I
                        ruinerne af disse gamle termer, havde de tavse
                        karteusermunke deres kloster for blot 150 år siden, der
                        hvor Italiens nationalmuseum i dag ligger.
                        En
                        kunstelskende siciliansk præst fandt i renæssancen et
                        imponerende freskomaleri af de syv ærkeengle under
                        pudslaget på væggen i en lille kirke i Palermo, og
                        blev så imponeret af dette, at han besluttede sig for,
                        at der måtte bygges en stor kirke til deres ære i Rom.
                        Da
                        han senere i en drøm så en kirke til ære for ærkeenglene
                        indbygget i termerne, rejste han til Rom og fik
                        overbevist paven om at der skulle opføres en kirke, der
                        hvor Diocletian, ved hjælp af tusindvis af slaver,
                        havde opført de kolossale termer.
                        Kirken
                        kom til at hedde "Santa Maria degli Angeli" -
                        englenes kirke.
                        Mellem
                        Termini og Santa Maria degli Angeli, på den nuværende
                        Piazza dell' Indipienza, lå det område, der i antikken
                        bl.a. blev brugt til begravelse af de såkaldte
                        Vestalinder, som havde brudt deres ønske til ordenen.
                        I
                        oldtidens Rom var der en nonneorden under gudinden
                        Vestas beskyttelse. Som Vestalinder optog man kun unge
                        piger fra de allerfineste familier. De unge pigers
                        opgave var at våge over den hellige ild, der brændte på
                        gudindens alter i Vestatemplet.
                        Vestalinderne
                        havde ret til at deltage i de mange offentlige fester,
                        der blev afholdt i Rom på den tid, men de skulle leve
                        deres liv som jomfruer. Og skam den, der glemte sit
                        kyskhedsløfte, for hun blev levende begravet.
                        Under
                        en af disse store fester blev en smuk ung Vestalinde
                        budt ind i kejser Neros private gemakker, og med viden
                        om kejserens rygte, var ingen i tvivl om, hvad der skete
                        mellem kejseren og den unge Vestalinde.  Og der
                        ventede hende nu en forfærdelig udgang på livet.
                        Den
                        offentlige mening reagerede dog så kraftigt, at præsterne
                        afsagde en ”salomonisk” dom: Da kejseren var 
                        ”Pontifex Maximus”  (den romerske kirkes
                        overhoved),  måtte han betegnes som finere end
                        almindelige dødelige, og hans handlinger måtte derfor
                        bedømmes efter andre regler. Det hele blev således
                        dysset ned, og den unge Vestalinde fik lov til at leve. Måske
                        er det kun en legende, at Rea Silvia – moderen til
                        Romulus og Remus – måtte lide denne frygtelige død.
                        Men fra Livius ved vi, at to Vestalinder Opimia og
                        Floronia i året 217 f.kr. blev begravet på Campus
                        Sceleratus, og romerske historiker har registreret navne
                        på i alt 12 Vestalinder, der er begravet her uden for
                        byens mure.
                        Vestalinderne,
                        der blev optaget i ordenen i 8 – 10 års alderen,
                        skulle tjene i 30 år, hvorefter de kunne træde ud af
                        tjenesten og eventuelt indgå ægteskab.
                        Når
                        vi nu er kommet ind på Rea Silvia, må vi nødvendigvis
                        have legenden om Romulus og Remus, som findes i mange
                        versioner.
                        En
                        af de mest anvendte fortæller, at da Rea Silvia 
                        blev besvangret af krigsguden Mars og fødte 2 sønner, 
                        lagde hun dem i en kurv, som hun udsatte på Tiberen for
                        ikke at blive afsløret.
                        Herfra
                        blev de reddet af en ulv, som tog sig af dem og digede
                        dem, indtil de blev fundet af hyrden Faustolo og hans
                        hustru Laurenzia, der opfostrede dem.
                        Da
                        drengene blev voksne, ville de begge grundlægge en ny
                        by. Men da de ikke kunne blive enige om, hvad byen
                        skulle hedde, besluttede de at tage varsel af fuglene:
                        Den som så det største antal fugle, skulle have ret
                        til at navngive byen.
                        Romulus
                        blev den heldige, så han tog en plov og markerede byens
                        omkreds på Palatiner-højen, og kaldte byen for Rom
                        efter sig selv. Romulus blev således Roms første
                        konge, og bestemte, at ingen måtte passere hegnet
                        omkring byen uden hans tilladelse. I spøg - eller måske
                        i misundelse - sprang Remus leende over hegnet og udbrød:
                        "Se, det er nemt!" Den rasende Romulus kastede
                        sig over Remus og dræbte ham med sit sværd og råbte,
                        at enhver, som fornærmede Rom skulle dø.
                        Denne
                        begivenhed fandt sted i år 753 f.kr. og er
                        udgangspunktet for romernes tidsregning. Gennem hele
                        antikken og op igennem det meste af middelalderen
                        vedligeholdte man en gammel hytte på Palatiner-højen,
                        der efter sigende skulle være Romulus´. Arkæologiske
                        undersøgelser, som i dag kan ses på Platinmuseet, har
                        da også vist spor af hytter fra ca. år 800 f.kr. Det
                        fortælles videre, at Romulus regerede byen klogt, men
                        at han, under et voldsomt stormvejr, forsvandt - bortført
                        af krigsguden Mars. 
                        Andre
                        historier fortæller, at Romulus og Remus nedstammer fra
                        den trojanske prins Æneas, der var den eneste trojanske
                        adelsmand, som overlevede grækernes indtagelse og ødelæggelse
                        af Troja.  Prins Æneas flygtede fra Lilleasien til
                        Italien, hvor hans efterkommere regerede, indtil slægten
                        døde ud med den gale kejser Neros selvmord.
                        Videre
                        mod øst kommer man til de store gader Via Nazionale og
                        Via Cavour, i hvilket område der op til 1870 lå haver,
                        vingårde og marker, indtil den nye nationale samling
                        gjorde, at man fik brug for at udvide Rom med bygninger
                        til regeringskontorer og boliger til den kæmpe stab af
                        embedsmænd og andre, der nu flyttede til byen.
                        Karakteristisk
                        for området er de lange retvinklede gader, der stikker
                        ud fra Rom's ellers så krogede gadenet, og for at
                        understrege nationens samling, der var årsagen til
                        byggeriet, fik gaderne navne som Via Torino, Via Napoli,
                        Via Milano og Via Palermo.
                        Mellem
                        de store parallelle gader med de mange forretninger, der
                        har gjort Monti til en særdeles levende bydel, finder
                        man dog stadig nogle af de gamle montesiske kvarterer
                        med gader som Via Panisperna, Via Baccina og Via Madonna
                        dei Monti med små værksteder, butikker og folkelige
                        spisesteder. Her finder man stadig det gamle Rom.
                        For
                        enden af den nyetablerede Via Nazionale, ved Piazza dell'
                        Esedra, der nu hedder Piazza della Repubblica, med den
                        halvcirkelformede bebyggelse af Umbertinopaladser, ville
                        man i 1885 opføre en fontæne, der skulle udgøre en
                        flot afslutning på den lange bredde gade.
                        Mange
                        overvejelser blev gjort, og diskussionen gik til tider højt
                        på Campidoglio, indtil man blev enige om, hvordan fontænen
                        skulle se ud, og Rutelli kunne gå i gang med arbejdet. 
                        I 1901 stod fontænen så færdig, og allerede inden da
                        havde den givet anledning til stor forargelse.
                        Den
                        store runde fontæne viser nemlig fire velskabte
                        najader, støbt i bronze, som symboler på henholdsvis søerne
                        (nymfen med svanen), oceanerne (nymfen med havhesten),
                        floderne (nymfen med fabeldyret) og de underjordiske
                        vande (nymfen med dragen).
                        Disse
                        yndige upåklædte kvindefigurer, hvis æggende former
                        fremhæves yderligere af vandets draperier, skabte en
                        storm af protester, hvor man kaldte fontænen for skamløs
                        og et ublufærdigt monument.
                        Skandalen
                        lagde sig dog omsider, og i 1911 blev fontænen
                        suppleret med en havgud, der holder en delfin, som sprøjter
                        en kraftig vandstråle højt op i vejret.
                        Det
                        fortælles, at man før i tiden kunne opleve et par ældre
                        damer, der efter gudstjenesten i Santa Maria degli
                        Angeli, stoppede op ved fontænen for lidt vemodigt 
                        at betragtede de yndefulde skikkelser, hvortil de i
                        deres unge dage havde stået model for billedhuggeren.
                        Ak ja, det var dengang, sagde den ene til den anden.
                        Monti's
                        befolkning hævdede at være de ægte romere, og kunne
                        ikke acceptere, at befolkningen i Trastevere gjorde det
                        samme. Gennem tiderne har dette ført til utallige
                        fejder og regulære gadekampe med dødsensfarlige
                        stenslynger, ligesom Monti-beboerne fik øgenavne som
                        "kålædere" på grund af områdets
                        oprindelige landlighed.
                        Efter
                        en historie, hvor et madonnafigur blev stjålet fra en
                        husmur og gemt i en mødding blev de kære monticiani
                        også kaldt for "madonna-tyve" og
                        "krucifiks-røvere". Og i en gammel tarantel
                        synges der: "Li monticiani so' tutti grevacci -
                        Stacca Madonne e Crocifissi" - De fra Monti er
                        slyngler til hobe - river madonnabilleder ned og røver
                        krucifikser.
                        De
                        fleste beboere i Monti var dog skikkelige flok, der
                        levede et almindeligt liv, men i den østlige del af
                        rionen - ude ved San Lorenzo - boede en lokal bande, der
                        var værre end selv de værste rødder fra Trastevere og
                        Ponte.  De var mestre i at kaste med "selci"
                        - brosten, og i kampe med dem, blev mange båret blødende
                        væk fra slagmarken. Ja, selv det dengang nærmest militært
                        udrustede fascistiske politi måtte ved flere
                        lejligheder trække sig tilbage med både sårede og døde
                        efter kampene med de såkaldte "sanlorenzini".
                        I
                        Via Cavour, lige ved krydset Via dei Serpenti og Via
                        degli Annibaldi findes tunnelsmøgen Via Francesco di
                        Paola, som er et rigtigt skummelt sted, hvor man den dag
                        i dag godt kan forestille sig, at man ikke skulle bevæge
                        sig hen, hvis man havde sit liv kært.
                        Tunneltrappen,
                        der fører fra Via Cavour til kirkepladsen foran San
                        Pietro in Vincoli, går under et palazzetto, som i renæssancen
                        tilhørte Donna Vanozza Catanei, der var pave Alexander
                        VI's konkubine.
                        I
                        dette palazzetto holdt Donna Catania en aften et
                        selskab, hvori hendes søn, den berygtede Cesare Borgia,
                        hans ældre broder og hertugen af Gandria deltog. Hvad
                        der skete under denne middag ved man ikke, men nogle
                        timer efter at de 2 brødre havde forladt selskabet,
                        fandt man hertugens lig ved Tiberen - dræbt af flere
                        dolkestød.
                        Dette
                        er blot et af flere eksempler på Borgiaernes livsførelse,
                        og vakte naturligvis stor opsigt i Rom.
                        Mange
                        paver holdt meget af det modsatte køn, og Borgia-paven
                        Alexander IV levede heller ikke ligefrem et liv i ren cølibat.
                        Udover sin intime forbindelse til Donna Vanozza, købte
                        han sig også til den smukke Giulia Farnese ved at gøre
                        hendes broder til kardinal, og i 1567 kunne man på de
                        talende statuer læse følgende dialog, da det blev afsløret
                        at paven havde lade sin elskerinde stå model til et
                        billede af Jomfru Maria:
                        Marforio:
                        "Ved du, at der er et billede af Jomfru Maria over
                        kardinal Farnese's kammerdør, som Alexander VI lod opsætte?"
                        Pasquino:
                        "Ja da, det er et billede af kardinalens søster,
                        hende der var Alexanders konkubine, og ved dette ærlige
                        middel blev hendes broder Alexander Farnese gjort til
                        kardinal og siden til pave".
                        I
                        Peters-kirken kan man i øvrigt se della Porta's gravmæle
                        for Paul III, hvortil den smukke Giulia Farnese har stået
                        nøgenmodel til statuen af retfærdigheden. En
                        udenlandsk student skulle engang være blevet så
                        betaget af denne smukke statue, at han gemte sig i
                        kirken natten over for at tilbede Giulia og blev fundet
                        død næste morgen.
                        I
                        dag er Giulia's nøgne legeme skjult af et bronzelagen,
                        som kardinal Odoardo Farnese små 100 år senere lod dække
                        kunstværkets fristelser. Så nu er det knapt så
                        farligt at studere Paul III's gravmæle.
                        En
                        gammel romersk tradition, som levede helt op til vort århundrede
                        i Monti, var hyrdernes julehyldest til Madonna. Efter
                        traditionen begyndte disse "i pifferari" deres
                        gang rundt i gaderne den første søndag i advent, hvor
                        de to og to spillede på fløjte og sækkepibe nedenfor
                        madonnabillederne.
                        Ude
                        ved San Giovanni in Laterano - alle kirkers moder, havde
                        man også sin egen bydelsfest, hvor man om aftenen den
                        23 juni omdannede hele området til en stor festplads. Gaderne
                        blev pyntet med blomsterguirlander og kæder med kulørte
                        lamper, og fra  boder blev der solgt søde sager,
                        friskbagte pizzaer og lunser af spidstegt pattegris, der
                        blev skyllet ned med Frascati-vin.
                        Men
                        det vigtigste ved denne Sankt Hans fest var de gode og
                        fede snegle, som netop på denne årstid var en delikat
                        spise, der blev indtaget i bjergevis af de kære
                        monticiani og romere fra Rom's øvrige rioni, der strømmede
                        til festen, hvor man her på årets korteste nat skræmte
                        de onde ånder bort med lys og støj og samtidig fejrede
                        sneglesæsonen.
                        I
                        dag er der ingen, der kaster med brosten i Monti, der er
                        heller ingen konkubiner og vellystne paver, men de store
                        bredde indkøbsgader og de små hyggelige kvarterer med
                        værksteder og spisesteder findes stadig i denne spændende
                        bydel, der bestemt er et besøg værd.