De klassiske romerske Titulærkirker

Kommer man til én af de mere interessante og spektakulære kirker i Rom, vil man i mange tilfælde se 2 farverige våbenskjolde på kirkens front. 

Det ene vil altid være pavens velkendte våbenskjold med de korslagte nøgler og tiara-kronen, det andet vil være våbenskjoldet for den residerende titulærkardinal.

Og ofte finder man også, lige inden for i kirken, et portræt af den residerende pave og den residerende titulærkardinal. 

Vi er nu kommet til en kirke, hvor en kardinal som ”sognepræst” er titulært tilknyttet. 

Næsten alle nyudnævnte kardinaler får tildelt én af Roms kirker som sin titelkirke. 

Denne skik går helt tilbage til de første århundreder af kirkens historie.

Hér vil vi alene beskæftige os med de ældste titulærkirker, der kan føre deres historie helt tilbage til de første århundreder af den kristne tid i Rom. 

Samtidig har de den fordel, at de fleste, dels i egen ret som bygningsværker er uhyre interessante, dels næsten alle ligger grupperede tæt på hinanden, så man med praktisk fordel kan se flere af dem samtidig.

Hvordan er titulærkirkerne opstået.

De første “kirker” i Rom blev indrettet i private huse med en kristen menighed. 

Paulus nævner en sådan menighed i sit Brev til Romerne, 16,3-5, hvor han beder modtageren om at hilse ”Prisca og Aquila og menigheden i deres hus” og ifølge Apostlenes Gerninger, 28,30 havde Paulus selv igennem 2 år en sådan ”kirke” i Rom, der var kendt under navnet Domus Ecclesia eller huskirke. 

Navnet på ejeren af et sådant domus var sædvanligvis indskrevet på en lille stenplade ved døren. 

Denne stenplade hed en ”titulus”, og man kan eksempelvis i dag se sådanne navneplader på mange huse i Pompeji. 

Ud fra disse navne-titulus blev det sædvane at henvise til de første kristne kirkehuse, og man skelnede imellem dem ved at bruge navnene på de forskellige ”dørskilte”.

De første sognekirker i Rom.

I Liber Pontificalis, en samling af pave-biografier, nævnes at pave Cletus (76-88) udnævnte 25 præster, og at pave Evaristus (97-105) udpegede dem til oprindeligt 25 forskellige tituli-kirker der blev de første sognekirker i Rom.

Titulær-kardinaler.

Pave Marcellus (308-309) fastlagde disse titulærkirker som religiøse og administrative centre for den tidlige kirke. 

Et kirkesynode i 499 lister kirkerne og konfirmerer deres status som religiøse centre. Og det var præsterne ved disse kirker, der sammen med andre præster i den pavelige administration fungerede som rådgivere for paven. 

De blev kendt som “cardinales” fra det latinske ord cardo = den tap, et dørhængsel er hængt op i og drejer rundt om.  

Antallet af kardinaler steg med tiden, men traditionen med at tilknytte dem til en bestemt kirke blev fastholdt, selvom det efterhånden blev en udnævnelse af mere symbolsk karakter.

Følgende oprindelige tituluskirker eksisterer ikke længere:

Titulus Matthaei i Via Merulana, ødelagt i 1810 Titulus Nicomedis i Via Momentana, ødelagt under byggearbejder i 1800-tallet.

Her er kirkerne listet efter område:

Så kan de ses og opleves inden for gå-afstand af hinanden, og uden at man mister pusten og interessen undervejs:

Omkring Marsmarken:

1.San Lorenzo in Lucina, 2.San Marcello al Corso 3.Santi Apostoli, 4.San Marco 5.San Lorenzo in Damaso.

Trastevere – Aventin - Palatin:

6.Santa Maria Antiqua,  7.Santa Maria in Trastevere, 8.San Crisogono, 9.Santa Cecilia in Trastevere, 10.Santa Sabina, 11.Santa Prisca, 12.San Anastasia.

Celio-højen/ Lateran:

13.Santa Balbina, 14.Santi Nereo e Achilleo, 15.San Sisto Vecchio, 16.Santa Maria in Domnica, 17.Santi Paolo e Giovanni, 18.Santi Quattro Coronati, 19.San Clemente.

Esquilin-højen:

20.San Pietro in Vincoli, 21.San Martino ai Monti, 22.San Eusebio, 23.Santa Prassede, 24.Santa Pudenziana, 25.San Vitale, 26.San Susanna.

PK