Historien er mere end god, men desværre ikke sand. Nil-figurens ansigt er dækket, fordi man på daværende tidspunkt ikke kendte Nilens kilder. Og vi behøver blot at se på et par årstal for desværre at udrydde denne udgave af ”den evige rivalitet”. Flodfontænen stod færdig i 1650, kirken blev først påbegyndt i 1651. 

Så er der mere hold i historien om Borrominis St. Agnes statue foran kirken. På det tidspunkt statuen blev opstillet, gik der vedholdende rygter om, at Berninis obelisk på flodfontænen var i fare for at styrte sammen. Borrominis statue rækker hånden ud mod fontænen med en velsignende bevægelse, som om hun ville beskytte obelisken mod at falde. Romerviddet mente dog straks at kunne afgøre, at helgeninden blot peger foragtelig, som om hun ville sige: ”Hvilken hæslig fontæne”.

Hvem var bedst?

En af de ufarlige ”sportsgrene” man kan dyrke i Rom er diskussionen omkring det snart evige – og altså også hér - standende spørgsmål. Hvem var bedst – Bernini eller Borromini? * De to arkitekter blev født næsten inden for det samme år, de startede deres professionelle karrierer som venner, inden de kastede sig ud i den bitre kamp mod hinanden om magtfulde velynderes gunst og deres attraktive kommissioner. Bernini har i lang tid haft naturlig forrang, også som arkitekt. Hans produktivitet var enorm, hans geni som billedhugger er indiskutabel. Til gengæld er Borromini som arkitekt, især inden for de seneste årtier, blevet fremhævet for sin større originalitet og mere kunstnerisk nybrydende betydning. Omvendt har det aldrig skadet Bernini, at han var så farvestrålende en type, medens Borromini, efter alt hvad vi véd om ham, uden problemer ville kunne spille efter gehør i ”Svend Erik Kedeligs Kvartet”.

Men lad os se på nogle af deres mest kendte  bygningsværker, og så kan hver især efter smag og behag afgøre med sig selv, hvem man foretrækker, eller om man overhovedet skal foretrække den ene frem for den anden.

Borromini: S. Ivo alla Sapienza.

Denne lille kirke, bygget 1642-60, er indkorporeret i Roms gamle universitet, Palazzo della Sapienza, og ligner ikke nogen anden barokkirke i Rom. Grundplanen er en geometrisk meget kompleks kombination af 2 ligesidede trekanter, symbol for treenigheden, og sammenflettet så de danner et stjerne. Mure og kuppel er en lige så fantastisk kombination af konvekse, konkave og rette flader og linier, for slet ikke at tale om det lille snoede ”konditor-tårn” på toppen af kirken, som skal være  forbilledet for tårnet på Vor Frelsers Kirke i København. Står man i kirken fanges man af de stadige, vekslende fladeforløb, der i nærmest brusende kaskadeagtigt forløb leder op mod det himmelske lys. Hele vejen op fra grundplan til kuppel holder Borromini stjerne-grundplanen med en henholdsvis konkav og konveks afslutning på stjernens spidser i nye overraskende forløb og variationer. En arkitektonisk perle.

Bernini: St. Andrea al Quirinale.

Bygget i perioden fra 1658-70. Efter sigende Berninis egen yndlingsbygning, hvor han, delvis på grund af byggegrundens begrænsninger, vender den hidtidige klassiske orientering for kirkerum 90 grader rundt ved at lade den længste side i den ovale grundplan orientere sig i bredden, medens den korte side leder næsten direkte fra indgangspartiet og op til højalteret. Den meget klassisk orienterede facade er trukket tilbage fra en lille halvcirkulær, tempellignende udbygning med våbenskjoldet for kirkens kommissionær, prins Camillo Pamphili, der matches af den lette og elegante halvcirkulære trappe. Kirkens indre, populært kaldet ”barokkens perle” er nærmest rokokko-agtig i sit spil med lys og skygge i den grå og lyserøde marmor og sit mylder af allegoriske figurer, engle, keruber og små fede putti-børn. Overalt sidder, svæver eller flyver de på gesimser, søjlekapitæler og omkring altertavlen og kirkens lanterne. Højalteret er opbygget omkring kirkens helgen St. Andreas, der sky-let løftes op mod helligåndens due og kuplens lyse og himmelske frelse af en hærskare af engle. Samlet et kirken og dens udsmykning et virtuost slagnummer fra Berninis side af næsten paradeagtig karakter, og hvor også hans store kvaliteter som billedhugger står åbenlyst til skue og smiler én i møde.

Borromini: St. Carlo alle Quattro Fontane.

Bernini stod bag, da Borromini som ganske ung, og før rivaliteten imellem dem for alvor satte ind, fik kommissionen til at tegne en kirke og et kloster til en spansk trinitarorden og bygge det på et ganske lille jordstykke i krydset mellem gaderne Via XX Settembre og Via Quatro Fontane. Han arbejdede hele sit liv på denne kirke og facaden blev først afsluttet kort før hans død.

Det lykkedes hér for Borromini at skabe et bygningsværk, der måske mere end noget andet rummer den pulserende, dramatiske bevægelse som barokken søgte og stræbte efter. Et sandt arkitektonisk mesterværk.

Facaden er bortset fra indgangen en bølgende bevægelse af s-formede konvekse (indadvendte) og konkave (udadvendte) kurver. Intet sted drages øjet af et dominerende element, som man ellers ville finde det i en flad renæssance-facade. Men intet udefra forbereder dog én på det, man præsenteres for, når man går ind i kirken. Det grundlæggende element er den ovale form, men hér brydes og sammenknyttes denne grundform i helt unikke og plastisk sammenhængende  kompositioner. Kuplen i toppen er, snarere end en afslutning af kirkerummet, en formelig eksplosion op mod det himmelske firmament. Som i de fleste af Borrominis kirker er den holdt næsten helt i hvidt og, skønt man ikke fornemmer det, når man står inde i kirken, så er den så lille, at den kan rummes inden i én af Peters-kirkens grundpiller. Kirken kaldes da også populært ”San Carlino”. Det lille kloster med klostergård bærer også Borrominis kendetegn, det lette og flydende. Der er ingen bærende søjler i hjørnerne af den aflange klostergård. I stedet bæres den overliggende loggia af parvise søjler med overliggere af en en sådan lethed og elegance i udformningen, at det giver hele bygningen en nærmest svævende karakter.

Bernini / Borromini: Palazzo Barberini.

Her har vi et arbejde fra tiden, hvor Bernini og Borromini samarbejdede nogenlunde harmonisk. Paladsbyggeriet blev bestilt af pave Urban VIII i 1625 med Carlo Maderno som arkitekt og  Borromini som hans assistent. Ved Madernos død overtog Bernini arbejdet som chefarkitekt. Bernini var på dette tidspunkt stort set uden kendskab til større byggearbejder, og han måtte i starten læne sig op ad Borrominis større erfaring.

Paladsets dobbeltfløjede indgange leder på venstre hånd ind til Berninis store kvadratiske trappe, på højre hånd ind til Borrominis mindre ovale trappe. Berninis trappe er imponerende i sit 90 graders stigende drejninger, medens Borrominis elegante ovale trappeforløb allerede hér viser hans eminente evne til at give små rum stor monumentalitet.

På paladsets hovedbygning skal især bemærkes, hvorledes de 3 arkade-etager er inddelt på klassisk vis med doriske søjler på nederste etage, ioniske på mellemetagen og korintiske på den øverste etage, men inden for rammerne af denne klassiske model bør man bemærke Borrominis fornyende måde at give vinduerne falsk perspektiv i indramningen og sidevinduerne vinget og flyvsk ornamentering, så facaden fremtræder på én gang renæssanceagtig rolig og barokagtig levende.

Bernini: Piazza Barberini.

Lige neden for Palazzo Barberini på pladsen af samme navn, puster Berninis Triton-gud vand i lystig mængde i Fontana del Tritone. Hér brød Bernini med alle tidligere fontæneregler ved at lave en ren skulpturel fontæne uden arkitektoniske elementer. Triton hviler i en kæmpe muslingeskal, båret af 4 delfiner, mens han puster vand ud af en konkylie.

På samme plads ved hjørnet af Via Veneto kan man se Berninis Fontana delle Api (Bi-fontænen) til ære for pave Urban VIII (Barberini), hvor familievåbnet med de travle bier indgår i form af 3 store bier der kravler hen over en stor musling for at drikke af den springende kilde.

Hér kan vi så stoppe op på den store plads, se på de pragtfulde Bernini-fontæner, lade blikket glide videre mod Palazzo Barberini og op mod San Carlo alle Quatro Fontane, og spørge os selv: Hvem var bedst - eller skal spørgsmålet overhovedet stilles?

Man kunne jo også som kardinal Barberini, den senere pave Urban VIII, bare svare: Hvem af dem der skal være arkitekt - Hvorfor ikke dem begge?

PK