|
|
Rione
5 - Ponte. Ponte
er den yderste spids af det gamle Rom's bykerne ned mod
Tiberen på dennes østside nedenfor Engelsborg og har
navn efter Ponte Sant’Angelo, der fører fra rionen og
over til Engelsborg, kejser Hadrians gravmæle, og
oprindelig havde broen navnet Pons Aelius efter
kejserens familienavn (Publius Aelius Hadrianus). |
|
På
sydsiden af Ponte Sant’Angelo kan man ved lavvande se
resterne af en antik bro, Pons Triumphalis, også kaldet
Pons Vaticanus, men denne blev nedbrudt allerede i det
6. årh. under Østgoternes belejring af Rom.Undertiden ser man, at Rioni Ponte skulle
have navn efter denne bro, men dette er ikke korrekt, da
Pontenavnet til rionen først kommer til i
middelalderen. I antiken var området kendt som den 9.
augustæiske region med navnet Circus Flaminius og
indgik i den større region Campus Martius. Billedet af den bro der indgår i Rione
Pontes våbenskjold er da også Ponte Sant’Angelo, som
den så ud før den fik sin nuværende skikkelse under
barokken og blev udstyret med de mange englestatuer fra
Berninis værksted. Der er intet tilbage i denne rione fra
antikkens storhedstid, men alene huse fra 1400- og
1500-tallet i små stræder. I Ponte var det adelsfamilien Orsini, der
havde magten helt tilbage fra middelalderen. Ved Tiberen, hvor broen Ponte di Sant Angelo
fører over til Engelsborg, lå det berygtede Tor di
Nona, der var pavernes fængsel for forbrydere, der ikke
var fine nok til anbringelse i Engelsborg. Tor di Nona var for de fleste blot et
ventested inden den sikre vej til galgen, og ved fængslet
fandtes da også et af Rom's mange henrettelsessteder,
hvortil mange fanger i fængslet havde udsigt. Her kunne
de så sidde og se tidligere henrettede, der ofte fik
lov til at hænge i rebet i flere dage til skræk og
advarsel. Gadenavnene i dette område fortæller deres
egen historie, og man møder bl.a. Vicolo del Mastro (Bøddelsmøgen),
Vicolo della Corda (Rebgyden) og Piazza della Berlina
Vecchia (Den gamle gabestoks Plads). Ikke langt fra Tor di Nona lå gæstgiveriet
Hostaria del Leone, som blev drevet af Donna Vanozza,
der var pave Alexander VI's konkubine, og som sådan var
fritaget for de høje skatter på vin, hvilket gav hende
en ganske glimrende forretning. Dette hostaria findes ikke mere, men længere
oppe af Tiberen ved Via di Monte Brianzo ligger det
eksklusive Hostaria dell' Orso, som har rødder helt
tilbage til middelalderen og har navn efter
Orsini-familien. I de engang så elegante huse i området
omkring Via dei Banchi Nuovi boede mange af tidens
kurtisaner, som i mange tilfælde var kvinder ud af god
familie, der blot valgte et liv som kurtisane, for at
beholde deres frihed og undgå et påtvunget ægteskab. Der var intet nedværdigende ved at være
kurtisane. De levede i pragt og var på mange måder førende
i det selskabelige liv. Eksempelvis havde Agostino Chigi et mangeårigt
forhold til den smukke Francesca, og ved hendes død
arrangerede han en fyrstelig bisættelse, som blev
forestået af selveste pave Leo X, hvilket vidner om den
store agtelse for hende. I modsætning til de fine og dannede
kurtisaner fandtes der også de "villige piger ved
Ponte Sisto" kaldet cortegiane di lume eller di
candela - lysestumpskøgerne, fordi de i deres armod måtte
udøve deres erhverv i skæret fra en flakkende tælleprås. Ingen anden by havde så udbredt prostitution
som Rom, hvor der i slutningen af 1400-tallet var
registreret små 7.000 skøger, hvilket antal tilskrives
det store antal pilgrimme, der udover det verdslige også
skulle underholdes på anden måde. Så sent som for små 150 år siden blev
Ponte omtalt som il rione della malavita -
forbryderrionen, og selv om dagen kunne almindelige
borgere ikke færdes uden risiko i gaderne omkring
Banchi Vecchi eller Piazza dei Coronari. Her var det
dagligdag med røveriske overfald. I dag er der bestemt ingen fare ved at begive
sig ind i Ponte, og man får ikke længere
"gode" tilbud som "Wante know my sister,
signore". |
|