbygning med en drejeskive, gennem hvilken man kunne aflevere barnet uden at blive set og således være ganske anonym.

Børnene på Ospedale Santo Spirito blev kaldt "figlio della casa" - barn af huset, hvilken betegnelse de var ganske stolte af, og som betød, at de, når de voksede op automatisk fik borger-status - med de rettigheder der fulgte heraf - og en fortrinlig uddannelse.

Disse "trovatelli" - hittebørn, nød stor popularitet i Rom og blev altid beundret, når de gik i procession under kirkelige handlinger, ligesom hospitalet satte en ære i at vise, hvor godt de havde det.

Når børnene på Helligåndens Hospital havde det så godt, kunne man jo få den tanke, at nogle af dem blev passet af deres egne ukendte forældre blandt hospitalets brødre og søstre, hvor de var ""nato a lo sbarajo" - født ved en fejltagelse.

Der ligger i forbindelse med Santo Sisto en gammel bygning på hvis facade, der var en altan, som nu er ombygget til en karnap. Herfra blev i sin tid "il Volto Santo" - svededugen med Jesus ansigt fremvist hvert år den anden søndag efter helligtrekonger.

Svededugen fremvisning blev indstiftet af pave Innocent III ved et reskript af 13. januar 1208, og dugen blev mellem de årlige fremvisninger opbevaret i et kostbart skrin, som efter fremvisningen blev båret i procession til Peters-kirken, hvor det stod udstillet til erindring om brylluppet i Kana.

Navnet Veronica menes at være en simpel sprogforbistring gennem romernes udtale af "vero ikon" - det sande billede, anvendt om en eller anden ukristen fremstilling af frelserens portræt.

Mange har gennem tiden elsket Rom og romerne, og derfor rejst til Rom, som vi gør det i dag. Og mange blev i Rom resten af livet - og døde der!

Udenfor Porta San Paolo ligger den protestantiske kirkegård, som minde herom. Gennem lange perioder måtte begravelser på denne "kætter-kirkegård" ske om natten, hvor ligtoget listede sig gennem Rom's gader i ly af mørket for ikke af blive forulempet.

Havde man derimod fået den rette tro under sit ophold i Rom, kunne ens jordiske rester finde hvile på indviet jord indenfor byens mure og her ganske få skridt fra Peters-kirken på den gamle kirkegård Campo Santo dei Tedeschi for enden af Via della Sagrestia.

Det er en smuk gammel kirkegård, der er værd af besøge alene som en lille stille grøn oase her midt i Rom, men det er også urgamle sakrale omgivelser, hvor man allerede på Karl den Stores tid begravede tyskere, der døde i Rom.

På kirkegården kan man finde den danske konge Frederik VIII's mor, Charlotte Frederikke's gravmæle. Det er et meget enkelt marmorsarkofag, der er anbragt op af muren til S. Maria della Pietá. Bag sarkofagen er rejst en marmorgavl med en engel, der peger på teksten "Orate pro anima eius" - bed for hendes sjæl.

Beboerne i Borgo kaldes "borghiciani" og som beboere i andre rioni havde de også deres øgenavne. Blandt andet blev de kaldt "blodædere", fordi man værdsatte lokale retter som blodbudding, der var tilberedt på en pande med svinefedt, olie og krydderier.

De blev også hængt ud fordi de spiste "polenta" - majsgrød, hvilket er for norditalienere, som spaghetti er for syditalienere og at spise majsgrød i Rom er en ren skændsel. således opstod skældsordet "polenta-ædere", som de stakkels borghiciani må bære rundt på.

På den anden side af Tiberen sagde man "Indo' se magna pulenta" - hvor er det man æder polenta, og svarede "In Borgo".