I oldtidens Rom var der en nonneorden under gudinden Vestas beskyttelse. Som Vestalinder optog man kun unge piger fra de allerfineste familier. 

De unge pigers opgave var at våge over den hellige ild, der brændte på gudindens alter i Vestatemplet. 

Vestalinderne havde ret til at deltage i de mange offentlige fester, der blev afholdt i Rom på den tid, men de skulle leve deres liv som jomfruer.

Og skam den, der glemte sit kyskhedsløfte, for hun blev levende begravet.

Under en af disse store fester blev en smuk ung Vestalinde budt ind i kejser Neros private gemakker, og med viden om kejserens rygte, var ingen i tvivl om, hvad der skete mellem kejseren og den unge Vestalinde. Og der ventede hende nu en forfærdelig udgang på livet.

Den offentlige mening reagerede dog så kraftigt, at præsterne afsagde en ”salomonisk” dom: Da kejseren var  ”Pontifex Maximus”  (den romerske kirkes overhoved),  måtte han betegnes som finere end almindelige dødelige, og hans handlinger måtte derfor bedømmes efter andre regler. Det hele blev således dysset ned, og den unge Vestalinde fik lov til at leve.

Mellem Roma Termini (hovedbanegården)  og S. Maria degli Angeli findes det område, hvor flere Vestalinder blev levende begravet (det nuværende Piazza dell’ Indipienza), når de havde besudlet deres pandebånd.

Måske er det kun en legende, at Rea Silvia – moderen til Romulus og Remus – måtte lide denne frygtelige død. Men fra Livius ved vi, at to Vestalinder Opimia og Floronia i året 217 f.kr. blev begravet på Campus Sceleratus, og romerske historiker har registreret navne på i alt 12 Vestalinder, der er begravet her uden for byens mure.

Vestalinderne, der blev optaget i ordenen i 8 – 10 års alderen, skulle tjene i 30 år, hvorefter de kunne træde ud af tjenesten og eventuelt indgå ægteskab.

Vesta var ildens (arnestedets) gudinde. Ilden i Vestatemplet symboliserede Statens beståen og gik ilden ud var det lig statens undergang. Ifølge romersk religion var det Aeneas, der havde bragt den evige ild til Rom fra Troja. Det inderste af templet var et Adytum (hemmeligt rum). Her brændte ilden, og kun Vestalinderne og Pontifex Maximus havde adgang dertil.