Der er i dette tilfælde tale om en ung vestalinde ved navn Claudia, der forrådte ordenen - eller kulten, om man vil, ved at konvertere til kristendommen.

Vestalinderne var medlemmer af en slags nonneorden under gudinden Vestas beskyttelse. 

Som Vestalinder optog man kun unge piger fra de allerfineste familier. 

De unge pigers opgave var at våge over den hellige ild, der brændte på gudindens alter i Vestatemplet. 

Vestalinderne havde ret til at deltage i de mange offentlige fester, der blev afholdt i Rom på den tid, men de skulle leve deres liv som jomfruer. 

Og gjorde de ikke det, blev de levende begravet.

Mellem Roma Termini (hovedbanegården)  og S. Maria degli Angeli findes det område, hvor flere Vestalinder blev levende begravet (det nuværende Piazza dell’ Indipienza), når de havde besudlet deres pandebånd.

Måske er det kun en legende, at Rea Silvia (moderen til Romulus og Remus) måtte lide denne frygtelige død. Men fra Livius ved vi, at to Vestalinder Opimia og Floronia i året 217 f.kr. blev begravet på Campus Sceleratus, og romerske historiker har registreret navne på i alt 12 Vestalinder, der er begravet her uden for byens mure.

Vestalinderne, der blev optaget i ordenen i 8 – 10 års alderen, skulle tjene i 30 år, hvorefter de kunne træde ud af tjenesten og eventuelt indgå ægteskab.

Der var 6 vestalinder, der alle blev udvalgt af Pontifex Maximus. 

Den 30-årige periode fordelte sig således, 10 år som novice, hvor man lærte de forskellige ritualer og pligter, 10 år hvor man udførte dem, og 10 år hvor man underviste de nye novicer. 

Den ældste Vestalinde blev kaldt Vestalis Maxima (Den højeste Vestalinde) eller Virgo Maxima (Den højeste Jomfru). 

Hvis en vestalinde blev gjort ansvarlig for, at ilden var gået ud, blev hun straffet med piskning af Pontifex Maximus, hvorefter det var hans opgave at genskabe ilden ved hjælp af 2 træstykker fra et såkaldt Arbor Felix (lykke-træ).

Ud over deres pligter i Vestatemplet, deltog Vestalinderne ved alle andre religiøse ceromier, indvielse af templer og de vogtede over alle testamenter, inkl. kejserens, og traktater mellem Rom og andre stater. Desuden havde de den unikke ret til at gå imellem stridende parter eller at gå i forbøn for en dømt person, hvorefter man normalt fulgte vestalindens ønske.

Havde en vestalinde brudt sit kyshedsløfte, blev hun ikke bare begravet alene. Den mand hun havde brudt løftet sammen med blev pisket ihjel på Forum ved en offentlig henrettelse.