|
Denne plads har
altid været et af Roms store samlingspunkter, og det
var bl.a. her man mødtes ved kongerigets oprettelse i
1870, ved indførelsen af demokratiet og når der efterfølgende
var valg til Deputeretkammeret.
Men
pladsen har også gennem tiden været center for sortbørshandel
og samlingspunkt for fristende tilbud om billig
valuta, der venligt blev leveret i falske sedler,
ligesom mange har haft uheldige oplevelser med lommetyve
på pladsen, mens de beundrede Marcus Aurelius-søjlen.
På
grund af det lidt blakkede ry opstod der talemåden
"Chi si ferma qui è perduto" - den der
standser her er fortabt!
I
dag er der hverken sortbørshandel og billig valuta at
hente på Piazza Colonna. Man kan købe sig en fodboldtrøje
i den veludstyrede Roma-butik - og ellers begive sig ud
på Via del Corso, hvis man vil handle.
Der
findes en stadfæstelse fra år 962, hvor pave Giovanni
XII bekræfter en koncession til klostret S. Silvestro
in Capite, hvorefter munkene kunne tage entre fra
pilgrimme, der havde lyst til at bestige Marcus
Aurelius-søjlen og nyde udsigten over middelalderens
Rom.
Munkene
fra S. Silvestro in Capite var i øvrigt ikke de første
der nærede sig ved turister i Rom. Allerede i år 193
byggede en frigivet slave ved navn Adrastus sig en lille
hytte for foden af søjlen, hvorfra han opkrævede
entre. Ved en udgravning på pladsen i 1777 fandt man de
2 marmortavler, som Adrastus havde haft stående med
oplysning om entrepriser til søjlen, som blev omtalt
som Antonino-søjlen.
På
Piazza Colonna finder man også Jacobo della Porta's
vandkunst fra 1575, som i dag syntes lidt forladt på
kanten til den trafikerede Via del Corso.
Sjovt
er det at tænke på, at der her - blot tilbage i
klunketiden sad et distingveret publikum omkring caféborde
og hilste andægtigt på dronning Margherita, når hun
passerede i sin landauer.
Jo,
Rom var blevet forvandlet fra en provinsiel paveby til
en fin storby - en hovedstad, hvor man iværksatte
initiativer for at kunne måle sig med Europas andre
storstæder.
Og
netop her på Piazza Colonna tændte man nytårsaften
1854 de første elektriske buelamper i Rom, hvilket man
godt kan forstå må have været lidt af en epoke, når
man tænker på, hvilket buldrende mørke, der må have
været, når natten sænkede sig over de snævre gader i
den gamle bydel, hvor man kun havde haft flakkende
olielamper, der brændte fra de mange små tabernakler
og madonnabilleder.
Smukt,
men utrygt må det have været at færdes i Colonna's små
stræder, når mørket havde sænket sig, hvilket man
godt kan filosofere over, når man i dag ser alle
lavenergipærerne og reklameskiltene i kvarterets
butikker og spisesteder.
|
