|
I
en lang årrække var svineriet på gaderne et stort problem i
Rom. Der blev derfor på særlig udsatte steder i 1700-tallet
opsat tavler, der under trussel med straf forbød henkastning af
affald. Der var tale om bødestraf eller korporlig afstraffelse,
hvis forbudet blev overtrådt.
Tavlerne
er naturligvis nu uden betydning, men sidder der stadig. Der er
bevaret ca. 100 af dem og er man først blevet opmærksom på dem dukker de op
gang på gang – mest i den gamle bydel. Et eksempel kan ses i
Via di Mario de’ Fiori en sidegade til Via Condotti (til
højre omtrent halvvejs oppe, når man kommer fra Corsoen).
På
gadeskiltet – og alle andre gadeskilte i de gamle gader – er
anført R og et romertal, her R.IV. Det viser, at gaden er
beliggende i Rione IV. Allerede Kejser Augustus inddelte byen i
rioner, som altså er bevarede om end i lidt ændret form.
Lidt
længere fremme på samme side overfor Cartier kan man gennem en
port se et våbenskjold med en springende hare. Her lå det en
gang kendte Trattoria Lepre (hare), som vil være kendt af dem,
der interesserer sig for de danske kunstnere i Rom i
1800-tallet.
Ejendommen
var ejet af en enkemarchese Lepre, der ikke havde ret mange
penge. Det betød, at hendes tjenestefolk ikke altid fik nok at
spise og måtte gå ud i byen for at få et ekstra måltid.
Hendes kok bad derfor om lov til i stueetagen at lave mad, som
ham kunne sælge til dem. Det gjorde han så godt, at andre og
altså også skandinaverne søgte stedet, der var åbent til en
gang midt i 1800-tallet.
Skråt
overfor ligger Café Greco, som, hvis man ikke kender den,
absolut er et besøg værd. Det var her de danske kunstnere
hentede deres post, og stedet er fyldt med minder om dem. Blandt
meget andet er her en tegning H. C. Andersen lavede af den
lejlighed, han havde i ejendommen under sit sidste besøg i Rom.
Vil man ikke ofre en kop kaffe på sig selv, bør man liste en
tur gennem lokalerne, hvor tjenerne er klædt i kjole og sort.
Lokalerne er ikke ændret meget, siden Caféen blev grundlagt i
1760.
Men
inden man kommer så langt, burde man være stoppet ved Via
Condotti nr. 68 – på venstre hånd, når man er på vej til
Den Spanske Trappe – her er Palazzo di Malta, der rummer
Malteserriddernes hovedkvarter. Gennem porten ses et stort
Malteserkors, som kendes fra den danske snaps. Tidligere havde
ordenen eksterritorialret i bygningen. De udgiver deres egne
frimærker, der kan købes ”rundt om hjørnet” til venstre
for porten i Via Bocca di Leone nr. 68. De er meget farverige,
men kan ikke bruges som porto til Danmark.
Ordenens
leder bor på Aventin bag porten med det berømte nøglehul,
hvor igennem, man ser en lang række træer med Peters-kirkens
kuppel for enden.
Det
kan føre os ud til Peters-kirken, hvor man ud over alt det
andet skal lægge mærke til, at alle "malerier" er
mosaikker. Der er kun ét "rigtigt" maleri. Det
hænger i Det hellige Sakrementes Kapel i umiddelbar nærhed af
Michelangelos Pieta, som for øvrigt er det eneste værk, han
har signeret. På det bånd, Maria har over brystet står der:
”Michelangelo fra Firenze har lavet den”. Det skyldes, at
kunstneren en dag kom ind i kirken, mens der stod en del gæster
og beundrede statuen. En af dem spurgte, hvem der havde lavet
den og svaret lød: ”Det er vist én fra Milano”. Det blev
for meget for Michelangelo.
Da
Bernini lavede den store baldakin over højaltret af bronze fra
Pantheons tag og i en højde omtrent som Rundtårn, havde Paven
en niece, der netop på den tid skulle føde. Bernini har i
søjlernes fundament vist den fødende kvindes kvaler i form af
kvindehoveder med forskellige udtryk for fødslens fremskriden.
Til sidst vises et smilende barnehoved. Man begynder ved søjlen
til højre, når man står med front mod altret.
Når
Paven forretter messen ved højaltret – og det må kun han
eller den han giver tilladelse til det – står han med ryggen
til altret i modsætning til præster andre steder. Det skyldes,
at Peters-kirken har apsis mod vest modsat andre kirker.
Ikke
langt fra indgangen er der i midterskibets gulv anbragt en stor
rund porfyrsten. Den stammer fra den oprindelige Peters-kirke,
og det var på den den tyske Kejser Karl den Store knælede, da
han blev kronet til tysk-romersk kejser. Senere er andre blevet
kronet på den. Ned gennem midtergangen er angivet målene på
andre store kirker.
På
selve Peters-pladsen er mellem de store fontæner og kolonnaden
anbragt en sort sten, hvor der står ”Centro del Colonato”.
Når man står på én af dem, ser man søjlerne i kolonnaden
som kun én række. Så nøjagtig er de anbragt.
Omkring
obelisken kan man se 16 ovale sten hver forsynet med et ansigt
og navnene på de vinde, der blæser i Rom. Fra obelisken går
en lige linie mod kolonnadens højre side – den med Pavens
bolig bagved – en række granitsten omgivet af stjernetegnene.
Det er en meridian konstrueret i 1817 af astronomen Filippo
Galla. En marmorskive i hver ende viser, hvor skyggen fra korset
på toppen af obelisken rammer ved sommer- og vintersolhverv kl.
12 (sommertid kl.13).
Læg
også mærke til de fire løver ved obeliskens fod. Hver løve
har to kroppe, og det fortælles, at den, der kan klemme sig
mellem obelisken og en løve får alle sine synder forladt. Det
var måske værd at prøve.
Er
man heldig ser man på pladsen en meget stor flot bil med
kendings-bogstaverne S.C.V. – Stato Citta Vaticano –
betegnelsen for Vatikanstaten, men onde tunger påstår, det
betyder: Se Christo Vedrisse – tænk hvis Jesus havde set det
her. Det vil sige, at Jesus, der jo gik rundt til fods, ville
være blevet forarget, hvis han havde set de velnærede
kardinaler køre rundt i store biler.
Man
kan endnu se biler med romerske biler, der har hele navnet ROMA
på nummerpladen, mens andre byer kun har de to første
bogstaver i bynavnet. Det vil forsvinde, fordi EU har fundet ud
af, at biler skal registreres med fortløbende numre uden
bynavn.
Har
man lyst til at læse mere om upåagtede seværdigheder, har
jeg udgivet
guide-bogen "En Sviptur til Rom" på forlaget Halfdan,
hvor disse og mange flere upåagtede seværdigheder er omtalt
på små slentreture, der er indstreget på kort
NBC
|
