Undertiden
ser
man,
at
Rioni
Ponte
skulle
have
navn
efter
denne
bro,
men
dette
er
ikke
korrekt,
da
Pontenavnet
til
rionen
først
kommer
til
i
middelalderen.
I
antiken
var
området
kendt
som
den
9.
augustæiske
region
med
navnet
Circus
Flaminius
og
indgik
i
den
større
region
Campus
Martius.
Billedet
af
den
bro
der
indgår
i
Rione
Pontes
våbenskjold
er
da
også
Ponte
Sant’Angelo,
som
den
så
ud
før
den
fik
sin
nuværende
skikkelse
under
barokken
og
blev
udstyret
med
de
mange
englestatuer
fra
Berninis
værksted.
Der
er intet tilbage i denne rione fra antikkens
storhedstid, men
alene huse fra 1400- og 1500-tallet i små stræder.
I
Ponte var det adelsfamilien
Orsini, der havde magten
helt tilbage fra middelalderen.
Ved
Tiberen, hvor broen Ponte di Sant Angelo fører over til
Engelsborg, lå det berygtede Tor di Nona, der var
pavernes fængsel for forbrydere, der ikke var fine nok
til anbringelse i Engelsborg.
Tor
di Nona var for de fleste blot et ventested inden den
sikre vej til galgen, og ved fængslet fandtes da også
et af Rom's mange henrettelsessteder, hvortil mange
fanger i fængslet havde udsigt. Her kunne de så sidde
og se tidligere henrettede, der ofte fik lov til at hænge
i rebet i flere dage til skræk og advarsel.
Gadenavnene
i dette område fortæller deres egen historie, og man møder
bl.a. Vicolo del Mastro (Bøddelsmøgen), Vicolo della
Corda (Rebgyden) og Piazza della Berlina Vecchia (Den
gamle gabestoks Plads).
Ikke
langt fra Tor di Nona lå gæstgiveriet Hostaria del
Leone, som blev drevet af Donna Vanozza, der var pave
Alexander VI's konkubine, og som sådan var fritaget for
de høje skatter på vin, hvilket gav hende en ganske
glimrende forretning.
Dette
hostaria findes ikke mere, men længere oppe af Tiberen
ved Via di Monte Brianzo ligger det eksklusive Hostaria
dell' Orso, som har rødder helt tilbage til
middelalderen og har navn efter Orsini-familien.
I
de engang så elegante huse i området omkring Via dei
Banchi Nuovi boede mange af tidens kurtisaner, som i
mange tilfælde var kvinder ud af god familie, der blot
valgte et liv som kurtisane, for at beholde deres frihed
og undgå et påtvunget ægteskab.
Der
var intet nedværdigende ved at være kurtisane. De
levede i pragt og var på mange måder førende i det
selskabelige liv.
Eksempelvis
havde Agostino Chigi et mangeårigt forhold til den
smukke Francesca, og ved hendes død arrangerede han en
fyrstelig bisættelse, som blev forestået af selveste
pave Leo X, hvilket vidner om den store agtelse for
hende.
I
modsætning til de fine og dannede kurtisaner fandtes
der også de "villige piger ved Ponte Sisto"
kaldet cortegiane di lume eller di candela - lysestumpskøgerne,
fordi de i deres armod måtte udøve deres erhverv i skæret
fra en flakkende tælleprås.
Ingen
anden by havde så udbredt prostitution som Rom, hvor
der i slutningen af 1400-tallet var registreret små
7.000 skøger, hvilket antal tilskrives det store antal
pilgrimme, der udover det verdslige også skulle
underholdes på anden måde.
Så
sent som for små 150 år siden blev Ponte omtalt som il
rione della malavita - forbryderrionen, og selv om dagen
kunne almindelige borgere ikke færdes uden risiko i
gaderne omkring Banchi Vecchi eller Piazza dei Coronari.
Her var det dagligdag med røveriske overfald.
I
dag er der bestemt ingen fare ved at begive sig ind i
Ponte,
og
