Rom byder på hele 280 fontæner - lige fra de mest svulmende pragtstykker til små fontanella'er med stille rislende vand og der er arbejder af renæssancens og barokkens største billedhuggere.

Mange af fontænerne skal tilskrives paverne, der når de havde restaureret en af de gamle romerske akvædukter, måtte have en fontæne til minde om deres velgørenhed!

Et tidspunkt, hvor mange af de store flotte fontæner rigtigt kommer til deres ret, er når mørket har sænket sig over byen.

På dette tidspunkt er fontænerne på Piazza Navona og Trevi-fontænen virkelig et besøg værd. 

Trafikken er stilnet af, og man kan høre fontænernes rislende og brusende dialog fra plads til plads. 

Denne romerske nattestemning findes ikke i andre byer med ”natteliv”, og vi, der kender Rom ved nat, påskønner den og kan fuldt og helt tilslutte os forfatteren Antonio Baldini, når han skriver:

Da jeg var dreng, gik jeg i seng med hønsene straks efter solnedgang, og kun ved sjældne og mindeværdige lejligheder fik jeg lov til at se byen ved nat. 

Men hver gang gjorde de store, mystiske og højtidelige palæer et forunderligt indtryk på mig, som de stod der, som om de var faldet i søvn på disse pladser, der lignede teaterdekorationer, og sammen med fontænernes rislen trængte de så dybt ind i mit hjerte, at de for mig bestandigt blev et af ledemotiverne i min indre musik.   

For lange tider blev begrebet poesi for mig ensbetydende med at gå ud i byen om natten, og kun fordi jeg havde følt, hvad Rom var om natten, begyndte jeg at forstå, hvad poesi var”.