Denne
                mildest talt mere end iøjnefaldende, overdekorerede hvide
                marmorklods, placeret på Roms mest centrale plads, Piazza
                Venezia, blev bygget til ære for Italiens samling som nation i
                1870 og som en hyldest til genforeningens første konge, Victor
                Emanuel II.
                
Der
                er gennem årene sagt tilstrækkelig meget grimt om det. Skal
                man sige noget pænt, så kan det ses fra ufatteligt mange
                steder i Rom, og dermed give den lettere vildfarne rejsende et
                fast kendingsmærke.
                
Arkitekten
                Guiseppe Sacconi vandt byggeriet i konkurrence med 98 andre
                forslag (man gruer for hvordan de øvrige forslag har set ud),
                det startede i 1885 og blev først afsluttet i 1911.
                
Monumentet
                er 80 m højt. På forkanten er placeret to halvcirkulære fontæner
                af Pietro Cannonica, der repræsenterer henholdsvis
                Adriaterhavet og Det thyrrenske Hav. 
                
 Ved monumentets første
                flade terrasse ligger den ukendte soldats grav fra 1.
                verdenskrig, altid bevogtet af 2 soldater.
                
Den
                12 m høje rytterstatue af kongen er af Enrico Chiaradia, og de
                2 dobbelte firspand på toppen af monumentet er af Carlo Fontana
                og Paolo Bartolino.
                
Monumentet
                rummer et museum for genforeningen, Museo del Risorgimento, der
                efter at have været lukket siden en gang i 80'erne, nu er genåbnet.
                
Monumentet
                blev bygget uden smålig hensyntagen til det antikke og
                middelalderlige gamle bykvarter, der tidligere lå på skråningen,
                og for at det på absolut demonstrativ vis skulle skille sig ud
                fra Roms ellers i øvrigt varme farver, blev det opført i en
                kridhvid marmor fra Brescia.
                
Monumentet
                kaldes også Altera della Patria (Fædrelandets alter) eller i
                daglig tale Il Vittoriano.
                
Det
                folkelige vid har fundet mere passende udtryk:
                
Bryllupskagen,
                skrivemaskinen, Mussolinis gebis, eller som franskmændene ynder
                at sige:
                Grand Pissoir de Lux.
                Fra
                toppen af monumentet er der en pragtfuld udsigt over Rom, så måske
                var det en ide at bestige herligheden næste gang du er på
                Piazza Venezia, hvis du da ikke vi spare på kræfterne til de 2
                trapper, der venter henne om hjørnet på Via del Teatro di
                Marcello.