|
  
|
Der er ikke meget
tilbage af det store hus, der engang har rummet hele 50 værelser
og hvor de unge piger tog bolig, når de var blevet optaget i
ordenen og havde aflagt deres løfte.
Ved
kanten af det område, hvor vestalindernes hus lå kan man se en
række statuer af disse unge piger, der dog har taget en del
skade af tidens tand.
De
mest velbevarede statuer af vestalinderne finder man på Museo
Nazionale Romano.
Prøv
at finde den piedestal, hvor skriften er fjernet, for den vidner
om en vestalinde, der har begået noget vanærende og derfor er
ramt af det såkaldte Damnatio Memoriae, hvilket vi har en
speciel side om på hovedsiden over seværdigheder på Foro
Romano.
Der
er i dette tilfælde tale om en ung vestalinde ved navn Claudia,
der forrådte ordenen - eller kulten, om man vil, ved at
konvertere til kristendommen.
Vestalinderne
var medlemmer af en slags nonneorden under gudinden Vestas
beskyttelse.
Som Vestalinder optog man kun unge piger fra de
allerfineste familier.
De unge pigers opgave var at våge over
den hellige ild, der brændte på gudindens alter i Vestatemplet.
Vestalinderne
havde ret til at deltage i de mange offentlige fester, der blev
afholdt i Rom på den tid, men de skulle leve deres liv som
jomfruer.
Og gjorde de ikke det, blev de levende begravet.
Mellem
Roma Termini (hovedbanegården) og S. Maria degli Angeli
findes det område, hvor flere Vestalinder blev levende begravet
(det nuværende Piazza dell’ Indipienza), når de havde
besudlet deres pandebånd.
Måske
er det kun en legende, at Rea Silvia (moderen til Romulus og
Remus) måtte lide denne frygtelige død. Men fra Livius ved vi,
at to Vestalinder Opimia og Floronia i året 217 f.kr. blev
begravet på Campus Sceleratus, og romerske historiker har
registreret navne på i alt 12 Vestalinder, der er begravet her
uden for byens mure.
Vestalinderne,
der blev optaget i ordenen i 8 – 10 års alderen, skulle tjene
i 30 år, hvorefter de kunne træde ud af tjenesten og eventuelt
indgå ægteskab.
Der var 6 vestalinder, der alle blev udvalgt af
Pontifex Maximus.
Den 30-årige periode fordelte sig således, 10 år som
novice, hvor man lærte de forskellige ritualer og pligter, 10
år hvor man udførte dem, og 10 år hvor man underviste de nye
novicer.
Den ældste Vestalinde blev kaldt Vestalis Maxima (Den
højeste Vestalinde) eller Virgo Maxima (Den højeste Jomfru).
Hvis en vestalinde blev gjort ansvarlig for, at ilden var gået
ud, blev hun straffet med piskning af Pontifex Maximus,
hvorefter det var hans opgave at genskabe ilden ved hjælp af 2
træstykker fra et såkaldt Arbor Felix (lykke-træ).
|
