Forsiden      Index      Kontakt

Kunsten at vælge den rigtige overnatning

Rom-guide.dk er en gratis internet-portal til Rom.

Derfor har vi ikke økonomiske interesser i at du vælger et bestemt overnatningssted frem for et andet. 

Hvordan du vil bo og hvor mange stjerner der skal være, er helt op til dig.

Vi er kun interesserede i at du gør det bedste valg, og derfor vil vi gerne give dig nogle råd med på vejen inden du vælger blandt de mange tilbud. 

Inden du går i gang med at finde dit hotel, anbefaler vi dig derfor at læse denne side grundigt.

Udsigt, tagterrasse og flotte billeder:

Et hotel med flot udsigt eller tagterrasse koster selvfølgelig ekstra, og du bør overveje om dette er interessant og hvor lang tid du bruger på selve overnatningsstedet.

Et overnatningssted i det centrale Rom med det hele lige rundt om hjørnet er måske mere interessant end en terrasse med udsigt til Peterskirken ude i det fjerne.

Og husk så, at "billeder er taknemlige", som det hedder. Kan man ikke vise gode billeder af selve hotellet, kan man jo altid vise en flot udsigt.

Beliggenheden er vigtigst.

Nogle steder reklamerer man med at det er tæt på Peterskirken, Colosseum eller Termini.

Lad være med at falde for det. For nok er der tale om store seværdigheder, men de er ikke "centralt beliggende" og skal jo kun besøges een gang.

Nej, vælg en beliggenhed midt i Rom. Så får du det hele indenfor gåafstand og får hverken brug for bus, metro eller taxa.

Roms forskellige bydele:

På kortet herunder finder du Roms forskellige bydele og når du klikker på den enkelte bydel, kommer du til en side hvor områdets hoteller er listet i prisorden - nemmere kan det næppe blive.

Pantheon:

Dette kvarter ligger lige i centrum af det historiske centrum af Rom. Mere centralt kan du ikke bo.

Navona:

Igen er du midt i det historiske centrum. Med et hotel her, har du få minutters gang hjem efter aftenens besøg på Piazza Navona.

Piazza di Spagna:

Dette er også et centralt kvarter i centrum. Her finder du de dyre indkøbsgader, Corsoen og Den Spanske Trappe.

Trevi:

Kvarteret med Trevifontænen er også centralt beliggende. 

Trastevere:

Det mest ærkeromerske område med små hyggelige gader og pladser. Området nærmest floden er det mest interessante.

Via Veneto:

Ikke så centralt, men her ligger alle de fine, dyre hoteller.

Vaticano:

Den syd/østlige del ned mod Tiberen er tæt på byen, men området bag Peterskirken er ikke centralt for andet end Peterskirken.

Colosseo:

Dejligt kvarter, men ikke så centralt at det gør noget.

Repubblica / Termini:

Folkeligt kvarter med Roms absolut billigste hoteller. Området nærmest Trevi er bestemt at foretrække.

Prati og San Giovanni:

Det er ganske udmærkede kvarterer, men nu skal du begynde at interessere dig for hvor langt der er til den nærmeste metrostation.

Porta Portese, Aventino, San Lorenzo, Marsala, Trieste:

Det er efter vor mening for langt fra centrum. Kun et meget billigt hotel og en metrostation i nærheden kan berettige dette valg.

Lyt til anbefalinger:

På siden med omtale af det enkelte hotel kan man se, hvad andre mener om stedet - efter at have boet der - ved at klikke på linket "Reviews".

Hvis du klikker på "Price" får du i øvrigt de viste hoteller sorteret efter pris. 

Og det samme gør sig gældende for linket "Area" som sorterer i områder, hvilket bestemt ikke er uinteressant.