|
Og det efter at de på
forespørgsel har overbevist Schweizergarden om at de kommer fra
et tysktalende land!
Der er flere forklaringer på navnet, én er at jord skulle være bragt
fra Jerusalem i det hellige land til kirkegården. Jorden skulle
stamme fra “Blodmarken”, det stykke jord, der var købt for
de 30 sølvmønter af ypperstepræsterne. Navnet kan føres
tilbage til det 14. århundrede. Den “hellige jord” er en
tysk ø i kanten af Vatikanstaten og er ifølge Lateranaftalen i
1929 mellem Mussolini og Vatikanet eksterritorial. Det vil sige
at at området ikke tilhører Vatikanet men Italien, skønt
adgang kun er mulig via Vatikanet. Under krigen respekterede den
tyske besættelsesmagt og SS dette, selv jøder kunne begraves
her.
Sammen med dens kirke, Santa Maria della Pietà, i
hvis intime stilhed mange pilgrimme, uforstyrret af turiststrømmen,
holder andagt, danner stedet et mødested for tysk-romerne og
besøgende fra de tysksprogede lande. Den kan takke Rom som
centrum for den katolske kristenhed for sin eksistens og
skikkelse. Ingen anden by er så rig på stiftelser fra
forskellige kristne nationer og der findes intet andet så
privilegeret sted som Campo Santo i Vatikanet ved Peters-kirken.
Over indgangen til kirkegården er anbragt et porcelænsbillede, som
forestiller kejser Karl d. Store, som grundlægger med
kirkemodellen i hænderne. Nedenunder er indskriften “CAROLUS
MAGNUS ME FUNDAVIT “ - “Karl d. Store har grundlagt mig”.
Gennem den kunstfærdige smedejernslåge træder man ind i
haven, der er omkranset af høje mure. Ingen pompøse
grav-mausoleer ses. Tværtimod, små grave, sirlige
marmorstatuer, et trækors.
Sandsynligvis skænkede pave Leo III i året 781 kejseren et landområde
ved siden af Peters-kirken, på hvilket han lod bygge en
residens, der i dag
ikke er nogle spor tilbage af.
Ved siden af grundlagde han sin Scola Francorum for de
gejstlige fra Franken, som her udover liturgi også skulle lære
latin og teologi. Det var også disse gejstliges opgave at sørge
for pilgrimme, som dengang begyndte at strømme til Rom fra
Franken. Udmattede af den lange fodtur over Alperne kom de til Rom,
hvor de havde behov for husly og pleje. Nogle døde her og ønskede
at blive begravet ved St. Peters grav, målet for deres rejse.
Således opstod Campo Santo Teutonico. Egentlig rækker den nuværende
kirkegårds historie længere tilbage end til Karl d. Stores
tid. I den romerske kejsertid lå Caligulas og Neros Circus
Vaticanus her og kirkegården er, ifølge Tacitus, derfor
plettet af de første martyrernes blod.
I
midten af det 15. århundrede, sandsynligvis i det hellige år
1450, sluttede tyske kuriemedlemmer og tysk-romerne sig sammen
til et “De arme sjæles Broderskab” under ledelse af den daværende
skriftefader fra Peters-kirken, Johannes Golderer. I 1579 ophøjet
til ærkebroderskab af pave Gregorius og endnu i dag består det
af ca. 200 medlemmer, som alle kommer fra landene i det
tidligere romerske rige. På dette tidspunkt strakte kirkegården
sig længere mod øst end den nuværende og mod vest helt til
det ungarske hospiz’s have.
I de følgende århundrede blev kirkegården stadig beskåret i takt med
Peters-kirken blev udbygget og bl.a. kolonnaden og den nuværende
plads foran Peters-kirken blev anlagt.
Ved særlige religiøse lejligheder, som f.eks. messen d. 8. december, ærkebroderskabets
hovedfest, bærer brødrene middelalderens lange sorte kutter
med hætte. Fællesskabet, det var den første tyske
nationalstiftelse i Rom, er endnu i dag ejer og administrator af
Campo Santo Teutonico. Kun pilgrimme og fastboende i det tyske
sprogområde har ret til at blive begravet her. I tidens løb
har prælater og aristokrater, men også kunstnere og pilgrimme,
fundet deres evige hvile her.
Indtil de første årtier i det 17. århundrede var massegrave
almindelige ved siden af enkeltgrave og begravelsen af den døde
foregik uden kiste. På grund af pladsmangel var
“liggetiden” som regel 8 - 10 år. Inden en genanvendelse
blev de jordiske rester af de tidligere begravede fjernet og
lagret i benhuset. Senere blev simple trækister tilladt og fra
1924 blev de nuværende krypter obligatoriske. Foretrukne
gravpladser var området ved kirkeindgangen, langs med kirkegårdsmuren
og rundt om Theodor Achtermanns bronzekors i centrum af Campo
Santo Teutonico. Kun i disse områder finder man indtil
begyndelsen af det 20. århundrede familiegravsteder forsynet
med gravplader og mindesten.
Til ind i det 19. århundrede var der forholdsmæssig få gravplader,
mest over gejstlige, medlemmer af kurien samt købmænd og håndværkere,
som var kommet til penge. Ofte blev der gennem generationer
begravet medlemmer fra den samme familie uden at notere deres
navne på pladen. Først fra midten af det 19. århundrede
findes talrige grav- og mindesten på enkeltpersoner, et tegn på
det opsving, den tyske koloni oplevede gennem tilgangen af
kunstnerne og dannelsesrejsende.
I årene 1962-75 blev kirkegården gennemgribende restaureret og ved den
lejlighed blev mange gravsten flyttet fra en plads i kirkegulvet
til en plads i muren, dels på kirkemuren og dels i gangstierne.
Ved en rundgang på kirkegården vil man opdage talrige betydende
tysktalende personligheders gravsteder af hvilke kan nævnes
Prins Georg af Bayern, maleren Friedrich Overbeck, maleren og
billedhuggeren Johann Martin von Wagner og fyrstinde Caroline
von Sayn-Wittgenstein. Sidstnævnte var fra 1849 Franz Liszts
livsledsager og havde stor indflydelse på hans musikalske
skaben.
For ikke at nævne de 2 gravsteder, der har interesse for danske besøgende,
maleren og munken Albert Küchler (1803-1886) samt prinsesse
Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (1784-1840),
Frederik d. 7's mor.
Efter rundgangen vender man sig mod smedejernsporten og læser, idet man
går ud, indskriften: Teutonies In Pacem. Med sine blomster,
cypresser og palmer ligger kirkegården så fredeligt og skønt
i skyggen af Peterskirken at den synes at forsone sig med døden.
SN
|
