Deres
forplejning var sluppet op, og specielt mangel på vand,
var katastrofal. Lige før soldaterne opgav og bukkede
under for strabadserne, så de en ung pige (en virgine),
der vinkede af dem, og gravede i jorden med sine bare hænder.
Og der hvor hun havde gravet sprang en kilde frem.
De
romerske soldater og denne historie er legendariske, men
kilden der forsyner Trevi-fontænen med sit klare grønne
vand er der stadig, og giver også vand til mange andre
fontæner i Rom - ligesom den i sin tid tilførte vand
til Agrippa's termer, der lå bag Pantheon.
Den
første Trevi-fontæne, som kendes er fra 1412. Det var
en lille primitiv fontæne med afløb til tre bassiner
foran et beskedent brøndhus. Efterfølgende har mange
hver for sig bidraget til rekonstruktioner og varierende
udsmykninger til fontænen, og selvom den sidste indsats
blev gjort af Nicola Salvi, står der Bernini over den
fontæne, man i dag kan se på bagsiden af Palazzo Poli.
Der
er mange legender omkring Trevi-fontænen. Det
hedder bl.a. i folkemunde at "l'aqua de Trevi é
una gran aqua", da man mente at vandet kunne
helbrede hele 12 forskellige sygdomme, og at "chi
beve l'aqua de Trevi, nun se ne scorda" (den der
drikker af Trevi's vand, vil ikke kunne glemme det).
Det
sidste ordsprog blev udlevet ved den folkelige skik, at
når en ung mand skulle forlade Rom, gik han med sin kæreste
i hånden til Trevi-fontænens bassin med den lille
"fontanalla degli innamorati" (de forelskedes
lille fontæne).
Pigen
medbragte et glas, som ingen nogensinde havde drukket
af, fyldte det med vand fra fontænen og gav det til den
unge mand, som tømte det. Han gav herefter det tomme
glas tilbage til sin kæreste, som symbol på, at han
ville vende tilbage til hende - og med en højtidelig
bevægelse knuste hun glasset mod brolægningen.
Dette
er blevet til den ceremoni, man kan se i vore dage, hvor
man i stedet for at drikke af vandet, kaster en soldo
over venstre skulder og hvisker Arrive'derci Roma!
Mange
følger denne tradition, og det bliver da også til en
net sum, som Rom's myndigheder kan samle op fra fontænen,
selvom romerne selv mener, at dette, at kaste en mønt,
ikke fører til noget som helst. Nej, man skal som et
minimum drikke af fontænen for at kunne ønske sig
tilbage til Rom.
Fra
Trevi-fontænen er der ikke langt til Quirinal-højen,
der prydes af samlesættet med Castor og Pollux og deres
heste, som er årsagen til at højen populært kaldes
Monte Cavallo - Hestehøjen.
Gruppen
stod oprindeligt for enden af Alta Semita, der fra 1561
blev kaldt Strada Pia efter Pius IV. Den hedder i
dag Via del Quirinale og fortsætter så langt øjet rækker
ud af Via XX Settembre, gennem Porta Pia til Ponte
Nomentana.
Sixtus
V, der holdt af lange lige gader og havde smag for et
vue for enden af disse, lod i 1588 arkitekten Domenico
Fontana flytte de to herre og deres heste nogle meter.
Og for at få en nobel afslutning samt for at pryde
pladsen foran sit palads, lod han bygge en fontæne
mellem skulpturerne. På soklerne til de to
skulpturer stod der oprindeligt, at den ene var af
Phidias og den anden var af Praxiteles, og at
mandsfiguren forestillede Alexander den Store med sin
ganger Bucafalos.
Det
fik pave Urban VIII imidlertid fjernet i 1634, da
han havde fundet ud af, at disse 2 græske kunstnere
ikke var samtidige med Alexander den Store, som således
ikke kunne have stået model.
Og
videre i 1781 fandt man i Marsmarken den ene af de 2 ægyptiske
obelisker, der tidligere havde prydet kejser Augustus'
gravmæle, hvilket fik Pius VI til at ønske denne rejst
her på Piazza Quirinale.
Arbejdet
blev givet til Giovanni Antinori, der fjernede fontænen,
flyttede de 2 skulpturer, drejede dem en halv omgang,
placerede obelisken i midten og satte et bassin - hentet
fra Castortemplet på Forum Romanum - foran hele
herligheden.
Bygningsværket
var ikke populært hos roms befolkning, og før
obelisken skulle rejses, blev Antinori advaret gennem et
anagram på hans navn "Antinori - Non tirai" (Antinori
- træk ikke, d.v.s. i de reb, der skulle rejse
obelisken), og paven blev drillet med ordene "Opus
Per-Phidia Pii VI" (Pius VI's afskyelige værk).
Piazza
Barberini ligger også i Rione Trevi, og her finder man
- midt på den trafikerede plads Triton-fontænen, som
naturligvis må have nogle ord med på vejen.
Skaberen
af denne fontæne er Urban VIII, eller rettere, det var
ham der fik Gian Lorenzo Bernini til at opføre nogle af
Rom's mest fantastiske fontæner.
Bernini's
første fontæne blev Api-fontænen til Belvederegården
i Vatikanet og siden "søsteren" her på hjørnet
af Piazza Barberini og Via Veneto, der blev opført for
at udnytte overskudsvandet fra Triton-fontænen.
Som
inskription på Api-fontænen lod Bernini mejsle, at den
var skabt i det XXII år af Urban VIII's pontifikat - i
stedet for, som rigtigt var, i det XXI. Der manglede således
1½ måned i det 22. regeringsår. Fejlen gav
anledning til folkelig hån mod den ødsle pave, og
bl.a. en såkaldt pasquinade, der sagde, at ikke alene
udsugede Urban VIII folket, han ville også udsuge selve
tiden.
Fejlen
blev naturligvis hurtigt rettet, således pontifikatets
årgang blev anført til XXI, hvilket blev udlagt som,
at paven ikke ønskede at opleve sit XXII. regeringsår.
Faktisk døde Urban VIII 8 dage før sit
pontifikats XXII. år.
Selve
Triton-fontænen blev skabt i 1643, og regnes for en af
Bernini's fornemmeste fontæner. Den er blevet besunget
af digtere fra alle verdensdele, skildret af utallige
malere, beskrevet af kunsthistorikere og omtalt i
hundredvis af artikler og rejsebreve - bl.a. af vor egen
H. C. Andersen, der havde sin bolig i kvarteret.
I
kvarteret boede også Thorvaldsen, hvilken man kan se af
marmortavlen på ejendommen i Via Sistina 46.
Thorvaldsen
havde sin gang i det af mange danske kunstnere på den
tid søgte osteria "Il Baiocco" i starten af
Via Capolecase, hvor også hans værksted lå - i en
bygning der nu er nedrevet for at give plads for en
kedelig kontorejendom
Ved
Piazza Barberini er man på kanten af det fornemme
"Turistkvarter" omkring Via Veneto, der ender
oppe ved Borghese-parken. Her ligger de dyre
hoteller og restauranter og her vrimler det med
velhavende turister og tjenere i hvide jakker. Så den
vej går vi ikke!
Næ,
vi vender snuden den anden vej, for der er stadig lidt
tilbage af Rione Trevi's oprindelige jeg i de små gader
mellem Piazza Barberini og Trevi-fontænen.
Her
finder vi stadig nogle små madhuler, som har sine rødder
i den gamle værtshuskultur, der engang var
kendetegnende for området. Her kan man stadig finde små
trattorier med opslag som "Kreditten er død - dræbt
af dårlige betalere" eller "I dag gives ingen
kredit - men i morgen".
Her
hører man vendinger som "til kallun skal mynte,
til skinke skal ærter - og til begge dele en god slurk
vin" eller, når der siges at suppen er god for syv
ting, "den stiller sulten og slukker tørsten,
skyller tænderne og renser tarmene, hjælper fordøjelsen
og giver skønhed og røde kinder.
Det
er her, der er noget at komme efter - det er her
Thorvaldsen og Andersen ville have spist frokost.
