|  Væggene
                var oversået med pokaler, præmier og Lazios klubflag. Dér
                kunne man få en Bistecca di Manzo, patate arosti, un insalate
                mista og en mezzo flaske Frascati for 800 lire – det var
                billigt – og kvaliteten i top. Om aften var stedet og pladsen
                foran samlingssted for gadens beboere, far, mor og børn, i
                livlig snak over en drink eller en caffè. Familieharmonien
                blomstrede, selvom man om dagen kunne møde adskillige af
                mødrene i de mere dubiøse områder ved Termini, hvor de
                supplerede familiens indtægter ved at inddrage andre herrer i
                kønslivets herligheder. ”Mussolini” havde 2 sønner, Gianni og
                Franco, der ikke lavede dagens gerning. Hvis ikke de var ude og
                kurtisere piger, lå de og flød i en sofa i hotellets
                reception.  På Peter og Paulus navnedag den 29. juni
                havde jeg været ude og se pave Paul VI blive båret over
                Peters-pladsen under jublende tårer fra den tusindtallige
                mængde.  Ved hjemkomsten til hotellet holdt de travle
                hoteldrenge klar i en Fiat 500 cabriolet sammen med 3
                kammerater. Vi skulle til fodbold på Stadio Olympico.
                Blinklysene virkede ikke, så jeg stod oven på kardanakslen med
                overkroppen ud gennem det tilbagerullede lærredstag og havde
                kun én opgave: At række hånden ud til venstre eller højre,
                når kommandoråbene lød fra formel 1-føreren Franco.  Da vi ankom til stadion, sluttede vi
                racerkørslen med at køre ind i en rustvogn! Problematico?
                Ingenlunde. Ud af rustvognen sprang 20 glade fodboldfans. Hvad
                er en bule mod fodbold: AC Roma mod FC Santos fra Brasilien med
                legendariske Pelé på holdet? Under tårevædet jubel løb roma-spillerne
                på banen med målmand Pizzaballa (det hed han!) i spidsen. Ved
                halvleg var jubelen forstummet, Pizzaballa udskiftet, og Santos
                førte med 4-0 og kampen sluttede 7-1 under tumult. Tomater,
                sædepuder og alskens andet regnede ned over de stakkels
                roma-spillere. Hos italienske fans er der ikke langt fra
                helgenagtig tilbedelse til den dybeste foragt. Men Pelé var en
                oplevelse, han scorede 5 mål. Ved hjemkomsten til hotellet var der kaos i
                gaden. Biler holdt i kø fra alle sider under en øredøvende
                koncert for bilhorn. Omkring bilværkstedet var der tumult. 
                ”Charles Aznavour” og ”Mussolini” var røget i
                totterne på hinanden over et eller andet økonomisk
                mellemværende. Charles havde hevet Musses motor ud af dennes
                bil, og den stod nu og blokerede gaden under vilde tilråb fra
                de to kamphaners tilhængere.  Aznavour vandt på points. Han fik sine penge
                og motoren kom på plads og alle var glade igen. Minder fra et Rom, der i dag er forsvundet.
                ”Mussolini” og ”Aznavour” er borte, Hotel Union er i dag
                Hotel Grifo og et lidt for gennemsnitlig og dyrt
                turistklassehotel, og Trattoria Lazio er syet om til indisk
                karry-tempel. Men Via del Boschetto er stadig en dejlig
                gade, ingen trafikstøj, flere gode spisesteder, ja Quadrifoglio
                oven i købet et fremragende sådant, og så kan man i gaden
                booke en god lejlighed med gårdhave gennem Rom-guiden til under
                100€ for to personer.  Det kan du læse mere om på siden om  ”Lejligheder i Rom” her på guiden. 
                
                PK |