|
|
Rione
6 - Parione. Parione
er trekantet. Den nordlige spids udgør Piazza Navona,
der er en af de mest romantiske pladser i Rom. Navnet
Parione kommer af paries - kærnen i en antik mur, da
Parione engang var Roms kærne. |
|
I renæssancen var Parione det tættest
befolkede kvarter i Rom, her ligger Palazzo della
Cancelleria med de pavelige kontorer og den gamle
regeringsgade Governo Vecchio. I området omkring Piazza Navona lå de
førende advokatfirmaer, modehuse og trykkerier - side
om side med paladser og retsbygninger. Livet i Parione var således præget af
standspersoner, adelige, forfattere og kurtisaner. Piazza Navona bør besøges om aftenen, hvor
dens intimitet bedst fornemmes med de smukke facader,
der oplyses af de flimrende lysreflekser fra de store
fontæner, mens man kan sidde på en af pladsens talrige
cafeer og nyde romerne promenere forbi blandt de talrige
turister. Man kan i øvrigt tydeligt se hvem der er
hvem! Der er sket lidt af hvert i Parione. I
1622 fandt man i en smøge bag S. Giacomo degli Spagnoli
liget af Pomponico Tattaglia, der var blevet
stranguleret med en silkesnor, som han stadig havde om
halsen. Forbryderne blev hurtigt fundet, og fik lov
til at smage den håndfaste romerske rettergang. De fik
først hugget højre hånd af, og efterfølgende blev de
parteret på det offentlige skafot på Piazza Navona,
hvor deres rester fik lov til at ligge til skræk og
advarsel. Man holdt også turneringer. Bl.a. da
Cornelio Bentivoglio udfordrede til duel mod alle der
ville benægte at hemmelig kærlighed var forkastelig.
Der blev opsat tribuner på Piazza Navona, hvor
turneringen foregik i midten til hest og med lanser. I middelalderen hed Piazza Navona Ciro
Agonale og var en handelsplads, hvor der blev solgt alt
til den daglige husholdning. Da pave Innocent X i 1651
indviede Bernini's Fontana dei Fiomi blev alle boderne
forbudt og henvist til andre pladser, da paven - og ikke
mindst hans forhadte svigerinde Donna Olympia -
betragtede pladsen som sin ejendom og ikke ville bo på
en gemen handelsplads. Parione har 3 karakteristiske træk. Der er
de fornemme gamle paladser, der ligger side om side,
kvarterer med gamle snævre gader med håndværkere og
de 2 store trafikårer Via del Rinascimento og Corso
Vittorio Emanuele med butikker. |
|