Alle veje fører til Rom - men på rom-guide.dk finder du livsnyder-vejen til den vidunderlige by. Her finder du alt om rejsen til Rom - gode hoteller, restauranter, seværdigheder, alt om offentlig transport og hvad du ellers har brug for til den kommende rejse. Svaret på dine spørgsmål findes på Rom-guide.dk

Rione 2 - Trevi.

Trevi-fontænen har givet navn til Rione Trevi, og navnet er sandsynligvis en forvanskning af Trebium - eller på latin Trivium, hvilket er betegnelsen for det område ca. 20 km. udenfor Rom, hvor kilden Aqua Virgine, der forsyner fontænen med vand, ligger.

Årsagen til kildens navn skal findes i en gammel legende, der fortæller historien om en gruppe romerske soldater, der i år 19 f.kr. var gået vild ude på den romerske kampagne.

Deres forplejning var sluppet op, og specielt mangel på vand, var katastrofal. Lige før soldaterne opgav og bukkede under for strabadserne, så de en ung pige (en virgine), der vinkede af dem, og gravede i jorden med sine bare hænder. Og der hvor hun havde gravet sprang en kilde frem.

De romerske soldater og denne historie er legendariske, men kilden der forsyner Trevi-fontænen med sit klare grønne vand er der stadig, og giver også vand til mange andre fontæner i Rom - ligesom den i sin tid tilførte vand til Agrippa's termer, der lå bag Pantheon.

Den første Trevi-fontæne, som kendes er fra 1412. Det var en lille primitiv fontæne med afløb til tre bassiner foran et beskedent brøndhus. Efterfølgende har mange hver for sig bidraget til rekonstruktioner og varierende udsmykninger til fontænen, og selvom den sidste indsats blev gjort af Nicola Salvi, står der Bernini over den fontæne, man i dag kan se på bagsiden af Palazzo Poli.

Der er mange legender omkring Trevi-fontænen. Det hedder bl.a. i folkemunde at "l'aqua de Trevi é una gran aqua", da man mente at vandet kunne helbrede hele 12 forskellige sygdomme, og at "chi beve l'aqua de Trevi, nun se ne scorda" (den der drikker af Trevi's vand, vil ikke kunne glemme det).

Det sidste ordsprog blev udlevet ved den folkelige skik, at når en ung mand skulle forlade Rom, gik han med sin kæreste i hånden til Trevi-fontænens bassin med den lille "fontanalla degli innamorati" (de forelskedes lille fontæne).

Pigen medbragte et glas, som ingen nogensinde havde drukket af, fyldte det med vand fra fontænen og gav det til den unge mand, som tømte det. Han gav herefter det tomme glas tilbage til sin kæreste, som symbol på, at han ville vende tilbage til hende - og med en højtidelig bevægelse knuste hun glasset mod brolægningen.

Dette er blevet til den ceremoni, man kan se i vore dage, hvor man i stedet for at drikke af vandet, kaster en soldo over venstre skulder og hvisker Arrive'derci Roma!

Mange følger denne tradition, og det bliver da også til en net sum, som Rom's myndigheder kan samle op fra fontænen, selvom romerne selv mener, at dette, at kaste en mønt, ikke fører til noget som helst. Nej, man skal som et minimum drikke af fontænen for at kunne ønske sig tilbage til Rom.

Fra Trevi-fontænen er der ikke langt til Quirinal-højen, der prydes af samlesættet med Castor og Pollux og deres heste, som er årsagen til at højen populært kaldes Monte Cavallo - Hestehøjen.

Gruppen stod oprindeligt for enden af Alta Semita, der fra 1561 blev kaldt Strada Pia efter Pius IV. Den hedder i dag Via del Quirinale og fortsætter så langt øjet rækker ud af Via XX Settembre, gennem Porta Pia til Ponte Nomentana.

Sixtus V, der holdt af lange lige gader og havde smag for et vue for enden af disse, lod i 1588 arkitekten Domenico Fontana flytte de to herre og deres heste nogle meter. Og for at få en nobel afslutning samt for at pryde pladsen foran sit palads, lod han bygge en fontæne mellem skulpturerne. På soklerne til de to skulpturer stod der oprindeligt, at den ene var af Phidias og den anden var af Praxiteles, og at mandsfiguren forestillede Alexander den Store med sin ganger Bucafalos.

Det fik pave Urban VIII imidlertid fjernet i 1634, da han havde fundet ud af, at disse 2 græske kunstnere ikke var samtidige med Alexander den Store, som således ikke kunne have stået model.

Og videre i 1781 fandt man i Marsmarken den ene af de 2 ægyptiske obelisker, der tidligere havde prydet kejser Augustus' gravmæle, hvilket fik Pius VI til at ønske denne rejst her på Piazza Quirinale.

Arbejdet blev givet til Giovanni Antinori, der fjernede fontænen, flyttede de 2 skulpturer, drejede dem en halv omgang, placerede obelisken i midten og satte et bassin - hentet fra Castortemplet på Forum Romanum - foran hele herligheden.

Bygningsværket var ikke populært hos roms befolkning, og før obelisken skulle rejses, blev Antinori advaret gennem et anagram på hans navn "Antinori - Non tirai" (Antinori - træk ikke, d.v.s. i de reb, der skulle rejse obelisken), og paven blev drillet med ordene "Opus Per-Phidia Pii VI" (Pius VI's afskyelige værk).

Piazza Barberini ligger også i Rione Trevi, og her finder man - midt på den trafikerede plads Triton-fontænen, som naturligvis må have nogle ord med på vejen.

Skaberen af denne fontæne er Urban VIII, eller rettere, det var ham der fik Gian Lorenzo Bernini til at opføre nogle af Rom's mest fantastiske fontæner.

Bernini's første fontæne blev Api-fontænen til Belvederegården i Vatikanet og siden "søsteren" her på hjørnet af Piazza Barberini og Via Veneto, der blev opført for at udnytte overskudsvandet fra Triton-fontænen.

Som inskription på Api-fontænen lod Bernini mejsle, at den var skabt i det XXII år af Urban VIII's pontifikat - i stedet for, som rigtigt var, i det XXI. Der manglede således 1½ måned i det 22. regeringsår. Fejlen gav anledning til folkelig hån mod den ødsle pave, og bl.a. en såkaldt pasquinade, der sagde, at ikke alene udsugede Urban VIII folket, han ville også udsuge selve tiden.

Fejlen blev naturligvis hurtigt rettet, således pontifikatets årgang blev anført til XXI, hvilket blev udlagt som, at paven ikke ønskede at opleve sit XXII. regeringsår. Faktisk døde Urban VIII 8 dage før sit pontifikats XXII. år.

Selve Triton-fontænen blev skabt i 1643, og regnes for en af Bernini's fornemmeste fontæner. Den er blevet besunget af digtere fra alle verdensdele, skildret af utallige malere, beskrevet af kunsthistorikere og omtalt i hundredvis af artikler og rejsebreve - bl.a. af vor egen H. C. Andersen, der havde sin bolig i kvarteret.

I kvarteret boede også Thorvaldsen, hvilken man kan se af marmortavlen på ejendommen i Via Sistina 46.

Thorvaldsen havde sin gang i det af mange danske kunstnere på den tid søgte osteria "Il Baiocco" i starten af Via Capolecase, hvor også hans værksted lå - i en bygning der nu er nedrevet for at give plads for en kedelig kontorejendom

Ved Piazza Barberini er man på kanten af det fornemme "Turistkvarter" omkring Via Veneto, der ender oppe ved Borghese-parken. Her ligger de dyre hoteller og restauranter og her vrimler det med velhavende turister og tjenere i hvide jakker. Så den vej går vi ikke!

Næ, vi vender snuden den anden vej, for der er stadig lidt tilbage af Rione Trevi's oprindelige jeg i de små gader mellem Piazza Barberini og Trevi-fontænen.

Her finder vi stadig nogle små madhuler, som har sine rødder i den gamle værtshuskultur, der engang var kendetegnende for området. Her kan man stadig finde små trattorier med opslag som "Kreditten er død - dræbt af dårlige betalere" eller "I dag gives ingen kredit - men i morgen".

Her hører man vendinger som "til kallun skal mynte, til skinke skal ærter - og til begge dele en god slurk vin" eller, når der siges at suppen er god for syv ting, "den stiller sulten og slukker tørsten, skyller tænderne og renser tarmene, hjælper fordøjelsen og giver skønhed og røde kinder.

Det er her, der er noget at komme efter - det er her Thorvaldsen og Andersen ville have spist frokost.