Mærkedage i Rom |
Rom-guide.dk er Danmarks store internetportal til Rom. Her kan du finde hoteller, lejligheder og andre overnatningstilbud, omtale af byens seværdigheder og mange praktiske oplysninger til brug for den kommende rejse. |
|||||||||
|
|
1. januar 153 f. Kr: Det romerske senat bestemmer, at de to konsulers
embedsår skal starte 1. januar i stedet for 1. marts. Herfra starter
vores kalendertradition, at året starter den 1. Januar. 45 f. Kr: Den julianske kalender træder i kraft under
Julius Cæsar, efter hvilken kalenderen har navn. Den afløses i 1582 af
Den gregorianske Kalender, der har navn efter pave Gregor XIII. Den indføres
dog først på højst forskellige tidspunkter i Europa, og Den julianske
kalender anvendes stadig af den græske og russiske ortodokse kirke i
forhold til kirkeårets bevægelige højtider. 193: Det romerske senat vælger bypræfekten i Rom, den stærkt
modvillige Publius Helvius Pertinax, til kejser. Han forsøgte at
reformere Prætorianergarden, kejserens personlige garde, men det skulle
han ikke have gjort, for de myrder ham efter kun 3 måneder i embedet. 404: De sidste gladiatorkampe afholdes i Rom. 1622: Vatikanet går over til at starte året den 1.
januar. Hidtil har man fulgt kirkeåret med start den 25. December. 1958: Romtraktaten - starten på det senere EU, træder i
kraft. Aftalen mellem Vesttyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Luxemburg
og Holland var blevet indgået i Rom den 27. marts 1957. 1970: CRG - Calendarium Romanum Generale - Den
romersk-katolske liturgiske kalender træder i kraft. Den indeholder
retningslinier for den liturgiske praksis og en oversigt over årets
helgendage, kirkelige højtider og festdage. Den blev i den nye udgave
udarbejdet under og efter det 2. Vatikanerkoncil i 1960-erne. 1980: Pietro Nenni, den mangeårige og magtfulde leder af
PSI - Partito Socialista Italiano - Det italienske Socialistparti, dør i
Rom. 2. januar 533: Mercurius vælges til pave under navnet Johannes II.
Han er den første pave der starter traditionen med at vælge et andet
navn efter pavevalg. Navneændringen skete helt sikkert, fordi han hidtil
delte navn med den hedenske romerske gud for handel. 3. januar 106 f. Kr: Den store romerske taler og statsmand, Marcus
Tullius Cicero, fødes i Arpinum, en lille by syd for Rom. 1521: Pave Leo X lyser Martin Luther i band med den
pavelige bulle Decet Romanum Pontificem og udløser dermed starten på den
protestantiske kirkerevolution. 1921: Den italienske filminstruktør, Sergio Leone, mest
kendt for sine spaghetti galopperende hesteoperaer, fødes i Rom. 1925: Mussolini meddeler, at han tiltager sig enevældig
magt i Italien med titel at fører Il Duce. 1962: Pave Johannes XXIII lyser Fidel Castro i band efter
at denne har undertrykt den katolske kirke på Cuba. Den gamle
revolutionshelt er dog blevet blød i de katolske knæ på sine ældre
dage, og forholdet til kirken er i dag normaliseret. Se også 21. Januar. 4 1964: Pave Paul VI besøger som den første pave staten
Israel. 5. januar 1484: Pave Innocens VIII fordømmer astrologien som
trolddomskunst i pavebullen Summis desiderantes affectibus. 1964: Pave Paul VI mødes i Jerusalem med Athenagoras, den græsk-ortodokse
Patriark af Konstantinopel. Dette er det første møde mellem
overhovederne for de to kirker siden 1439. 6. januar 1536: Arkitekten og maleren Baldassarre Peruzzi dør i Rom. Han
var en vigtig samarbejdspartner for både Bramante, Rafael og Sangallo ved
starten på opførelsen af den nye Peterskirke. 1622: Pave Gregor XV grundlægger Congregatio de propaganda fide -
Troskongregationen for den rette lære. Den seneste kardinal der stod i
spidsen for dette magtfulde organ inden for kirken var Joseph Ratzinger,
den nuværende pave Benedikt XVI. 1907: Maria Montesorri åbner sin første skole i Rom efter den pædagogiske
metode der har fået navn efter hende. Hun var lægeuddannet og den første
kvinde i Italien der tog en akademisk grad fra La Sapienza Universitetet i
Rom. 7. januar 1641: Kapellet for den danske konge Knud den Hellige indvies i
kirken S. Maria in Traspontina i Rom. Kirken ligger på højre side i Via
della Conziliazione der leder fra Engelsborg op til Peterskirken. 1655: Pave Innocens X dør. En stærk og snu pave, der belønnede
sine venner med rund hånd og straffede sine fjender med hård hånd. Han
er i dag mest kendt for at stå bag den markante udformning af Piazza
Navona med familiepaladset Palazzo Pamphilj (i dag brasiliansk ambassade),
Borrominis kirke S. Agnese in Agone (hvor han ligger begravet) og Berninis
store Flodfontæne i centrum af pladsen. Lige så berømt er Velasques
portræt af ham i Galleria Doria Pamphilj. Da paven så billedet udbrød
han: Det bryder jeg mig ikke om - det ligner for godt! Ikke desto mindre betalte Paven Velasques rundhåndet for billedet
og lod også fremstille en fin medalje til kunstneren ved samme lejlighed.
1935: Mussolini slutter i Rom Den fransk-italienske Aftale med den
franske udenrigsminister Pierre Laval. Aftalen gav Mussolini friere hænder
til at realisere sine koloniherredrømme i Afrika mod et løfte til
Frankrig om støtte over for tysk aggression. Det løfte holdt han ikke. 8. januar 1198: Pave Celestin III dør. Han blandede sig voldsomt i europæisk
stormagtspolitik og bandlyste både den tysk-romerske kejser og den
spanske konge, den sidste fordi han havde indgået en fredslutning med
muslimerne i Sydspanien. Han er også kendt for at anerkende den Tyske
Orden - en miniudgave af Malteserordenen i tysk-østrisk udgave. Han
ligger begravet i Laterankirken. Samme dag vælges Lotario dei Conti di Segni som ny pave under
navnet Innocens III. Han var kun 38 år ved valget og var pave frem til
1216 og regnes for middelalderens mest markante og magtfulde pave. Kirke-
og magtpolitisk holdt han med stort held fast i pavemagtens forrang i både
kirkelige og verdslige anliggender, og han var en hel central spiller i
den europæiske stormagtspolitik. Den tysk-romerske kejser Frederik II gav
ham store indrømmelser, og den engelske konge måtte tåle den ydmygelse
at modtage sit land som len af Innocens, og det samme gjaldt de spanske,
portugisiske og polske konger. Da den franske konge, Filip II, ville
skilles fra sin danskfødte dronning Ingeborg, lyste han kort og godt hele
Frankrig i band. I kirkelige spørgsmål var Innocens overmåde aktiv og særdeles
nådesløs. Han gav starten til det 4. og 5. korstog samt det blodige kætterkorstog
mod Albigenserne i 1209. Han indkaldte også til det 4. Laterankoncil som
bl.a. indførte det obligatoriske skriftemål og dekreterede særlige klædedragter
for jøder og muslimer. Endelig godkendte han også både fransiskanerne
og domikanerne som munkeordner og grundlage sygehuset San Spirito in
Sassia tæt ved Peterskirken. Han blev oprindelig gravlagt i domkirken i
Perugia, men på initiativ af pave Leo XIII blev han i 1891 overført til
Laterankirken i Rom. 1713: Komponisten og violinisten Archangelo Corelli dør i Rom.
Han havde stor indflydelse på violinspillets udvikling og var også en
stor inspiration for Johan Sebastian Bach. Han levede et beskyttet liv i
Rom med god financiel støtte fra bl.a. Dronning Christina og magtfulde
kardinaler. Meget populær er hans julekoncert Fatto per la Notte di
Natale som blev skrevet decideret til midnatsmessen i Peterskirken. 1930: Prins Umberto af Savoien vies i Rom til den belgiske
prinsesse Maria José + endnu 5 navne Sachsen Coburg-Gotha. Umberto blev
under navnet Umberto II Italiens sidste konge fra 9. maj til 18. juni
1946, hvor Italien efter en folkeafstemning afskaffede monarkiet. Han fik
tilnavnet Majkongen. 9. januar 1522: Tyskeren Adrian von Utrecht vælges til pave under navnet
Hadrian VI. Han er den sidste ikke italienske pave gennem mere end 450 år,
indtil man i 1978 valgte polakken Karol Wojty³a som pave Johannes Paul
II. 1878: Kong Victor Emanuel II dør i Rom. Han var det genforenede
Italiens første konge fra 1861. Med sin kusine og hustru, prinsesse
Adelaide af Østrig, fik han 8 børn. Efter hendes død i 1855 giftede han
sig til venstre hånd med en af sine talrige elskerinder, Rosa Vercellana,
med tilnavnet Den smukke Rosin, med hvem han fik yderligere 2 børn. Han
ligger begravet i Pantheon og efterfulgtes af sin søn, Umberto I. 1900: Fodboldklubben SS Lazio grundlægges i Rom. 1979: Bygningsingeniøren og arkitekten Pier Luigi Nervi dør. Han
er manden bag flere markante bygningsværker i Rom i forbindelse med De
olympiske Lege i 1960: Stadio Olimpico, Palazzo dello Sport (i dag
PalaLottomatica) og Palazetto dello Sport. Derudover er han også manden
bag pavens store audienssal i Vatikanstaten, navngivet efter pave Paul VI. 10. januar 49 f. Kr.: Julius Cæsar krydser floden Rubicon i sin march mod
Rom og udtaler de berømte ord Jacta est alea - terningerne er kastet.
Dette starter den borgerkrig der fører til republikkens endeligt og
etableringen af det romerske kejserdømme. 1276: Pave Gregor X dør. Han er mest kendt for, at han først
blev valgt efter det længste konklave nogensinde (1268-1271): De
italienske og franske kardinaler kunne ikke enes. Konklavet blev afholdt i
Viterbo, lige nord for Rom, og til sidst aflåste borgerne i Viterbo
bygningen, fjernede taget og satte de stridende kardinaler på vand og brød.
Det hjalp: 3 dage senere havde de valgt kardinal Tebaldo Visconti til ny
pave. 1984: Vatikanstaten og USA opretter først nu fulde diplomatiske
relationer til hinanden. 11.
januar 1827: Nonnen Anna Vittoria Dolara dør i Rom. Ud over et aktivt virke
som novice, senere abbedisse og leder af dominikanerklostret S. Caterina
da Siena a Magnanapoli på Kvirinalet i Rom, er hun kendt som en mesterlig
miniaturemaler. Berømte er hendes fine portrætterne af paverne Pius VII
og Leo XII. 12. januar 29 f. Kr: Det romerske senat dekreterer, at porten på
Janustemplet på Forum Romanum skal lukkes som tegn på, at der hersker
fred i hele romerriget efter den langstrakte borgerkrig der, under dække
af den formelle genetablering af den romerske republik, reelt bringer
Augustus til magten som den første romerske kejser. 1674:
Komponisten Giacomo Carissimi dør i Rom. Han er kendt for at
bringe solosangen ind som element i den indtil da næsten eneherskende
korsang. Han introducerer således både kantaten, arien og duetten i
musikken som gennem ham også breder sig til verdslige temaer, hvor hidtil
den rent kirkelige musik har været næsten enerådende. 1953: Pave Pius XII udnævner Angelo Guiseppe Roncalli til
kardinal og Patriark af Venedig. I 1958 vælges han til pave under navnet
Johannes XXIII. 13. januar 86 f. Kr: Gaius Marius dør, romersk general og politiker, der
revolutionerede opbygningen af den romerske hær og som var en af de
vigtigste af flere politiserende generaler i de mange indbyrdes person- og
klassefikserede rivaliteter der leder frem mod den romerske republiks
undergang. 14. januar 1506: Vinbonden Felice de Fredi finder på sin vinmark på
Esquilinerhøjen den antikke græske skulptur Laokoon i kamp med slanger,
der i dag kan ses i Vatikanmuseerne. Gaden Via dei Serpenti (Slangernes
gade), der går fra Colosseum til Via Nazionale, har navn efter
fundstedet. Som tak fik Felice de Fredi på livstid af Pave Julius II
retten til bompengene fra Porta S. Giovanni og blev en meget rig mand. Han
ligger begravet i Santa Maria in Aracoeli, hvor en stenfrise fortæller om
det berømte fund. 1514: Pave Leo X udsender en pavebulle mod slaveri. 1900:
Giacomo Puccinis opera Tosca har premiere på Teatro Costanzi i Rom. 1919:
Giulio Andreotti fødes i Rom. Denne magtfulde (mange vil sige berygtede) sidste
kristendemokratiske premierminister trådte tilbage i 1992 under en storm
af beskyldninger om korruption og talrige retssager om forbindelser til og
beskyttelse af mafiaen. Han blev frikendt i retssagerne, men han og hans
parti var politisk færdige. 1923: Mussolini opretter et civilt politikorps efter militær
model, det såkaldte Milizia Volontaria per la Sicurezza Nazionale - populært
kaldet Camicie nere eller Sortskjorterne på dansk. Korpset udviklede sig
til et statsligt instrument for terror og brutalitet mod styrets
modstandere. 15. januar 44 f. Kr: Gaius Julius Cæsar bliver udråbt til Dictator på
livstid. Derudover opretholdt han også de formelle titler af konsul,
senator og tribun. 69: I året med 4 kejsere i Rom efter Neros fald, bliver Servius
Sulpicius Galba myrdet ved en soldateropstand og efterfølges af Marcus
Salvius Otho, en førende hærfører under Neros styre, men han begår
selvmord efter kun 3 måneder, da han lider nederlag til Vitellius som
efterfølger ham på kejsertronen. Udløbsdatoen for kejsere var kort på
den tid. 2008: Pave Benedikt XVI bliver efter anmodning fra rektor på La
Sapienza universitetet i Rom inviteret til at tale ved åbningen af det
akademiske år. Men han må opgive sin tale, da en stor gruppe studenter
og 67 professorer afbryder ham i protest mod påstået religiøs
indblanding i videnskabelige institutioner. 16. januar: 27 f. Kr: Gaius Julius Cæsar Octavian, Cæsars adoptivsøn,
modtager ærestitlen Augustus (Den ophøjede) af det romerske Senat. Denne
begivenhed regnes for starten på romersk kejsertid. 550: Efter en langvarig belejring indtages Rom ved hjælp af
bestikkelse af Kong Totila og Ostrogoterne, et germansk folk der havde
etableret sig magtfuldt i Nord- og Syditalien. 1412: Familien Medici i Firenze anerkendes som pavestatens
officielle bankforbindelse. 1794: Den engelske forfatter Edward Gibbon dør. Hans skelsættende
værk The History of the Decline and Fall of the Roman Empire, udgivet i 6
bind mellem 1776-88, kendt for sin mesterlige prosa og den sejlivede
teori, at det romerske imperium gik til grunde på grund af systemets
moralske dekadence. Berømt er hans indledning til værket:
It was at Rome, on the fifteenth of October, 1764, as I sat musing amidst
the ruins of the Capitol, while the barefooted friars were singing Vespers
in the temple of Jupiter, that the idea of writing the decline and fall of
the City first started to my mind. 1916: L'ASCI - Associazione Scautistica Cattolica Italiana - Den
italienske katolske spejderbevægelse grundlægges i Rom. Vær beredt! 1994: Den italienske præsident, Luigi Scalfaro, opløser det
italienske parlament og afslutter dermed den såkaldte 1. republik fra
1946, en periode hvor det altdominerende parti var De kristelige
Demokrater der efterfølgende efter anklager fra bevægelsen De rene hænders
politik går i opløsning i en storm af retssager om korruption og mafiøse
forbindelser. 17. januar 38 f. kr.: Octavian, den senere kejser Augustus, gifter sig med
den magtfulde Livia Drusilla kun 3 dage efter at hun har født et barn af
et tidligere ægteskab. En anden søn fra dette ægteskab, Tiberius,
kommer til at efterfølge Augustus som kejser i år 14. 395: Kejser Theodosius dør. Han er den sidste kejser der regerede
over hele romerriget inden splittelsen i et Vest- og Østromersk Rige. Han
kaldes også Theodosius den Store, da kristendommen anerkendes som
officiel statsreligion under hans styre. 1377: Pave Gregor XI returnerer til Rom og genetablerer pavemagten
efter det såkaldte Babyloniske fangenskab i den franske by Avignon. 1566: Pave Pius V vælges på sin fødselsdag til pave. Han var
aktiv i modreformationen over for protestantismen, lyste således
Elisabeth I af England i band. Derudover udnævnte han Thomas Aquinas til
Doctor Ecclesiae (Kirkelærer) og understøttede den religiøse komponist
Palestrina. En mangesidig herre.
2005: En meget smuk mosaik fra det første århundrede f. Kr.
bliver fundet og afdækket på Colle Oppio i Rom. 19. januar 973: Benedikt VI vælges til pave. Han blev indsat med støtte fra
den tysk-romerske kejser Otto I, men efter dennes død blev den upopulære
pave af en romersk folkemængde fængslet i Castel S'Angelo - og i juni
974 hængte man ham - inden den nye tysk-romerske kejser kunne kom ham til
undsætning. 1853: Guiseppe Verdis opera Trubaduren har premiere på Teatro
Apollo i Rom. 1920: Via en privat indsamling og i samarbejde med det danske
gesandtskab i Rom besluttes det, at der årlig på denne dato skal holdes
mindedag og festgudstjeneste for Knud den Hellige ved hans kapel i kirken
S. Maria in Traspontina. Alteret pyntes på denne dag med danske farver, røde
og hvide blomster. Kirkens karmelitermunke leverer de røde, de hvide
sendes af ambassaden. Messen afholdes så vidt muligt på dansk. 1939: Mussolini opløser det italienske parlament og lader det
erstatte af det rent fascistiske Camera dei Fasci e delle Corporazioni.
Det sidder uden indflydelse frem til august 1943, hvor det bliver opløst
efter Mussolinis fald. 2000: Tidligere ministerpræsident Bettino Craxi dør i Hammamet i
Tunesien, hvor han tilbragte de sidste 6 år af sit liv i eksil. Mere end
nogen anden kom han til at repræsentere korrupte italienske politikere i
1980-ernes Italien. I Rom residerede han i en spritdyr suite på det
dejlige Hotel Raphael tæt på Piazza Navona. Da han forlod hotellet blev
han af en stor folkemængde overdynget af mønter, kastet som symbol på
de åbenlyse bestikkelser, som han funderede sin politiske karriere på,
og som efterfølgende udløste en 26 år lang fængselsstraf til ham in
absentia. Selvfølgelig har Silvio Berlusconi omtalt ham som en hædersmand
og en stor politisk inspiration. 20. januar 250: Kejser Decius starter omfattende forfølgelser af kristne
menigheder i Rom, hvorunder pave Fabianus lider martyrdøden. 21. januar 304: Den hellige Agnes lider martyrdøden. Hun er en af kirkens
mest populære figurer og skytshelgen for både kyskhed, jomfruelige
piger, voldtægtsofre, forlovede par og gartnerne! Agnes har lagt navn til
2 markante kirker i Rom: S. Agnese in Agone på Piazza Navona, hvor hendes
hovedskal opbevares, og S. Agnese fuori le Mura, i den østlige udkant af
Rom, hvor den øvrige del af hende ligger begravet. På navnedatoen får
paven i den sidste kirke overrakt 2 får, fra hvis uld nonner væver de
hvide palliebånd, som paven overrækker i Peterskirken til årets nyudnævnte
metropole ærkebiskopper på Peter og Paulus navnedag den 29. Juni. 1118: Pave Paschalis II dør. Han er kendt for at starte
genopbygningen af den fine gamle titulærkirke Santi Quattro Coronati
efter normannernes ødelæggelse af Rom i 1084, og så udnævnte han den første
”amerikanske” biskop, næsten 400 år før Columbus opdagede Amerika,
da den islandske præst Erik Gnupsson blev gjort til biskop over Grønland
og Vinland. 1276: Innocens V vælges til pave. Han er den første dominikaner
der vælges til pave og den første pave der bliver valgt efter de skærpede
konklaveregler (kardinalerne skulle vælge paven i total isolation), der
var indført af hans forgænger, pave Gregor X. Pave Innocens var kun pave
i et halvt år. 1998: Pave Johannes II besøger Cuba, hvor han modtages hjerteligt
af Fidel Castro og dermed får løst op for den bandlysning, som pave
Johannes XXIII havde på 22. januar 1506: Schweizergarden, pavens personlige garde, ankommer til Rom
som støttekorps for pave Julius II. Gardens
officielle fødselsdag er dog den 6. maj. Se artiklen om garden under
Vatikanstaten på Romguiden. 1850: Præsten Vincenzo Pallotti dør i Rom, hvor han levede hele
sit liv. Han grundlagde i 1835 missionsselskabet Societas Apostolatus
Catholici, efter Pallotti kaldet Pallottinerne, der lever efter
ordensreglen: Caritas Christi urget nos Kristi - Kærlighed tvinger os.
Hen er helgengjort af den katolske kirke og ligger begravet i
missionsselskabets kirke S. Salvatore in Onda i Via dei Pettinari, lige
syd for Campo dei Fiori. 1922: Pave Benedikt XV dør. Han er mest forbundet med sine utrættelige
fredsbestræbelser og humanitære indsats under 1. verdenskrig, et arbejde
der politisk var lidet frugtbar, men humanitært af stor betydning for de
krigsførende parter. 2005:
Carlo Orelli dør i Rom. Han var den længstlevende italienske veteran fra 1. verdenskrig
og født i 1894. Bliver man gammel nok, og har man været med i den
”rigtige” krig, så kan man få tildelt sit lands højeste orden, og
den modtog Carlo Orelli i 2003 med tildelingen af den italienske republiks
fortjenstorden OMRI: L'Ordine al Merito della Repubblica Italiana. Han
levede i Rom det meste af sit lange liv og boede til sin død på 4. sal i
en ejendom i det farverige Garbatella kvarter i det sydlige Rom. 24. januar 41: Kejser Gaius Cæsar Augustus Germanicus, bedre kendt under sit
tilnavn Caligula, myrdes af Prætorianergarden. Hans korte fireårige
styre er overleveret, men af fjendtlige og ikke samtidige historikere, som
et blodtørstigt og vanvittigt despoti. I kølvandet på oprøret mod
Caligulas terrorstyre, blev en stor del af hans familie udryddet,
hvorefter hans onkel, Claudius, blev indsat som ny kejser. 1118: Gelasius II vælges til pave men på højden af
middelalderens investiturstrid mellem pavemagten og det tysk-romerske
kejserrige blev han afsat af kejser Henrik V, der ikke var blevet hørt
inden pavevalget. Gelasius måtte flygte fra Rom, vendte tilbage og blev
genindsat, inden han endnu engang måtte flygte og endte sit korte
pontifikat, da han døde i eksil i Cluny i Frankrig. 25. januar: 817: Paschalis I vælges til pave. Han gjorde en stor indsats for
at kristne de nordeuropæiske lande, og vore forfædre, Danerne, er nævnt
i en pavelig bulle. Derudover er han kendt for at restaurere og forny så
illustre kirker som S. Maria in Trastevere, S. Maria in Domnica og S.
Prassede. I den sidste kirke ses paven selv i den unikke apsismosaik og
hans moder Theodora i kirkens ikke mindre fantastiske S. Zeno kapel. 844: Pave Gregor IV dør. Han havde større succes med
missionsarbejdet i norden end sin forgænger Paschalis I, da det er Gregor
IV der sender Ansgar fra ærkebispesædet i Bremen på det missionstogt
til Danmark, der indleder omvendelsen af de skandinaviske lande til den
rette tro. 1077: Den tysk-romerske kejser Henrik IV går bodsgang til pave
Gregor VII på dennes borg Canossa i Norditalien for at blive løst fra
den bandlysning, paven havde pålagt ham. Tre dage i træk går kejseren
barfodet og i stærk kulde forgæves, før paven forbarmer sig over ham og
lukker ham ind. Her beder han angerfuldt paven om forladelse for overgreb
mod kirken. At gå Canossagang er gået over i sproget som udtryk for en
udmygende undskyldning. Siden tog Henrik IV dog grusom hævn over Gregor, udnævnte en
modpave og belejrede Rom i 1084, hvor paven, inden han flygtede, kaldte
normannerne fra Syditalien til hjælp. Normannerne fik ganske vist Henrik
IV til at hæve belejringen, men de benyttede samtidig lejligheden til at
plyndre og brænde det halve af Rom ned. Pave Gregor VII døde i
landflygtighed. 1825: Pave Leo XII udsender en rundskrivelse Ad Plurimas med
opfordring til at samles om en genopbygning af apostelkirken S. Paolo
fuori le Mura i det sydlige Rom efter den næsten altødelæggende brand i
1823. 1959: Pave Johannes XXIII meddeler, at han agter at indkalde et økumenisk
koncilium, det senere skelsættende 2. Vatikanerkoncil. 1983: Pave Johannes Paul II autoriserer den seneste udgave af CIC
- Codex Iuris Canonici - det sæt at juridisk kanoniske love som den
katolske kirke er underlagt. 26. januar 1871: Rom bliver fra denne dato officielt hovedstad for det nye og
genforenede Italien. 1887: En stor etiopisk hærstyrke besejrer og dræber ved Dogali i
det etiopiske højland en italiensk styrke på 548 mand. Det er denne
begivenhed der har givet navn til De femhundredes Plads foran Termini
Hovedbanegården i Rom: Piazza dei Cinquecento, på hvilken der også er
placeret et mindesmærke for begivenheden i form af en original egyptisk
obelisk på hvis fod ses navnene på de dræbte soldater. 27. januar 98: Kejser Nerva dør. I de kun 2 år han var kejser formåede han
at stabilisere det politiske liv i Rom efter sin forgænger Domitians rædselsherredømme.
Nerva er grundlægger af adoptivkejserdømmet, da han kort før sin død
adopterer sin afløser Trajan som søn og medkejser. Styret under Trajan regnes for et af højdepunkterne i romersk
kejsertid og han har efterladt sig markante bygningsværker der stadig kan
ses i Rom: Trajans Forum med den markante Trajansøjle og ikke mindre hans
imponerende Handelshus lige ved siden af. 1343: I pavebullen Unigenitus dei filius kundgør pave Clemens VI,
at jubelår fremover skal fejres med 50 års mellemrum i stedet for indtil
da 100 år. I dag er der jubelår hvert 25. år. I jubelår får man
universel tilgivelse ved at passere gennem Den hellige Port i
Peterskirken. En overvejelse værd. 1593: Vatikanet indleder en række af retssager for kætteri mod
den katolske munk, Giordano Bruno, der ender i år 1600 med at han dømmes
til døden og brændes på bålet på Campo dei Fiori. 29. januar 904: Pave Sergius III returnerer for anden gang som valgt pave
efter at han første gang var blevet valgt i 897 men kort efter fordrevet
fra Rom. Han er kendt for at have restaureret Lateranpaladset efter et
jordskælv havde skadet det voldsomt i 896 og han er den først kendte
pave der bliver portrætteret med Tiaraen - den 3-dobbelte pavelige krone. 30. januar 9 f. Kr: Augustus solur Solarium Augusti og hans fredsalter Ara
Pacis indvies på Marsmarken i Rom. Det eneste der er tilbage af soluret
er den store obelisk der i dag står på Piazza Montecitorio. Ara Pacis er
i stærkt restaureret tilstand i dag flyttet fra sin oprindelige placering
ved Via del Corso til sin nuværende ved Via di Ripetta syd for Piazza del
Popolo. 1592: Ippolito Aldobrandini vælges som pave under navnet Clemens
VIII. Han var en arbejdsbi med et klogt blik for detaljen og en kompetent
statsmand der holdt sig fri af tidens europæiske konflikter. Han var en høg
og greb hårdt ind over for kriminalitet i Rom og hans straffe ramte høj
som lav. Det er under hans pontifikat at den berømte Beatrice Cenci
henrettes, ligesom han også afstod fra at benåde munken Giordano Bruno
der i år 1600 blev brændt på bålet. Clemens VIII blev oprindelig
begravet i Peterskirken med siden overført til S. Maria Maggiore. 1629: Arkitekten Carlo Maderno dør i Rom. Han er primært uløseligt
forbundet med færdiggørelsen af Peterskirken, hvis forlængelse af
kirkeskibet, forhal og facade han står bag, men hans værker omfatter også
facaderne til kirkerne S. Maria della Vittoria, S. Susanna og S. Andrea
della Valle, og så havde han også en hånd med ved bygningsværker som
Kvirinalpaladset, Palazzo Barberini, pavens sommerresidens i Castel
Gandolfo og i kirken S. Giovanni dei Fiorentini, hvor han ligger begravet. 31.
januar 1533:
Ludovica Albertoni dør i Rom. Romersk adelsfrue der, efter sin mands død i 1506, blev
tilknyttet franciskanerordenen og viede sit liv til velgørende arbejde
blandt syge og fattige i Rom. Hun blev saliggjort i 1671. Berømt er
Berninis skulptur af Den salige Ludovica Albertoni på hendes gravmæle i
kirken S. Francesco a Ripa i Trastevere. 1687: Den danske konvertit, Christian Payngk, der stod bag
oprettelsen af kapellet for Knud den Hellige i kirken S. Maria in
Traspontina, dør i Rom. I kirkebogen skrev man, at han før sin død
havde modtaget kirkens sakramenter og at han havde bestemt, at han ville
begraves i karmeliternes ordensdragt. Man gravlagde ham foran alteret i
St. Knuds kapel. 1732: Teatro Argentina indvies i Rom. Teatret har navn efter
pladsen Largo Argentina, der i øvrigt er kendt for ruinerne af de 4
antikke templer på stedet. Teatro Argentina er klassisk opbygget i
6-etagers hesteskoform. Teatret har spillet en vigtig rolle i romersk
teaterliv og flere kendte værker er blevet uropført på stedet, således
både Rossinis Barberen i Sevilla i 1816 samt flere Verdi-værker i løbet
af 1800-tallet. I moderne tid har teatret primært dyrket skuespillet frem
for musikken. |
Find rundt på Rom-guide.dk Ude til højre på siden finder du en linkfortegnelse med emner indenfor den kategori denne side omhandler. Efter disse link er der henvisning til nogle af de overordnede emner på Rom-guide.dk og sidst på listen kan du finde link, der fører dig tilbage til "hovedsiden" og til vort omfattende index, hvor alle sider på Rom-guide.dk er nævnt. Skulle du ved brug af Rom-guide.dk finde uvirksomme link, bliver vi meget glade, hvis du skriver til os. |