 |
||
|
|
||
|
|
Rione
3 - Colonna. Colonna
betyder søjle, og der er da også en søjle i rionens våben, men det
er ikke den søjle, der står på Piazza Colonna, som det ellers ville være
nærliggende at tro. Nej,
navnet har rionen fået efter Colonnaslægten, der i sit bomærke har en
søjle, der stod på markedspladsen i den lille by Colonna nær
Palestrina, hvorfra familien stammer. |
|
Colonna
har Piazza Colonna som sit centrum. Denne plads har altid været et af Roms store
samlingspunkter, og det var bl.a. her man mødtes ved kongerigets
oprettelse i 1870, ved indførelsen af demokratiet og når der efterfølgende
var valg til Deputeretkammeret. Men pladsen har også gennem tiden været
center for sortbørshandel og samlingspunkt for fristende tilbud
om billig valuta, der venligt blev leveret i falske sedler, ligesom
mange har haft uheldige oplevelser med lommetyve på pladsen, mens de
beundrede Marcus Aurelius-søjlen. På grund af det lidt blakkede ry opstod der
talemåden "Chi si ferma qui è perduto" - den der standser
her er fortabt! I dag er der hverken sortbørshandel og
billig valuta at hente på Piazza Colonna. Man kan købe sig en
fodboldtrøje i den veludstyrede Roma-butik - og ellers begive sig ud på
Via del Corso, hvis man vil handle. Der findes en stadfæstelse fra år 962, hvor
pave Giovanni XII bekræfter en koncession til klostret S. Silvestro in
Capite, hvorefter munkene kunne tage entre fra pilgrimme, der havde lyst
til at bestige Marcus Aurelius-søjlen og nyde udsigten over
middelalderens Rom. Munkene fra S. Silvestro in Capite var i øvrigt
ikke de første der nærede sig ved turister i Rom. Allerede i år 193
byggede en frigivet slave ved navn Adrastus sig en lille hytte for foden
af søjlen, hvorfra han opkrævede entre. Ved en udgravning på pladsen
i 1777 fandt man de 2 marmortavler, som Adrastus havde haft stående med
oplysning om entrepriser til søjlen, som blev omtalt som Antonino-søjlen. På Piazza Colonna finder man også Jacobo
della Porta's vandkunst fra 1575, som i dag syntes lidt forladt på
kanten til den trafikerede Via del Corso. Sjovt er det at tænke på, at der her - blot
tilbage i klunketiden sad et distingveret publikum omkring caféborde og
hilste andægtigt på dronning Margherita, når hun passerede i sin
landauer. Jo, Rom var blevet forvandlet fra en
provinsiel paveby til en fin storby - en hovedstad, hvor man iværksatte
initiativer for at kunne måle sig med Europas andre storstæder. Og netop her på Piazza Colonna tændte man
nytårsaften 1854 de første elektriske buelamper i Rom, hvilket man
godt kan forstå må have været lidt af en epoke, når man tænker på,
hvilket buldrende mørke, der må have været, når natten sænkede sig
over de snævre gader i den gamle bydel, hvor man kun havde haft
flakkende olielamper, der brændte fra de mange små tabernakler og
madonnabilleder. Smukt, men utrygt må det have været at færdes
i Colonna's små stræder, når mørket havde sænket sig, hvilket man
godt kan filosofere over, når man i dag ser alle lavenergipærerne og reklameskiltene i kvarterets butikker
og spisesteder. |
|
|
På
eventyr i de romerske rioni. Bogen
med historier, legender, 14 slentreture med mere end 200 seværdigheder
og 30 hemmelige adresser på gode spisesteder. De
mange, der gennem tiden har oplevet Helge Kamp som foredragsholder eller
guide på slentreture i Rom, ved at han er lidt af en kapacitet, når
det gælder underholdende historier, legender og alternative seværdigheder.
I
denne unikke bog tager forfatteren os med på ikke mindre end 14 spændende
slentreture gennem Roms forskellige kvarterer (rioni). Klik på bogen og læs mere.
|
 |
