Rione 1 - Monti.

Rione Monti er den største af Roms 14 gamle rioni, og har taget navn efter de tre høje Quirinale, Esquilino og Celio, der også er gengivet i Monti's  bomærke.

Yderst mod vest ligger Roms banegård "Termini", der er opført i årene efter anden verdenskrig.  Navnet har ikke, som man skulle tro, noget med "terminus" - endestation, at gøre, men er afledt af betegnelsen "alle terme" - ved termerne, på grund af sit naboskab med Diocletian's termer.

I ruinerne af disse gamle termer, havde de tavse karteusermunke deres kloster for blot 150 år siden, der hvor Italiens nationalmuseum i dag ligger.

En kunstelskende siciliansk præst fandt i renæssancen et imponerende freskomaleri af de syv ærkeengle under pudslaget på væggen i en lille kirke i Palermo, og blev så imponeret af dette, at han besluttede sig for, at der måtte bygges en stor kirke til deres ære i Rom.

Da han senere i en drøm så en kirke til ære for ærkeenglene indbygget i termerne, rejste han til Rom og fik overbevist paven om at der skulle opføres en kirke, der hvor Diocletian, ved hjælp af tusindvis af slaver, havde opført de kolossale termer.

Kirken kom til at hedde "Santa Maria degli Angeli" - englenes kirke.

Mellem Termini og Santa Maria degli Angeli, på den nuværende Piazza dell' Indipienza, lå det område, der i antikken bl.a. blev brugt til begravelse af de såkaldte Vestalinder, som havde brudt deres ønske til ordenen.

I oldtidens Rom var der en nonneorden under gudinden Vestas beskyttelse. Som Vestalinder optog man kun unge piger fra de allerfineste familier. De unge pigers opgave var at våge over den hellige ild, der brændte på gudindens alter i Vestatemplet.

Vestalinderne havde ret til at deltage i de mange offentlige fester, der blev afholdt i Rom på den tid, men de skulle leve deres liv som jomfruer. Og skam den, der glemte sit kyskhedsløfte, for hun blev levende begravet.

Under en af disse store fester blev en smuk ung Vestalinde budt ind i kejser Neros private gemakker, og med viden om kejserens rygte, var ingen i tvivl om, hvad der skete mellem kejseren og den unge Vestalinde.  Og der ventede hende nu en forfærdelig udgang på livet.

Den offentlige mening reagerede dog så kraftigt, at præsterne afsagde en ”salomonisk” dom: Da kejseren var  ”Pontifex Maximus”  (den romerske kirkes overhoved),  måtte han betegnes som finere end almindelige dødelige, og hans handlinger måtte derfor bedømmes efter andre regler. Det hele blev således dysset ned, og den unge Vestalinde fik lov til at leve. Måske er det kun en legende, at Rea Silvia – moderen til Romulus og Remus – måtte lide denne frygtelige død. Men fra Livius ved vi, at to Vestalinder Opimia og Floronia i året 217 f.kr. blev begravet på Campus Sceleratus, og romerske historiker har registreret navne på i alt 12 Vestalinder, der er begravet her uden for byens mure.

Vestalinderne, der blev optaget i ordenen i 8 – 10 års alderen, skulle tjene i 30 år, hvorefter de kunne træde ud af tjenesten og eventuelt indgå ægteskab.

Når vi nu er kommet ind på Rea Silvia, må vi nødvendigvis have legenden om Romulus og Remus, som findes i mange versioner.

En af de mest anvendte fortæller, at da Rea Silvia  blev besvangret af krigsguden Mars og fødte 2 sønner,  lagde hun dem i en kurv, som hun udsatte på Tiberen for ikke at blive afsløret.

Herfra blev de reddet af en ulv, som tog sig af dem og digede dem, indtil de blev fundet af hyrden Faustolo og hans hustru Laurenzia, der opfostrede dem.

Da drengene blev voksne, ville de begge grundlægge en ny by. Men da de ikke kunne blive enige om, hvad byen skulle hedde, besluttede de at tage varsel af fuglene: Den som så det største antal fugle, skulle have ret til at navngive byen.

Romulus blev den heldige, så han tog en plov og markerede byens omkreds på Palatiner-højen, og kaldte byen for Rom efter sig selv. Romulus blev således Roms første konge, og bestemte, at ingen måtte passere hegnet omkring byen uden hans tilladelse. I spøg - eller måske i misundelse - sprang Remus leende over hegnet og udbrød: "Se, det er nemt!" Den rasende Romulus kastede sig over Remus og dræbte ham med sit sværd og råbte, at enhver, som fornærmede Rom skulle dø.

Denne begivenhed fandt sted i år 753 f.kr. og er udgangspunktet for romernes tidsregning. Gennem hele antikken og op igennem det meste af middelalderen vedligeholdte man en gammel hytte på Palatiner-højen, der efter sigende skulle være Romulus´. Arkæologiske undersøgelser, som i dag kan ses på Platinmuseet, har da også vist spor af hytter fra ca. år 800 f.kr. Det fortælles videre, at Romulus regerede byen klogt, men at han, under et voldsomt stormvejr, forsvandt - bortført af krigsguden Mars. 

Andre historier fortæller, at Romulus og Remus nedstammer fra den trojanske prins Æneas, der var den eneste trojanske adelsmand, som overlevede grækernes indtagelse og ødelæggelse af Troja.  Prins Æneas flygtede fra Lilleasien til Italien, hvor hans efterkommere regerede, indtil slægten døde ud med den gale kejser Neros selvmord.

Videre mod øst kommer man til de store gader Via Nazionale og Via Cavour, i hvilket område der op til 1870 lå haver, vingårde og marker, indtil den nye nationale samling gjorde, at man fik brug for at udvide Rom med bygninger til regeringskontorer og boliger til den kæmpe stab af embedsmænd og andre, der nu flyttede til byen.

Karakteristisk for området er de lange retvinklede gader, der stikker ud fra Rom's ellers så krogede gadenet, og for at understrege nationens samling, der var årsagen til byggeriet, fik gaderne navne som Via Torino, Via Napoli, Via Milano og Via Palermo.

Mellem de store parallelle gader med de mange forretninger, der har gjort Monti til en særdeles levende bydel, finder man dog stadig nogle af de gamle montesiske kvarterer med gader som Via Panisperna, Via Baccina og Via Madonna dei Monti med små værksteder, butikker og folkelige spisesteder. Her finder man stadig det gamle Rom.

For enden af den nyetablerede Via Nazionale, ved Piazza dell' Esedra, der nu hedder Piazza della Repubblica, med den halvcirkelformede bebyggelse af Umbertinopaladser, ville man i 1885 opføre en fontæne, der skulle udgøre en flot afslutning på den lange bredde gade.

Mange overvejelser blev gjort, og diskussionen gik til tider højt på Campidoglio, indtil man blev enige om, hvordan fontænen skulle se ud, og Rutelli kunne gå i gang med arbejdet.  I 1901 stod fontænen så færdig, og allerede inden da havde den givet anledning til stor forargelse.

Den store runde fontæne viser nemlig fire velskabte najader, støbt i bronze, som symboler på henholdsvis søerne (nymfen med svanen), oceanerne (nymfen med havhesten), floderne (nymfen med fabeldyret) og de underjordiske vande (nymfen med dragen).

Disse yndige upåklædte kvindefigurer, hvis æggende former fremhæves yderligere af vandets draperier, skabte en storm af protester, hvor man kaldte fontænen for skamløs og et ublufærdigt monument.

Skandalen lagde sig dog omsider, og i 1911 blev fontænen suppleret med en havgud, der holder en delfin, som sprøjter en kraftig vandstråle højt op i vejret.

Det fortælles, at man før i tiden kunne opleve et par ældre damer, der efter gudstjenesten i Santa Maria degli Angeli, stoppede op ved fontænen for lidt vemodigt  at betragtede de yndefulde skikkelser, hvortil de i deres unge dage havde stået model for billedhuggeren. Ak ja, det var dengang, sagde den ene til den anden.

Monti's befolkning hævdede at være de ægte romere, og kunne ikke acceptere, at befolkningen i Trastevere gjorde det samme. Gennem tiderne har dette ført til utallige fejder og regulære gadekampe med dødsensfarlige stenslynger, ligesom Monti-beboerne fik øgenavne som "kålædere" på grund af områdets oprindelige landlighed.

Efter en historie, hvor et madonnafigur blev stjålet fra en husmur og gemt i en mødding blev de kære monticiani også kaldt for "madonna-tyve" og "krucifiks-røvere". Og i en gammel tarantel synges der: "Li monticiani so' tutti grevacci - Stacca Madonne e Crocifissi" - De fra Monti er slyngler til hobe - river madonnabilleder ned og røver krucifikser.

De fleste beboere i Monti var dog skikkelige flok, der levede et almindeligt liv, men i den østlige del af rionen - ude ved San Lorenzo - boede en lokal bande, der var værre end selv de værste rødder fra Trastevere og Ponte.  De var mestre i at kaste med "selci" - brosten, og i kampe med dem, blev mange båret blødende væk fra slagmarken. Ja, selv det dengang nærmest militært udrustede fascistiske politi måtte ved flere lejligheder trække sig tilbage med både sårede og døde efter kampene med de såkaldte "sanlorenzini".

I Via Cavour, lige ved krydset Via dei Serpenti og Via degli Annibaldi findes tunnelsmøgen Via Francesco di Paola, som er et rigtigt skummelt sted, hvor man den dag i dag godt kan forestille sig, at man ikke skulle bevæge sig hen, hvis man havde sit liv kært.

Tunneltrappen, der fører fra Via Cavour til kirkepladsen foran San Pietro in Vincoli, går under et palazzetto, som i renæssancen tilhørte Donna Vanozza Catanei, der var pave Alexander VI's konkubine.

I dette palazzetto holdt Donna Catania en aften et selskab, hvori hendes søn, den berygtede Cesare Borgia, hans ældre broder og hertugen af Gandria deltog. Hvad der skete under denne middag ved man ikke, men nogle timer efter at de 2 brødre havde forladt selskabet, fandt man hertugens lig ved Tiberen - dræbt af flere dolkestød.

Dette er blot et af flere eksempler på Borgiaernes livsførelse, og vakte naturligvis stor opsigt i Rom.

Mange paver holdt meget af det modsatte køn, og Borgia-paven Alexander IV levede heller ikke ligefrem et liv i ren cølibat. Udover sin intime forbindelse til Donna Vanozza, købte han sig også til den smukke Giulia Farnese ved at gøre hendes broder til kardinal, og i 1567 kunne man på de talende statuer læse følgende dialog, da det blev afsløret at paven havde lade sin elskerinde stå model til et billede af Jomfru Maria:

Marforio: "Ved du, at der er et billede af Jomfru Maria over kardinal Farnese's kammerdør, som Alexander VI lod opsætte?"

Pasquino: "Ja da, det er et billede af kardinalens søster, hende der var Alexanders konkubine, og ved dette ærlige middel blev hendes broder Alexander Farnese gjort til kardinal og siden til pave".

I Peters-kirken kan man i øvrigt se della Porta's gravmæle for Paul III, hvortil den smukke Giulia Farnese har stået nøgenmodel til statuen af retfærdigheden. En udenlandsk student skulle engang være blevet så betaget af denne smukke statue, at han gemte sig i kirken natten over for at tilbede Giulia og blev fundet død næste morgen.

I dag er Giulia's nøgne legeme skjult af et bronzelagen, som kardinal Odoardo Farnese små 100 år senere lod dække kunstværkets fristelser. Så nu er det knapt så farligt at studere Paul III's gravmæle.

En gammel romersk tradition, som levede helt op til vort århundrede i Monti, var hyrdernes julehyldest til Madonna. Efter traditionen begyndte disse "i pifferari" deres gang rundt i gaderne den første søndag i advent, hvor de to og to spillede på fløjte og sækkepibe nedenfor madonnabillederne.

Ude ved San Giovanni in Laterano - alle kirkers moder, havde man også sin egen bydelsfest, hvor man om aftenen den 23 juni omdannede hele området til en stor festplads. Gaderne blev pyntet med blomsterguirlander og kæder med kulørte lamper, og fra  boder blev der solgt søde sager, friskbagte pizzaer og lunser af spidstegt pattegris, der blev skyllet ned med Frascati-vin.

Men det vigtigste ved denne Sankt Hans fest var de gode og fede snegle, som netop på denne årstid var en delikat spise, der blev indtaget i bjergevis af de kære monticiani og romere fra Rom's øvrige rioni, der strømmede til festen, hvor man her på årets korteste nat skræmte de onde ånder bort med lys og støj og samtidig fejrede sneglesæsonen.