|
Rione Regola er et område med mange små
charmerende gader, hvor der stadig findes mange af de små
værksteder, som engang var dominerende for området.
Vejnavnene taler deres eget sprog.
Her kan du bl.a. finde Via dei Pettinari (Kammagernes
Gade), Via dei Baullari (Kuffertmagernes Gade), Via dei
Balestrari (Armbrøst-magernes Gade) og Via dei
Giubbonari (Koftemagernes gade).
Også områdets kirker bærer præg af, det
er håndværkerkvarter - f.eks. Santa Maria dei
Calderari (Kedelflikkernes), der fortæller, at midlerne
til opførelse af kirkerne er tilvejebragt af det pågældende
håndværkslav.
Et af de mest udbredte håndværk i området
var garveri, og netop dette håndværk gav beboerne i
Regola et lidt kedeligt tilnavn. Dette skyldes at
garverierne som regel modtog hele huder til
forarbejdning, hvor halen hang ved, da denne blev
betragtet som værdiløs. Men Regola's husmødre forstod
at udnytte den til madlavning. Og så kom de til at
hedde haleæderne.
Det er så sjovt at tænke på, at denne
fattigmandsspise i dag har udviklet sig til en af de
mest populære specialiteter i det romerske køkken -
Coda di bue alla vaccinara (oksehaleragout som røgterkonen
lavede den), som serveres med andægtighed på mange
romerske spisesteder.
At haleæderne i Regola ikke var til at spøge
med, forstår man også, når man læser et af de gamle
ritorneller:
Vi er regolanti, og her i dunsten
lærte vi alle om bøddelkunsten:
for bødlen såvel som de fleste briganti (røvere)
er alle sønner af regolanti.
Jeg er fra Regola, hvor man ej bæver,
frygtsom for nogen, man røsten hæver
-
og bruger kæft og de bare næver.
For enden af Via di S. Eligio ligger en lille
gade, der fører fra Tiberen op til Via Giulia. Den
hedder Via dell' Armata (Armeens Gade).
Her boede personalet til den nærliggende fængsel
i Via Giulia. Det var fattige folk, der havde beskedne
kostvaner, og derfor også fik et tilnavn - nemlig
indvoldsæderne!
Det hed i folkemunde: Romani dell'
Armata magna fritto e corata (De fra Armata æder ...),
hvilket var en ret med sammenkogt indmad fra kvæg,
fisk, blæksprutter og rejer.
Og igen er det gået hen og er blevet en
meget højt prist specialitet i det romerske køkken,
selvom vi fra den nordiske kulde nok holder os fra
retter som Trippa alla Romana.
Rione Regola har dog også områder, der er
præget af mere herskabelig levevis, og ud til Via
Giulia og Via Monserrato ligger flere flotte palazzo'er,
ligesom området byder på historiske residenser som
Palazzo Spada, Palazzo Farnese og Palazzo Falconieri.
I Regola ligger også kirken Santa Maria del
Pianto (Grådens kirke), der oprindeligt hed S.
Salvatore in Carabris (Vor Frelser kirke i
Kedelflikkergaden).
Det fortælles, at et madonnabillede, der sad
over porten på et af nabohusene gav sig til at græde,
da der blev begået et drab i gaden. Billedet blev efter
dette mirakel flyttet ind i kirken, der derved fik sit
nye navn.
Regola
er en stille og malerisk rione, hvor der er masser at
oplevelser at tage fat på - blot man fjerner sig lidt
fra de typiske turistområder omkring Palazzo Farnese.
|
På
eventyr i de romerske rioni.
Bogen
med historier, legender, 14 slentreture med mere
end 200 seværdigheder og 30 hemmelige adresser
på gode spisesteder.
De
mange, der gennem tiden har oplevet Helge Kamp som
foredragsholder eller guide på slentreture i Rom,
ved at han er lidt af en kapacitet, når det
gælder underholdende historier, legender og
alternative seværdigheder.
I
denne unikke bog tager forfatteren os med på ikke
mindre end 14 spændende slentreture gennem Roms
forskellige kvarterer (rioni).
Tag
med rundt i Rom. Klik på billedet af bogen.
|
 |
|