|
|
|
|
|
Oplevelser i Rom De fleste mennesker føler sig straks godt tilpas i Rom. Romerne
bruger deres by, de bor der, de spadserer i den og deltager i
restaurant- og cafelivet! De er livlige, men også værdige, og
kan være særdeles elegante. Selvom det har fortaget sig en anelse, kan en lyshåret pige godt
virke som en rød klud på de unge romerske mænd. I det hele
taget spiller erotik en stor rolle mellem kønnene – det er nærmest
en livsstil. Nyd det, og modtag det med et smil og som et
velment kompliment, men lad for alt i verden være med at blive
mopset eller læg noget særligt i det! Turisten bliver mødt med venlighed, men uden den store interesse
(med mindre man da har børn med på turen), for romerne er vant
til de mange, der hele tiden gæster deres by. Her følger vor beskedne ”Top 10” til oplevelser hos romerne: |
|
1.
Køb og medbring en ordentlig guidebog! Politikens
visuelle guide er så absolut den bedste. Og så kunne du
supplere den med en god bog med spisesteder og måske en
dansk/italiensk ordbog, for selv et beskedent forsøg på
at tale italiensk bliver varmt modtaget. 2.
Klæd dig rigtigt! De største
oplevelser får du ved ikke at ”stikke ud fra mængden”, så
glem alt om gummisko, mavetaske, shorts og joggingtøj.
Vi siger ikke, at du skal være iført grå habit, brune
sko, lyseblå skjorte, gult slips og guldur, som er den romerske
mands foretrukne stil, men klæd dig lidt mindre ”turistet”,
så du kan falde ind i bybilledet, på cafeen og i butikkerne.
Vi kan love dig, at det giver resultater. Og så er det jo
heller ikke velset med shorts og bare arme i kirkerne. I
Peters-kirken bliver man direkte afvist i dette antræk.
3.
Smut hen omkring hjørnet! I København færdes
turisterne op og ned af Strøget, i Tivoli og ved den lille
havfrue. Går man blot få gader væk fra Strøget, er det
totalt ”turistfrit område”. Sådan er det også i Rom. Så
smut op af sidegaderne og væk fra de store turistattraktioner.
Her finder du romernes egne steder, hvor du kan sidde ubemærket
på en cafe (hvis du har tænkt på det med påklædningen) og
iagttage det hele med en kop kaffe til det halve af, hvad den
koster på f.eks. Piazza Navona. Her finder du
også de gode spisesteder, de små butikker og de arbejdende værksteder.
Og du har det helt for dig selv! 4.
Prøv dog noget nyt! Når du så er
kommet ind på et af spisestederne – henne om hjørnet. Så
snup dagens ret, spisestedets specialitet eller spørg, hvad man
vil anbefale. Så får du helt sikkert en god madoplevelse. Og
skulle der være noget, du bestemt ikke vil begive dig ud i, så
er det nok på sin plads, at have en ordbog i baglommen, for på
disse steder taler man typisk kun italiensk. I Mellem
de syv høje får du adresser på 22 af disse ægte romerske
spisesteder – og bogen indeholder derfor også en yderst
omfattende mad-parleur. 5.
Vis lidt pli! Respekter den
by, du er kommet til. Lad f.eks. være med at trave rundt i en
kirke under messen. Det burde ikke være nødvendigt at skrive
det, men fænomenet opleves desværre dagligt, og er med til at
gøre os turister lidt minde populære. Læg mærke til at
romerne så at sige kun drikker til måltiderne, og
aldrig ses berusede – fuldskab er uacceptabelt. 6.
Pas på lommetyve! Der er så at
sige ingen voldelig kriminalitet i Rom, men det vrimler med
lommetyve. Specielt ved de store turistattraktioner og på
bussen mellem Termini og Peters-kirken. Så hold pengene i en
”pengekat” eller i inderlommen og vær agtpågivende i
menneskemylderet. Mange har oplevet særdeles kreative tyve og
har mistet kameraer og andre værdigenstande. Og det er jo ærgerligt.
Hold dig også væk fra området omkring Termini (hovedbanegården)
om natten. 7.
Ha’ lidt
drikkepenge i lommen! Det er kutyme at
give lidt drikkepenge (specielt forventes det af turister), og så
har det aldrig skadet mulighederne for at opleve noget ekstra.
Så ha' altid lidt løs mønt i lommen. 8.
Undgå guidede ture! Det kan
naturligvis være på sin plads, hvis man er med et
rejseselskab, at tage med på en guidet tur til nogle
turistattraktioner. Men i gåsegang efter en sammenfoldet
paraply, skal man ikke regne med at opleve noget – udover
attraktionerne og guidens kloge ord. Det samme gælder
også rejseselskabets ”romerske aften”, hvor man sammen med
30 andre danskere bliver bænket omkring et bord med overkogt
pasta og måske en udklædt romer man kan blive fotograferet
sammen med! Nej, alene –
eller i et lille sluttet selskab (igen med den rigtige påklædning)
kommer men ind bag facaderne! 9.
Vælg et velbeliggende hotel! Det er vigtigt
at vælge et centralt beliggende hotel. For man går meget i
Rom. Og selvom de billigste hoteller ligger ude ved Termini, bør
de fravælges – alene af den grund, at det ikke er særlig
sjovt, hver dag, at skulle vandre ind til Rom af den samme befærdede
hovedgade, eller rumle af sted i metroen. Se vor side med
overnatningsmuligheder. Det skal for god
ordens skyld bemærkes, at området omkring Termini (specielt
Monti) er en tur værd, men det berettiger ikke til en uges
ophold i kvarteret. 10.
Hold øre og øjne åbne! Der var engang
en rejsebogsforfatter der sagde, at når han skulle finde en god
frokostrestaurant fulgte han altid efter en romersk præst ved
spisetid. Så blev han ført til et godt og billigt madtempel.
Det er nok ikke nogen helt dårlig ide, selvom man i mange tilfælde
ender turen i en eller anden kirke. Moralen er dog
klar. Op af de små stræder, kik ind bag de ydmyge facader og
lur romerne deres hverdag af! |
|