|
Trajans
Marked. Bygget
i begyndelsen af det 2. årh. under kejser Trajan af hans hofarkitekt,
Appollodorus fra Damaskus, som et kommercielt center med ca. 150
butikker og kontorer. Markedet
ligger indbygget i den skråning på Quirinalhøjen som rejser sig
stejlt op fra Trajans Forum, som markederne lå direkte i forbindelse
med. Både monumentalt, men også funktionelt, er stedet et typisk
udtryk for romersk bygningskunst i kejsertiden. Den halvcirkulære
murstensbygning ligger som en række af terrasser muret ind i
skrænten. Øverst
er terrasserne forbundet med en større overdækket central markedshal
med en række krydshvælvinger, der omkranses af en række butikker i
grundplanet, derover en terrassegang og høje vinduesåbninger. |
|
|
Markederne repræsenter en antik udgave af
det moderne indkøbscenter, en myldrende markedsplads af barer og
butikker, hvor man solgte såvel dyre importerede varer fra østen som
mere daglige fornødenheder som frisk fisk, kød, frugt og blomster. Man mener at den off. kornhjælp til den
fattige del af befolkningen, flertallet, blev administreret fra de
centrale kontorer, der indgår i komplekset. Murstensfacaderne er detaljeret opbygget i
komplekse buekonstruktioner med indlagte travertinerblokke og
udsmykninger som karme og overliggere, og viser hvor stor en kunnen
romerne besad inden for bygningshåndværk med mursten og cement. Den basale enhed i de stadig velbevarede
markeder var den såkaldte “Taberna”, et retangulært,
tøndehvælvet rum med
stor åbning ud mod gadeplanet, evt. med et lager i en bagvedliggende
ekstra etage opbygget i træ med åbning for lyset. En konstruktion
som har holdt sig helt til vore dage, og som kan ses i utallige
udgaver som små håndværksbutikker i det nærliggende Monti-kvarter
eller i de små gader omkring Campo dei Fiori. Ud fra denne basale
bygningsenhed har Apollodorus opbygget 5 etager af komplekse
halvcirkulære gange med butikker. De monumentale tårn der i dag rejser sig
over markederne, Torre delle Milizie stammer fra middelalderen. Der er adgang mod entré fra Via IV Novembre
der samtidig giver adgang til Trajans Forum, hvor der jævnligt
afholdes tematiske udstillinger. Vil man gerne have et mere overskueligt
billede af de 4 kejserfora der ligger langs med Via dei Fori Imperiali,
så ses de bedst oppe fra Trajans Handelshus. |
|