Ikke langt fra Den spanske Trappe ligger St. Andrea delle Fratte eller “Madonna del Miracolo” som den også kaldes. 

Det er måske den mest berømte af alle Roms kirker, der er viet til Jomfru Maria. 

Den første kirke her blev bygget i det 12 århundrede. Navnet hentyder til at beliggenheden på den tid var i byens udkant. En ombygning fandt efter al sandsynlighed sted i det 15. århundrede og blev ved den lejlighed Skotsk national kirke. Efter reformationen blev den overgivet til Minims-ordenen, som stadig driver den.

Hentydningen tager sit udgangspunkt i et kapel, hvor den franske jøde, Alphonse Ratisbonne, siges at have modtaget en åbenbaring af den hellige jomfru Maria d. 20 januar 1842. Ratisbonne, en nydelsessyg, voldelig og karakterløs ung mand,  var på en sidste fornøjelsesrejse til Rom inden han skulle giftes. Her mødte han en præst der forærede ham en medalje, “la Médaille Miraculeuse”. Denne var slået til minde om Catharina Labourés vision af jomfru Maria  i 1830. Den hellige jomfru viste sig som et billede. Hun stod på en jordklode med en slange under foden. Lys strømmede fra hendes hænder og rundt om hende stod bønnen: “O Maria, undfanget uden synd, bed for os som vender os til dig”. Derefter drejede billedet sig og viste nu bogstavet M med en bjælke igennem og på bjælken var der et kors. Tolv stjerne omkransede M’et, og under bogstavet var 2 hjerter, det ene gennemboret af et sværd og det andet kronet med torne. En stemme bad hende om at få lavet en medalje med disse symboler og lovede stor nåde på forbøn af Guds moder til alle som ville bære medaljen om halsen.  Medaljen Miraculosa eller la Médaille Miraculeuse, som stadig slås og bæres af millioner af troende over hele verden, påstås at  have undergørende kræfter, og Ratisbonne bar den, dels for at vise sit frisind men samtidig også sin blasfemiske foragt for katolicismen, under besøget i Sant’ Andrea della Fratte. Han havde som provokation sagt, at han ville bære den en uge for derved at modbevise medaljonens kraft.

Denne dag var der en begravelse i kirken og Ratisbonne drev rundt i den dunkle kirke. Pludselig så kan han et koncentreret lys strømme ud fra et kapel og over alteret tegnede der sig en skikkelse, høj, levende, smuk og fuld af nåde.

Jomfru Maria åbenbarede sig for ham, han faldt på knæ og med sine egne ord: “I samme øjeblik som den hellige jomfru gjorde et tegn med hånden faldt sløret fra mine øjne; ikke kun eet slør, men alle slør, der havde indhyllet mig forsvandt, som sne der smelter for solens stråler. [..] Det er velkendt at jeg aldrig havde åbnet en religiøs bog og aldrig havde læst en side i Biblen og at dogmet med den medfødte, hvilket enten benægtes eller er glemt af moderne jøder, aldrig i et eneste havde strejfet mine tanker – ja, jeg tvivler på at jeg nogensinde havde hørt om det. Hvordan fik jeg så kendskab til det?. Jeg ved det ikke. Alt hvad jeg ved er at da jeg ankom til kirken var jeg grundig ignorant af alting og da jeg kom ud af kirken så jeg alting klart og tydeligt”.

Historien om Ratisbonnes konvertering er ikke en myte. Han var ikke en romersk centurion eller for den sags skyld en prins fra middelalderen. Han var en moderne  mand på alle måder. Veluddannet indenfor videnskab og moderne filosofi, havde en prestigefyldt position som en velhavende bankier, var forlovet med en smuk ung pige og havde alle grunde til at fortsætte sin hidtidige levevis. “Åh, min Gud. Jeg som kun en halv time tidligere stadig var blasfemisk! Jeg som følte en dødeligt had til den katolske kirke! Og alle som kender mig godt nok ved at jeg har de stærkeste grunde til at forblive jøde. Min familie er jødisk; min brud er jødisk; min onkel er jøde. Ved at blive katolik ofrer jeg alt, mine interesser og håb, på denne jord; og alligevel er jeg  ikke blevet gal”.

Et tribunal foretog et indgående forhør og undersøgelse. Der kunne ikke være tale om en illusion. Kapellet var, i modsætning til i dag, tomt for statuer, billeder eller symboler på jomfru Maria. Derefter proklamerede pave Gregorius XVI åbenbaringen for et mirakel. Han fandt ikke at der var en naturlig forklaring på hvad der var sket i Sant’ Andrea della Fratte den dag.

Ratisbonne konverterede umiddelbart efter og blev optaget i den jesuiterorden, som han tidligere foragtede. Hans familie forstødte ham og inddrog hans andel i familiebanken, som skulle have været hans arv efter forældrene. Senere fik han tilladelse til at forlade ordenen for at grundlægge “Fædre og søstre af Sion”, som arbejder for forståelse mellem jøder og kristne eller sagt mere direkte, for konvertering af jøder. Ordenen etablerede sig snart i Jerusalem og derefter adskillige steder i Europa. Mindre end 100 år senere var disse præster blandt de mest aktive i forsøgene på at redde jøder fra nazisternes forfølgelser.

Det 2. kapel til venstre er viet til jomfru Marias åbenbaring.

I 2. kapel til højre fra indgangen (egentlig er det det tredie, men det første anvendes ikke mere) rummer den ulykkelige Judith de Palezieux Falconnets (død 1856) smukke grav med en skulptur udført af den amerikanske billedhugger Harriet Hosmer (1830-1908), der opholdt sig i Rom fra 1852. At hun som protestant fik denne opgave var højst udsædvanligt. Blandt andre undtagelser var Thorvaldsens gravminde i selve Peters-kirken over pave Pius VII.  Hosmer er bedst kendt for sin “Sovende Beatrice Cenci” fra 1857.

På den 1 søjle til højre ses en mindetavle for den danske arkæolog, numismatiker m.v. Georg Zoëga. Da der ikke findes en gravsten på hans grav lod brygger Carl Jacobsen i 1907 mindetavlen med følgende indskrift opsætte:

IOHAN GEORG ZOEGA

FÖDT 1755 20. DEC.

I DAL I JYLLAND

DÖD 1809 10. FEBR

I ROM.

Den er tegnet af arkitekten Vilhelm Klein mens billedhuggeren Ludvig Brandstrup udførte portræt-medaljonen efter en tegning af Bertel Thorvaldsen.

SN