Ikke som i dag, hvor man kommer til Rom via Termini eller en af de 2 lufthavne.  Næ, dengang gjorde man sin entre på mere statelig vis i hestekøretøj gennem Porta del Popolo, forbi den 3.000 år gamle obelisk, mellem kirkerne Santa Maria dei Miracoli og Santa Maria in Montesanto og op af flotte Via del Corso.

Sådan har Thorvaldsen, H. C. Andersen og andre af vore landsmænd set Rom for første gang, og det har nok gjort større indtryk, end det vi stakler oplever i dag, når vi rumler ind til byen i charterselskabets bus eller med en bulet Fiat-taxa.

På Piazza del Popolo stod "la Berlina" (gabestokken), her rejste man det grusomme skafot, når noblere forbrydere skulle aflives, her stod kardinaler og riddere for at modtage Lucrezia Borgia, da hun skulle giftes med hertugen af Ferrara og her blev dronning Christina af Sverige budt velkommen i 1655, da hun kom for at konvertere til den katolske tro.

Det var her karnevalet startede, herfra de vilde heste i "Corso dei Barbari" startede deres voldsomme væddeløb op af Via del Corso og her "jødeløbet" tog sin begyndelse, når et antal ulykkelige beboere fra ghettoen blev tvangsudskrevet til at løbe for livet op af Via del Corso forfulgt af vilde bøfler.

Via del Corso, der er hovedgaden i Campo Marzio hed tidligere Via Lata, som betyder Bredgade, men på grund af alle disse væddeløb, kom den i folkemunde til at hedde "Il Corso" - væddeløbsbanen.

Fra Piazza del Popolo og langs med Tiberen lå der små rønner, hvis beboere romerne kaldte "katte-æderne". Her ernærende kvinderne sig som vaskekoner ved floden og mændene skaffede til føden ved røveri og alfonseri. 

I dette kvarter og i området udenfor Porta del Popolo vovede godtfolk sig ikke hen uden ledsagelse, og når mørket havde sænket sig, var det ensbetydende med det rene selvmord at færdes i kvarteret.

Længere oppe af Tiberen, omtrent på det sted, hvor Ponte Cavour nu fører strømmen af biler over floden mellem Campo Marzio og Prati, lå den gamle Ripetta-havn, som desværre helt er forsvundet. 

Det eneste, der er tilbage fra havnen, er de 2 "vandsøjler", hvorpå man noterede de forskellige oversvømmelser med indstregninger og dato, samt angivelse af hver vandflod med den aktuelt regerende paves navn. De kan i dag beses på Piazza Cavour.

Her på havnen havde færgemanden Toto Bigi med tilnavnet "Bocalone" - den højtkæftende,  sin apostolisk privilegerede færge, hvor han befordrede romere af lavere rangklasser over til den landlige side af Tiberen, hvor de i "Prati di Castello" - Engelsborgs marker kunne tage på udflugt i det grønne. 

Dette var et yndet udflugtsmål for befolkningen i Campo Marzio, der søndag eftermiddag strømmede til Prati med madkurve og billig apulisk vin, for at nyde søndagsfrokosten og lade sig divertere af gøglere i Alhambrateatret. Og om aftenen genlød Tiberen af sang og mandoliner, når man i skæret til fakler blev fragtet tilbage til hverdagen af den højtkæftende færgemand.

Mellem det sørgelige miljø ved Tiberen og Via del Corso lå et mere mondænt kvarter med store palazzo'er og mere beskedne borgerhuse, og her finder man Piazza Borghese, der var - og fortsat er - en af romernes foretrukne pladser. Her går man på jagt efter gode tilbud i de mobile bogudsalg og små boder med ting og sager.

Fra Piazza del Popolo udgår på venstre hånd Via del Babuino (baviangaden), der har fået sit navn fra den sære figur, der ligger ovenpå et brøndkar ca. midtvejs mellem Piazza del Popolo og Piazza di Spagna. Denne fyr forestiller en satyr eller en silen, og blev i folkemunde kaldt "Il Babuino" - bavianen, måske fordi han deltog særdeles aktivt som "talende statue". Disse talende statuer, der revsede paver og kardinaler er omtalt i afsnittet om Rione 6 Parione.

Mange enfoldige romer-koner er i tidens løb gået i en stor bue uden om bavian-statuen, da han var "iettatore", hvilket vil sige, at han havde "onde øjne". Noget man i den romerske almue havde stor respekt for.

Parallelt med Via Babuino løber Via Margutta - den gamle kunstnergade, og her finder man Campo Marzio's signaturfontæne fra 1927.I området fra Via del Corso - ned til Piazza di Spagna lå op til vort århundrede det mest betydningsfulde og mere mondæne turistkvarter. 

Her boede 1800-tallets kunstinteresserede, der rejste på dannelsesrejse til Rom, og her ernærede romerne sig som hotel- og pensionsværter, hvilket var en særdeles givtig forretning. I dag er dette område særdeles prominent med den velassorterede indkøbsgade Via Condotti og de fornemme hoteller ovenfor Den Spanske Trappe.

Området ovenfor Den Spanske Trappe - fra kirken Trinità dei Monti og ud til Pincio - hører også med til Campo Marzio. Herfra er der en pragtfuld udsigt over Rom, og her ser man i dag romerne valfarte til den nærliggende Borghese-park om søndagen, hvor de promenerer i søndagstøjet og viser børnene frem for alle, der vil klappe dem på hovedet og udbryde "bella".

Ved siden af Trinità dei Monti ligger Villa Medici, der i gården har en fontæne fra papa Sisto's tid. Fontænens smukke granitskål blev købt hos munkene i San Salvatore in Lauro i 1587, og til den kanonkugle, som vandet springer op gennem, er der knyttet en lille historie.

Den svenske dronning Christina havde i 1655 en aftale med den franske maler Charles Enard, om at hun ville banke på hans dør på et nærmere aftalt klokkeslæt. På det aftalte tidspunkt var dronningen imidlertid på besøg på Castel San Angelo og kunne ikke nå at overholde sin aftale.

Dronningen fik imidlertid kommandanten på Castel San Angelo, der på dette tidspunkt var fæstning, til at affyre en kanonkugle, der susede hen over Rom's tage, over Tiberen og landede med et brag foran Villa Medici's port. Dronningen havde banket på som aftalt!

I en anden version af historien gjaldt det en aftale mellem dronning Christina og kardinalen, der boede i Villa Medici. De skulle mødes på Castel San Angelo. Og da kardinalen, der var kendt for at sove længe om morgenen, ikke mødte op til aftalen beordrede dronningen ham vækket med den famøse kanonkugle.

Hvilken historie, der er den rigtige, er ikke til at vide. Men kanonkuglen kan man se i gården til Villa Medici.

Befolkningen i Campo Marzio har altid haft ry for at være velmeriterede borgere, men som kontrast hertil fandtes indtil for få år siden - i gaderne bag Via del Corso - en mængde offentlige men lovlige "huse" af varierende standard. 

Nu har de alle veget pladsen for anstændige hoteller, forretninger, restauranter og cafeer, så man kan roligt begive sig ind i Campo Marzio uden hverken at frygte for sit liv, vildfløjne kanonkugler eller fristende tilbud.