Denne mildest talt mere end iøjnefaldende, overdekorerede hvide marmorklods, placeret på Roms mest centrale plads, Piazza Venezia, blev bygget til ære for Italiens samling som nation i 1870 og som en hyldest til genforeningens første konge, Victor Emanuel II.

Der er gennem årene sagt tilstrækkelig meget grimt om det. Skal man sige noget pænt, så kan det ses fra ufatteligt mange steder i Rom, og dermed give den lettere vildfarne rejsende et fast kendingsmærke.

Arkitekten Guiseppe Sacconi vandt byggeriet i konkurrence med 98 andre forslag (man gruer for hvordan de øvrige forslag har set ud), det startede i 1885 og blev først afsluttet i 1911.

Monumentet er 80 m højt. På forkanten er placeret to halvcirkulære fontæner af Pietro Cannonica, der repræsenterer henholdsvis Adriaterhavet og Det thyrrenske Hav. 

Ved monumentets første flade terrasse ligger den ukendte soldats grav fra 1. verdenskrig, altid bevogtet af 2 soldater.

Den 12 m høje rytterstatue af kongen er af Enrico Chiaradia, og de 2 dobbelte firspand på toppen af monumentet er af Carlo Fontana og Paolo Bartolino.

Monumentet rummer et museum for genforeningen, Museo del Risorgimento, der efter at have været lukket siden en gang i 80'erne, nu er genåbnet.

Monumentet blev bygget uden smålig hensyntagen til det antikke og middelalderlige gamle bykvarter, der tidligere lå på skråningen, og for at det på absolut demonstrativ vis skulle skille sig ud fra Roms ellers i øvrigt varme farver, blev det opført i en kridhvid marmor fra Brescia.

Monumentet kaldes også Altera della Patria (Fædrelandets alter) eller i daglig tale Il Vittoriano.

Det folkelige vid har fundet mere passende udtryk:

Bryllupskagen, skrivemaskinen, Mussolinis gebis, eller som franskmændene ynder at sige: Grand Pissoir de Lux.

Fra toppen af monumentet er der en pragtfuld udsigt over Rom, så måske var det en ide at bestige herligheden næste gang du er på Piazza Venezia, hvis du da ikke vi spare på kræfterne til de 2 trapper, der venter henne om hjørnet på Via del Teatro di Marcello.