|
Il
Gesù
eller
ved
dens
fulde
navn,
Santissimo
Nome
di
Gesù
allArgentina,
er
jesuitordenens
moderkirke
i
Rom,
beliggende
ved
Piazza
del
Gesù
nær
Piazza
Venezia.
Il
Gesù
er
en
af
Roms
mest
imponerende
kirker
med
et
overdådigt
udsmykket
barokinteriør.
Jesuitordenen
blev
i
1540
anerkendt
af
pave
Paul
III,
og
kort
efter
flyttede
grundlæggeren,
Ignatius
af
Loyola,
med
sine
tilhængere
til
et
lille
hus
i
nærheden
af
Palazzo
Venezia
og
overtog
kirken,
Santa
Maria
della
Strada,
opført
i
1100-tallet
af
familien
Astalli.
Den
blev
dog
snart
for
lille
til
ordenens
formål,
men
finansielle
problemer
og
besvær
med
at
finde
en
passende
byggegrund
forsinkede
arbejdet
på
at
opføre
en
ny
ordenskirke.
Arbejdet
på
den
nye
kirke,
Il
Gesù,
kom
først
rigtig
i
gang
efter
1568,
da
kardinal
Alessandro
Farnese,
barnebarn
af
Paul
III,
finansierede
nybyggeriet.
Og
først
i
1580
afstod
Astalli-familien
det
område,
som
man
behøvede
for
at
kirkens
kor
kunne
bygges.
De
endelige
planer
for
kirkens
grundplan
og
udseende
blev
udført
af
Farnese-familiens
husarkitekt,
Vignola.
Efter
dennes
død
i
1573
fortsatte
Giacomo
della
Porta
arbejdet
efter
Vignolas
originaltegninger.
Kirken
fik
en
korsform
med
hovedskib
og
forkortede
tværskibe
i
flugt
med
sidekapellerne
samt
en
kuppel
over
korsmidten
mellem
hoved-
og
tværskibet.
Hovedskibet
skulle
tjene
som
rum
for
højmessen,
medens
sideskibene
skulle
tjene
til
afholdelse
af
de
forskellige
øvrige
messeformer.
Men
fra
alle
sider
i
kirken
havde
man
frit
udsyn
til
kirkens
centrale
alter,
som
fik
en
for
tiden
ny,
central
og
dominerende
placering.
Med
denne
grundplan
slog
en
ny,
rationel
kirketype
igennem,
som
skulle
udvikle
sig
til
en
prototype
for
utallige
senere
kirkebygninger
i
Rom.
Kirkens
bygningshistorie
blev
dog
forstyrret
af
uenigheder
mellem
jesuiterne
og
kardinal
Farnese.
Jesuiterne
ønskede
en
enkel
gudstjenesterum
med
fladt
tag
for
akustikkens
skyld,
kardinalen
ønskede
en
monumental
kirke
og
insisterede
på,
at
loftet
skulle
hvælves.
Il
Gesù
var
det
første
større
kirkeprojekt
i
Rom
siden
1500-tallets
begyndelse.
Da
den
stod
færdig,
var
kirken
den
næststørste
i
Rom
efter
Peterskirken.
Jesuiterne
ønskede
også
et
enkelt
og
asketisk
interiør.
Derfor
var
det
oprindeligt
kun
kuppelrummet
og
sidekapellerne
der
var
udsmykket.
Sidekapellerne
har
stort
set
bevaret
deres
oprindelige
udseende,
men
resten
af
kirkerummet
er
betragteligt
forandret
gennem
tiden.
De
mest
omfattende
forandringer
fandt
sted
i
slutningen
af
1600-talet.
Hovedskibets
loft
blev
udsmykket
med
freskoer
af
Giovanni
Battista
Gaulli,
også
kaldet
Il
Baciccia,
påbegyndt
i
1672.
Kuplen,
den
næsthøjeste
i
Rom,
blev
på
samme
vis
udsmykket
med
en
hærskare
af
engle
og
på
pedentiven,
den
omgivende
støttemur
under
kuplen,
ses
evangelister,
kirkefædre
og
profeter.
Gaulli
færdiggjorde
den
store
loftsfresko
i
hovedskibet
i
1679.
Den
fremstiller
en
allegori
over
Jesus
navn:
Det
har
form
af
monogrammet
IHS,
på
latin:
Iesus
Hominum
Salvator
(Jesus
Menneskenes
Frelser),
som
også
er
jesuiternes
emblem,
og
det
tilbedes
af
en
himmelsk
hærskare.
Hvælvet
synes
at
åbne
sig
mod
de
højeste
himmelsfærer,
samtidig
med
at
myldrende
engle
synes
at
flyve
frit
i
rummet.
Illusionen
forstærkes
af
de
skyer
der
kaster
skygge
og
dybde
i
hvælvet
og
som
bryder
dets
ydre
rammer.
Som
det
også
gælder
for
jesuiternes
anden
hovedkirke
i
Rom,
S.
Ignazio,
og
Andrea
Pozzos
mesterlige
loftsudsmykning
i
den
kirke,
så
er
hele
det
spektakulære
loft
her
i
Gesù
et
studie
i
suveræn
øjenbedrag
med
en
artistisk
fremragende
beherskelse
af
forkortnings-
og
perspektivteknikker.
I
korets
apsis
ses
Gaullis
fresko
af
Tilbedelsen
af
Lammet.
Denne
fresko
blev
skabt
1680-1683.
Arbejdet
med
dette
og
lofterne
i
tværskibene
blev
forsinket
af
stridigheder
inden
for
Farnese-familien,
hvor
dele
af
familien
oprindeligt
ønskede
at
gøre
koret
til
gravkapel
for
Farnese-familien.
Disse
stridigheder
var
også
årsag
til,
at
Gaulli,
trods
støtte
fra
den
berømte
Bernini,
kun
fik
opdraget
at
male
det
venstre
sideskib,
medens
det
højre
er
malet
af
Giovanni
Andrea
Carlone.
Korkapellet
er
viet
til
Kristi
Omskærelse.
Tværskibets
sidekapeller
blev
oprindeligt
indviet
til
Korsfæstelsen
og
Opstandelsen,
men
de
blev
viet
til
Ignatius
af
Loyola
og
hans
nærmeste
medarbejder,
Frans
Xavier,
da
de
samtidigt
blev
helgenforklaret
i
1622.
Kapellerne
blev
ved
den
lejlighed
ombygget
efter
originaltegninger
af
Pietro
da
Cortona.
I
det
højre
kapel,
udformet
af
Giacomo
della
Porta,
opbevares
Frans
Xaviers
ene
arm
i
et
relikvieskrin,
nedenfor
et
altermaleri
af
Carlo
Maratta
som
forestiller
Xaviers
død
på
mission
i
Fjernøsten.
I
det
venstre
ligger
Ignatius
af
Loyola
begravet
i
fantastisk
udsmykkede
alterrammer,
udformet
af
Andrea
Pozzo
i
1695-1699.
Mere
ens
hundrede
kunstnere
har
medvirket
ved
fuldførelsen
af
dette
overdådigt
udsmykkede
gravkapel.
En
forgyldt
bronzeurne,
udført
i
1637
af
Alessandro
Algardi,
rummer
Ignatius
jordiske
rester.
Statuen
oven
over
gravurnen
er
udført
af
Pierre
Legros
i
1697.
Den
oprindelige
statue
var
udført
i
massivt
sølv,
men
den
blev
omsmeltet
og
forsvandt
ved
franskmændenes
invasion
af
Rom
i
1797.
Den
nuværende
rekonstruerede
statue,
udført
af
Canova,
er
fremstillet
i
sølvforgyldt
bronze.
Gravkapellet
krones
af
Den
hellige
Treenighed,
hvor
jordkuglen
i
meget
smuk
blå
Lapis
lazuli-indfatning
holdes
af
Gud
Fader
i
det
højeste.
Kapellet
ved
siden
af
Ignatius
gravkapel
er
viet
til
Madonna
della
Strada
og
indeholder
et
meget
tilbedt
ikonbillede
af
Madonna
med
barnet
fra
det
15.
århundrede.
Maleriet
var
oprindeligt
placeret
i
jesuiternes
første
kirke
nær
Palazzo
Venezia,
S.
Maria
della
Strada.
Korets
apsis
blev
beklædt
med
marmor
i
1840-erne,
og
samtidigt
blev
højalteret
omformet
i
mere
rig
skikkelse.
Og
i
1858
blev
hovedskibets
vægge
beklædt
med
marmor
og
søjlekapitæler,
pilastre
og
andre
arkitektoniske
delelementer
forgyldt.
Dette
skete
som
en
triumferende
gestus
efter
at
jesuiterordenen
igen
blev
tilladt.
Den
havde
været
forbudt
fra
1773
–
1824.
|
