| 
                 Santa Maria in Aracoeli  | 
             
            
              | 
                   
               | 
              
                
                 Kirken er bygget oven på et antikt Juno-tempel på den øverste
                del af Capitolhøjen, og hovedskibets 22 søjler stammer alle
                fra antikke bygninger. 
                  Kirkens bygningshistorie går tilbage til
                det 6 årh. og dens enkle facade viser, hvorledes de fleste
                kirkefacader i Rom så ud, indtil renæssancens og barokkens
                arkitekter begyndte at udsmykke dem i periodernes mere spektakulære
                stilarter.
                Kirken
                har igennem århundreder været Roms officielle bykirke. Af
                kirkens udsmykning kan nævnes mange fine gravkapeller, de
                fleste for kardinaler og en enkelt pavegrav.   
                Mest bemærkelsesværdig er en 10. årh. byzantinsk ikon, kendt
                som Madonna d'Aracoeli, samt en meget smuk tidlig
                renæssance-fresko af Pinturicchio. Kirken er dog mest kendt for
                det lille jesusbarn ”Il santo Bambino”, der normalt kan ses
                i sin montre i sakristiet.    | 
             
            
              | 
                  Denne lille træfigur, udskåret i
                det 15. årh. af oliventræ fra Getsemane Have, er overhængt
                med smykker og tillægges mirakuløs kraft. Som det er sket
                gennem århundreder, bringes den stadig ud til syge mennesker
                på hospitaler eller i private hjem for at udøve et helbredende
                "mirakel". Figuren indgår også i den berømte og
                meget smukke midnatsmesse der hver juleaften afholdes i kirken.
                Den Bambino der ses til hverdag er dog af sikkerhedsmæssige
                grunde en kopi, efter at den originale figur i 1994 blev
                stjålet, men dog generhvervet.
                 Det
                var den 15. oktober 1764 at den engelske historiker Gibbon i
                denne kirke fik ideen til sit klassiske værk: The Decline and
                Fall of the Roman Empire.
                 Den
                stejle trappe (124 trin) der leder op til kirken stammer fra
                1348. Det var herfra at den revolutionære folketribun Cola di
                Rienzo i 1300-tallet holdt sine flammende taler til
                folkemængden. I det lille grønne område til højre for
                trappen står en lille statue af ham, dér hvor han blev
                henrettet. En kuriositet: Ifølge romersk overtro har man
                større chance for at vinde i statslotteriet og lotto, hvis man
                tager trappen på knæ fra bund til top.
                
                PK 
                
                  | 
             
            
              | 
               | 
             
           
         
       | 
       | 
      
        
 |