I samtiden havde han stor indflydelse på malerkunsten gennem sit værk, Perspectiva pictorum et architectorum, i hvilken han udstikker retningslinierne for det falske og forkortede perspektiv i samspil med arkitekturelementer, Quadratura, og som han beherskede med absolut mesterskab, og som finder sit absolutte højdepunkt her i kirken – Et mageløst studie i virtuost synsbedrag.

I midten af kirkeskibet findes en rund gul stenplade. Herfra får man det fuldendte (falske) kik til loft og kuppel. Så snart man bevæger sig væk fra dette punkt ser man bedraget i skiftende og forbløffende perspektiv, herunder den falske kuppel. 

Kirken havde ikke råd til at opføre en regulær kuppel. Derfor er det man ser et cirkulært lærred på 17 m. i diameter, på hvilket Andrea Pozzo har malet en falsk kuppel. Man skal helt hen og stå direkte under lærredet, før man ser bedraget.

Motivet for alter- og apsisdekorationen er over alteret Ignatius mirakuløse møde med Kristus og Gud, det såkaldte Storta-mirakel, der byder ham at drage til Rom med ordene: Ego vobis Romae propertius ero – jeg vil være med jer i Rom.

Og i apsishvælvet og i loftet Ignatius konvertering fra ung adelig kriger til stridsmand for den eneste sande gud og kirken under jesuiternes motto: Ad Majorem Dei Gloria – Til Guds stadig større ære.  

I hver side af tværskibet ses storslået udsmykkede altre, også disse udført af Pozzo, til venstre med gravmæle for jesuitermunken, S. Aloysius Gonzaga og til højre for jesuitermunken S. John Berchmans. 

Til højre for hovedaltret ses gravmælet for pave Gregor XV og dennes nevø, kardinal Ludovico Ludovisi, kirkens grundlæggere, udført af den franske kunstner Pierre le Gros.

I sin fremragende bog ”I pavernes Rom” (se litteraturlisten), pp. 301-13, giver den danske kunsthistoriker Mogens Nykjær et uhyre læseværdigt og eminent indblik i kirkens bygningshistorie og den fænomenale udsmyknings samlende symbolik og perspektiv.